



Axel Henriksson nåede ikke at få mange minutter på banen i sin debut for Randers FC.
Den 24-årige svensker kom ind i sin første kamp efter 71 minutter mod AGF, men blot otte minutter efter blev han sendt i bad, da han modtog et direkte rødt kort.
En tackling på Kristian Arnstad gav først gult kort, men dommer, Sandi Putros, blev kaldt til VAR-skærmen ved sidelinjen.
Her skulle der ikke gå længe, før man vidste, hvad klokken var slået for den nye svensker i Randers-truppen. Sandi Putros vendte tilbage og omstødte kendelsen til et rødt kort.
Allerede inden det røde kort var blevet givet, var Kristian Arnstad dog sikker på, at det ville ende med udvisning for den forseelse, der var blevet begået mod ham. Han viftede nemlig Axel Henriksson ud, og for den norske AGF-profil var der ingen tvivl.
- Jeg får en høj, strakt fod ind på anklen, som gør rigtig ondt. Det er med stor fart, og jeg synes, det er fair, at der er rødt kort, siger Kristian Arnstad overbevisende til Bold og den øvrige presse efter opgøret.
Artiklen fortsætter efter billedet

AGF-anføreren havde fået en pose is tapet om anklen efter tacklingen, der også krævede behandling på banen fra aarhusianernes lægestab.
Axel Henriksson ramte egentlig bolden i tacklingen, men foden gled videre og endte derefter på Arnstads ankel.
Efter opgøret satte lejesvenden fra Blackburn ord på situationen, som han i første omgang ikke troede ville resultere i en udvisning.
- På banen troede jeg ikke, det var et rødt kort. Dengang troede jeg, at jeg kom ind og tog bolden først. Måske er jeg lidt vant til Championship-fodbold, hvor det måske ikke rigtigt er et rødt kort. Jeg ved det ikke, men jeg forstår godt efterfølgende, at han giver et rødt kort, når jeg ser på situationen.
- Det er dumt af mig, og det er en stor fejltagelse af mig at havne i sådan en situation, siger Axel Henriksson til Bold.
Det røde kort fik ikke nogen konsekvenser for Randers FC, som holdt stand og vandt med 2-1 mod lokalrivalerne fra AGF.

Brøndbys store Europa-fordel
Ugens Suppe | Afsnit 7Fire danske hold i Conference League! Det bliver nogle vilde torsdage, og vi kigger på, hvad kvalifikationen til Europa i grunden betyder for fire klubbers sæson og transfervindue.
Læs mere
AGF
Randers FC
3F Superliga



























