2022-07-15 09:00:02

Årets overraskelse: OB i top tre og Sisto i SIF?

Hvad bliver den største overraskelse i den nye Superliga-sæson? Det gætter en spiller fra hver klub på i bold.dk's rundspørge, som du kan se her.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

3F Superligaen er tilbage denne fredag, og det markerer vi med en række spådomme fra hovedpersonerne.

En profil fra hver af de 12 klubber kommer med deres bud, og nu handler det om den største overraskelse i den nye sæson.

Det kan både være en spiller, et hold eller noget helt tredje, hvor flere spillere har været ganske kreative og sender små drillerier af sted.

Se alle repræsentanternes bud på årets overraskelse herunder.

Mikael Anderson, AGF

- Årets positive overraskelse bliver AGF. Jeg tror, der kommer en slags chokeffekt, fordi vi har fået ny træner, og der er sket mange nye ting, siden vi sidst spillede en turneringskamp. Jeg tror, at vi kommer rigtig godt fra land, og forhåbentlig får vi en stor sæson.

Kristoffer Pallesen, AaB

- Ikke helt sandsynligt, men det ville være en stor overraskelse, hvis Bo Henriksen er den træner, der får færrest gule kort i sæsonen.

Artiklen fortsætter efter billedet

3F Superliga -Årets overraskelse: OB i top tre og Sisto i SIF?
Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Kevin Mensah, Brøndby

- Jeg tror godt Silkeborg kan overraske, hvis de holder fast på deres nuværende trup.

Nicolai Boilesen, FC København

- Det bliver, hvor godt Silkeborg kommer til at gøre det i Europa. Jeg tror, at de bliver gode der. Jeg synes, de har et godt koncept, og det er et svært hold at spille imod.

- Jeg ved godt, at Europa er en anden form for fodbold, end det er i Superligaen, men jeg tror, at det bliver svært for hold, der kun skal møde Silkeborg én eller to gange at omstille sig til den måde, som de gør det på.

Erik Sviatchenko, FC Midtjylland

- Vi får en top tre, hvor der er et hold, der ikke plejer at være i top tre. Det bliver en sæson, hvor der kommer en overraskelse som Silkeborg i sidste sæson og Esbjerg for nogle år siden.

- Det er svært at sætte navn på, men jeg har en fornemmelse af, at OB godt kunne være det hold. De har rigtig mange gode kvaliteter, og de har nogle gode spillere. Når vi har mødt dem, så har vi altid haft problemer.

- Det kunne også bare være fedt at se OB på det niveau, de har været på, hvor de spillede med om det helt sjove.

Erik Marxen, FC Nordsjælland

- Årets overraskelse bliver, at Mads Bidstrup simpelthen kommer på tavlen. Han bliver simpelthen noteret i år. Der har været optræk til et par gange, men manden kan jo kun sparke halvliggende vristspark. 

- Det er jo det, hver gang han afslutter, men jeg tror, at én af dem piver ind. Han rammer den måske skævt, og ellers bliver han ramt, så den går ind. Det kan ske på mange måder.

Kan han heller ikke score til træning?

- Nej, det kan han ikke. Jeg vil sige, at ham behøver modstanderne ikke holde øje med som frisparksskytte. Den giver jeg på forhånd.

Magnus Jensen, Horsens

- Det bliver et stort år for familien Tengstedt. Søren (Silkeborg, red.) og Casper Tengstedt laver minimum 18 kasser tilsammen.

Magnus Kaastrup, Lyngby

- For at irritere ham vil jeg sige, at den største overraskelse er, hvis Bjelland holder sig skadesfri og spiller mere end 25 kampe. Ej mere seriøst, ellers kommer han nok efter mig... 

- Nu har alle jo dømt os ude på forhånd og udråbt Lyngby som storfavorit til at rykke ned igen. Så vi må jo objektivt blive den største overraskelse. Det vil det åbenbart være for alle andre end os selv, at vi slutter i top 10, så den går jeg med.

Jakob Breum, OB

- Jeg håber, de danske hold kommer til at overraske i Europa. Det vil være fedt, hvis nogle af dem kommer længere, end man regner med.

- Jeg peger ikke på et bestemt hold, men det vil være godt for dansk fodbold generelt, hvis de danske hold overrasker internationalt. 

Frederik Lauenborg, Randers

- Det bliver Randers.

Tobias Salquist, Silkeborg

- Den største overraskelse? Mon ikke Pione Sisto kunne overraske, hvis han kom til det ægte Midtjylland og spillede for et rigtig godt fodboldhold?

Younes Bakiz, Viborg

- At Lars Kramer når en topfart på over 30 kilometer i timen.

Spillerne kommer med yderligere to forudsigelser både lørdag og søndag. De har allerede gættet på, hvem der vinder mesterskabet.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce

14 kommentarer

Se kommentarer
Annonce