



Lørdag aften dannede Estadio Ramón Sánchez Pizjuán rammen om La Liga-opgøret mellem Sevilla og Real Madrid.
Her måtte gæsterne undvære store profiler som Karim Benzema og Vinicius Junior, og det startede da også skidt for hovedstadsklubben.
Allerede efter tre minutter kom man bagud, da en småtilfældig bold dumpede ned i feltet. Her stod Rafa Mir perfekt placeret og sendte den sikkert i kassen til en Sevilla-føring.
Herefter forsøgte Real Madrid at lægge pres på hjemmeholdet, og man formåede da også at tilspille sig et par fine chancer.
Rodrygo gjorde flere gange opmærksom på sig selv, og efter en halv times spil gjorde han det da også til 1-1, da han sendte et frispark direkte i kassen.
I anden halvleg fortsatte brasilianeren med at se farlig ud, og efter 69 minutter kom han endnu engang på tavlen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Toni Kroos sendte en flot bold i dybden til den vævre offensivspiller, der tog et par flotte træk og sendte den stensikkert ind bag en chanceløs Bono i Sevilla-buret.
Sevilla skulle dermed på jagt efter det udlignende mål, men man manglede den fornødne skarphed foran kassen.
Det frustrerede tydeligvis Marcos Acuna, der kort før tid diskede op med en regulær svinestreg på Dani Ceballos. Han fik derfor et direkte rødt kort.
Hjemmeholdet skulle dermed spille den resterende del af kampen med en mand i undertal. Men mål kom der ikke flere af.
Det endte derfor med en 2-1-sejr til Carlo Ancelottis tropper, der nu har fire point ned til Atletico Madrid på tredjepladsen.
Sevilla indtager 10. pladsen i den bedste spanske række med et enkelt point op til syvendepladsen, der sikrer kvalifikation til Conference League.