AGF har taget hul på transferaktiviteterne.
For nylig blev kontrakterne med Jesper Hansen og Nicolai Poulsen forlænget, mens klubben i december skrev kontrakt med de to 17-årige ugandere James Bogere og Hamuza Sengoobas, der er de første spillere, som tager turen fra El Cambio-akademiet i Uganda til Aarhus.
Men Carsten V. Jensen har stadig arbejdshandskerne på i det meget komprimerede transfervindue.
AGF-bossen skal dels forsøge at holde på profilerne i forsøget på at forsvare førstepladsen i Superligaen, og så er der fortsat en del spillere, der nærmer sig udløb.
Det drejer sig om Patrick Mortensen, Henrik Dalsgaard, Erik Kahl, Jonathan Hutters, Felix Beijmo, Sebastian Jørgensen og Rasmus Carstensen. De to sidstnævnte er i AGF på en lejeaftale.
I begge lejeaftaler er der indskrevet en købsoption, og nu kan Bold løfte sløret for, hvad aarhusianerne skal hoste op med for at tilknytte Carstensen permanent.
Artiklen fortsætter efter billedet

Kilder fortæller, at højrebackens option ligger på et sted mellem 600.000 og 800.000 euro - det svarer til 4,5 og seks millioner kroner.
Der er flere årsager til den lave købsoption.
Rasmus Carstensen nåede aldrig at blive den succes i Tyskland, som både han og FC Köln håbede på, og klubben blev derfor hurtigt klar over, at forsvarsspilleren ikke passede ind i klubben - det skyldtes blandt andet, at Rasmus Carstensen ikke trivedes i det tyske.
Derfor gjorde backen det også klart over for den tyske klub, at han gerne ville hjem til Danmark.
Samtidig er der intet problem mellem parterne. FC Köln har altid sat pris på Carstensen som person, og derfor har klubben heller ingen interesse i at store tjene penge på ham.
De er i stedet tilfredse, hvis hans lønkroner forsvinder. Skal de det, kræver det, at hovedpersonen selv er med på den plan, men alt peger i den retning.
TV-ups'er
Efter AGF's kamp mod Silkeborg tilbage i november sagde Rasmus Carstensen, at han håbede på nogle gode år i AGF.
Senere slog han dog fast, at det ikke kun er ham, der bestemmer, hvad der skal ske.
- Det har jeg jo sagt, det kan jeg ikke løbe væk fra. Men det er jo i og for sig ikke min beslutning.
- Det, jeg kan gøre, er at gøre det godt på fodboldbanen, og så er der nogle øverst i AGF, der tager den beslutning, så det er uden for min kontrolsfære.
Nu bliver spørgsmålet så, hvad Carsten V. Jensen har tænkt sig at gøre.
Efter en kort indkøringsfase har Rasmus Carstensen i den grad vist sig flot frem i det aarhusianske, hvor han har udviklet sig til at være en vigtig del af holdet under Jakob Poulsen.
I de tre seneste Superliga-kampe, som alle bød på AGF-sejre, scorede den 25-årige forsvarsspiller to mål.
For nuværende står Rasmus Carstensen noteret for 22 kampe, tre mål og tre oplæg i den hvide-trøje.
Lejeaftalen i Aarhus løber frem til sæsonafslutningen.
Han har tidligere repræsenteret Silkeborg IF, Genk og Lech Poznan.

Riemer taler ud: Tre årsager kostede os VM
Hattrick | Afsnit 81En måned efter VM-nedturen taler Brian Riemer nu ud og sætter ord på, hvad der gik galt for Danmark.
Læs mere

AGF
FC Köln
3F Superliga





































