Den spanske Super Cup afvikles igen i år i Saudi-Arabien, og det er til stor utilfredshed for Inaki Williams.
Ifølge Marca retter Athletic Club-kaptajnen hård kritik af turneringens placering i det mellemøstlige land, der ligger langt væk fra de deltagende klubbers vante rammer.
- At spille i Saudi-Arabien er noget lort, siger Inaki Williams kontant.
Den 31-årige offensivspiller ser ifølge Marca ikke meget mening i, at den spanske Super Cup afvikles i Saudi-Arabien, da det begrænser muligheden for, at de respektive holds inkarnerede fans kan komme på stadion og heppe.
I år har anføreren desuden ekstra grund til at være utilfreds med den lange rejse udenlands, fordi han står til at blive far for første gang.
Artiklen fortsætter efter billedet

En situation, der angiveligt får Athletic Club til at overveje at fritage ham fra turneringen.
- At efterlade min kone og mit barn her er noget af en belastning, siger Williams, der lader det være op til klubben at træffe en beslutning om hans deltagelse.
- Jeg står til rådighed for klubben og vil forsøge at spille den bedst mulige Supercup, siger han.
Athletic Club kæmper sammen med Barcelona, Real Madrid og Atletico Madrid om Super Cup-trofæet.
Første semifinale mellem Barcelona og Athletic Club spilles den 7. januar på King Abdullah Sports City i Jeddah.

Athletic Club
Supercup
Saudi-Arabien




































