Sagen om FC Midtjyllands bud på Tobias Bech har fyldt en hel del i de seneste dage.
Den begyndte med, at Aarhus Stiftstidende kunne berette, at FCM havde lagt to bud på AGF-profilen, hvilket blev efterfulgt af Tipsbladets historie om, at Tobias Bech havde sagt ja til FCM.
Det afviste hans agent Brian Steen Nielsen efterfølgende til Bold – Tobias Bech havde samme svar som sin agent.
Tipsbladets journalist Farzam Abolhosseini, der stod bag artiklen om Tobias Bechs ja til FCM og har omtrent 43.000 følgere på X, skrev efterfølgende i en X-kommentar til sin egen artikel, at det ikke var Brian Steen Nielsen, som havde ført forhandlingerne.
Det var til gengæld Jens Ørgaard, som er en del af samme agentbureau - Boutique Transfers and Management ApS.
Til at starte med kunne man have spurgt den rigtige agent, der har ført alle forhandlingerne for Tobias Bech med FC Midtjylland - nemlig Jens Ørgaard. Brian Steen Nielsen har slet ikke siddet med ved bordet 😂
— Farzam Abolhosseini (@F_Abolhosseini) February 7, 2026
Bold ville derfor gerne høre Jens Ørgaard, om han havde ’takket hurtigt ja’ til tilbuddet fra FC Midtjylland på vegne af Tobias Bech.
Men Jens Ørgaard afviser over for Bold, at han skulle have ført forhandlinger for Tobias Bech, da han bliver spurgt ind til, om han kan nikke genkendende til ordene i Farzam Abolhosseinis X-kommentar.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg er ikke agent for ham, så det har jeg ikke nogen kommentarer til.
Det er ikke dig, der har ført forhandlingerne for Tobias Bech?
- Nej, jeg har ikke noget med Tobias Bech at gøre.
Er det Brian Steen Nielsen, der har ført forhandlingerne?
- Det er det, ja. Men jeg har ikke nogen kommentarer til Tobias Bech overhovedet, men Brian Steen er agent for Tobias Bech.
Står fast
Det er Brian Steen Nielsen, der har den såkaldte repræsentationsaftale med Tobias Bech ifølge DBU, hvilket betyder, at det kun er ham, der må forhandle for sin klient.
Men han havde som sagt afvist at skulle have sagt ’ja’ til FCM, mens Jens Ørgaard over for Bold altså afviser at være involveret i noget med Tobias Bech.
Spørgsmålet står derfor tilbage, hvem der har forhandlet og skulle have sagt ’ja’ til FCM’s tilbud.
Bold har rakt ud til Kenneth Jensen, der er ansvarshavende chefredaktør hos Tipsbladet.
Han er blevet foreholdt, om de stadig holder fast i historien, og hvorfor Farzam Abolhosseini i en kommentar til sin artikel nævnte, at det var Jens Ørgaard, som førte forhandlingerne.
I et skriftligt svar skriver Kenneth Jensen:
- Vi står fast på historien.
- Vi har i går og i dag - efter jeres henvendelser - selv været i kontakt med Jens Ørgaard, der har forsikret os om, at han flere gange har fastslået over for jer, at der ikke er en historie, og at han i øvrigt har frabedt sig at medvirke i jeres artikel.
- Han har ringet til både jeres chefredaktør samt skribenten bag artiklen efter jeres henvendelser for at fortælle jer, at han dårligt ved, hvad han har svaret på, og at det for ham udelukkende har handlet om, at han ikke ønsker at udtale sig om en spiller, der har Brian Steen Nielsen registreret som sin agent.
- Jens Ørgaard arbejder i samme agentur som Brian Steen Nielsen og har ført dialog med FC Midtjylland om Tobias Bech.
Bold har efterfølgende spurgt Tipsbladet, hvorfor mediet ikke har lavet en historie om, at Jens Ørgaard har ført forhandlingerne, hvilket nævnes i ovenstående citat, men der er ikke faldet et svar før artiklens publicering.

Direkte usandheder
AGF jagter det danske mesterskab, og mandag aften var offensivspilleren med i AGF’s første kamp i forårssæsonen mod OB.
I den forbindelse stillede både Carsten V. Jensen og Jakob Poulsen op til interviews, hvor de også blev spurgt ind til sagen.
AGF’s fodbolddirektør blev af Viaplay spurgt, om han havde et problem med de ting, der er blevet skrevet om Bech.
- Ja, det har jeg, når ting bliver forkert fremlagt, og der er direkte usandheder. Igen, jeg gider ikke snakke om det konkrete. Men der har været ting, vi har skullet håndtere internt, siger Carsten V. Jensen.
I samme interview gjorde fodbolddirektøren det klart, at alle bud, der i transfervinduet var kommet på AGF-spillere, var blevet pure afvist.
- Jeg kommer ikke til at tale om navne og klubber, men jeg kan sige, at vi havde en strategi i dette vindue om at holde sammen på truppen.
- Det er ikke det samme, som at der ikke har været bud på vores spillere. Det har der. Både konkrete og pæne bud, hvis man ser det fra anden side, men det har på ingen måde haft interesse for AGF. Det er uanset pris, siger CV til Viaplay.
AGF’s cheftræner gav også sin holdning til kende over for Viaplay.
- Det eneste, der kan undre mig en gang imellem, er, at man bare kan skrive noget, og så skal man ikke rigtigt stå til ansvar for det.
- Man skal ikke sige, hvor man har informationen fra - man kan bare skrive et eller andet, og så må vi tage for gode varer, at det er det rigtige, der bliver skrevet. Det synes jeg måske er en lille smule underligt, siger Jakob Poulsen.
Torsdag aften tørner lige præcis AGF og FC Midtjylland sammen i den første af to kampe i Oddset Pokalens semifinaler.

Superliga-profiler siger farvel
Hattrick | Afsnit 81Real Madrid kaldte tirsdag aften til et højst usædvanligt pressemøde med Florentino Pérez efter dage med kaos, rygter og massiv uro omkring den spanske storklub.
Læs mere
AGF
FC Midtjylland
3F Superliga


































