Værsgo, AGF.
Det fristes man til at sige efter at have set FC Midtjyllands 0-0-kamp mod FC Nordsjælland på Right to Dream Park.
Midtjyderne var pisket til sejr, men det var bestemt ikke til at se på kunstgræsset i Farum, da FCM til langt hen i kampen slet ikke lignede en kandidat til det danske mesterskab.
Kort sagt var det på mange måder en kamp under niveau for flere på FC Midtjyllands hold og bænk.
Nu er FC Midtjylland stadig uden sejr på Right to Dream Park i seks år, mens at Mike Tullberg og co. senere søndag kan risikere at se det danske mesterskab ryge til AGF.
Her er Bolds fokuspunkter fra kampen.
Han er for god til FCN
Spiller fra hjemmeholdet i fokus
Artiklen fortsætter efter billedet

Det her kan meget vel have været Caleb Yirenkyis sidste hjemmekamp for FC Nordsjælland. Den brølstærke ghaneser leverede endnu en gang en stor kamp for Farum-klubben og var blandt de absolut bedste på banen.
Inden kampen blev han kåret som årets spiller af fansene, og inden længe kan han nok kalde sig et af klubbens nye store salg, da der er massiv interesse og en mulig VM-slutrunde lige rundt om hjørnet for den talentfulde FCN-stjerne.

Sådan siger man undskyld
Spiller fra udeholdet i fokus
I sidste runde blev Elias Olafsson skurken, men denne gang er han en af de få, som kan være tilfreds. Den islandske keeper havde flere store redninger og holdt midtjyderne i live gennem opgøret. Olafsson diskede blandt andet op med en vild trippel-redning og viste, at han trods fejlen mod Viborg fortsat er til at regne med.
Han må dog være skuffet over sine holdkammerater, der slet ikke ramte niveauet – her kan Mbabu, Billing, Simsir, Chilufya og Castillo nævnes.

FCM's sande mareridt
Statistik i fokus
Hvorfor er det så svært for FC Midtjylland? Midtjyderne har taget store skridt de seneste år, men alligevel fortsætter Right to Dream Park med at være et sandt mareridt for gæsterne fra Herning. Inden søndagens kamp havde FCM ikke vundet på kunstgræsset siden 2020 og stod med ti kampe i træk uden sejr.
Nu kæmpede man for guldet, men forgæves, og stimen er nu 11 kampe uden sejr i Farum. Så er det altså svært at blive dansk mester for Mike Tullberg.

Er det et udsolgt stadion?
Fans i fokus
Der blev snakket om udsolgt på Right to Dream Park, men det var som om, at mange fans havde glemt kampstart kl. 14:00. Rundt på stadion var der masser af tomme pladser, hvor folk var blevet hjemme.
AGF-fans havde også meldt deres ankomst, men de valgte tilsyneladende også at blive hjemme, da der ikke var meget 'KSDH' over lægterne. Der var potentiale til en stor fest i Farum, men den skuffede rent tilskuermæssigt igen.

Ikke godt nok, Tullberg
Træner i fokus
FC Midtjylland havde brug for en sejr mod FC Nordsjælland for at undgå en guldfest hos AGF, men Mike Tullbergs tropper skuffede fælt. De var gennem store dele af kampen konstant på hælene og skabte intet offensivt.
Ansvaret ligger hos Tullberg, der satsede forkert med Castillo og Chilufya helt fremme og valgte en alt for defensiv taktik, som tillod FCN at dominere boldbesiddelsen fuldstændig. Det blev bedre i anden halvleg, men det var for sent med tanke på, hvad der var på spil.


Skandaløse scener i Parken: Pinligt for FCK
Hattrick | Afsnit 82FC Midtjylland er danske pokalmestre anno 2026. Ulvene vandt torsdag finalen med 1-0 over FC København, og det er meget sæsondefinerende for begge klubber.
Læs mere
FC Midtjylland
FC Nordsjælland
3F Superliga



































