



Espanyol - med Martin Braithwaite med fra start - skulle fredag aften forsøge at lægge afstand til nedrykningsstregen i La Liga mod Almeria, der også før kampen var en del af et tæt nedrykningsræs.
Almeria kom bedst fra start, og det skulle vise sig at blive et tema for kampen.
Allerede efter 14 minutters spil havde Sergio Akieme et godt skud, der tvang Alvaro Fernandez i Espanyols mål til en redning.
Fire minutter senere var det Adrian Embarba, der testede Fernandez, men denne gang stod stolpen i vejen.
De to chancer var blinkende advarselslamper, men Espanyol opdagede dem først da det var for sent.
Efter 21 minutters spil kom Luis Suarez fri, takket være en aflevering fra Embarba, og angriberen svigtede ikke i feltet med et flot spark på indersiden af stolpen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Espanyol havde overordentligt svært ved at komme til chancer, og de skulle først helt hen i dommerens tillægstid for at registrere en nævneværdig mulighed.
Aleix Vidal modtog et lavt indlæg i Almerias felt og afsluttede midt i målet, men Fernando Martinez kunne nemt stoppe bolden fra at gå i nettet.
Efter pausen var Espanyol tæt på at få en hjælpende hånd, da appeller for straffespark førte til et VAR-tjek.
Dommeren vinkede dog afvisende, efter at have været ude ved skærmen, og spillet kunne fortsætte.
Fra et nært VAR-straffespark til Espanyol svingede momentum nu over til hjemmeholdet.
Lige som kampen havde rundet en times spil kom Leo Baptistao først til en ripost, og sparkede uden problemer bolden i målet til 2-0.
Espanyol var i knæ, og lignede ikke et hold, der kunne rejse sig igen.
Med tyve minutter tilbage blev Braithwaite taget af banen, efter en meget anonym præstation.
Kort tid efter skulle det så gå fra skidt til værre for Espanyol, da Francisco Portillo i feltet kom først på en flot aflevering fra Gonzalo Melero og scorede til 3-0.
Almeria fik også chancen for at gøre det til 4-0, men El Bilal Toure kunne ikke konvertere fra det ellers glimrende indlæg fra Akieme.
I stedet fik Espanyol et plaster på såret i kampens tillægstid, da Joselu prikkede bolden i mål fra det lille felt efter et indlæg.
Det kunne dog ikke ændre på at Espanyol gik fra kampen med nul point.
Med sejren lagde Almeria lidt afstand til bunden af tabellen, imens Espanyol stadig kun er tre point over nedrykningsstregen.
Ingen kommentarer
I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær den første til at kommentere.
Skriv kommentar