Werder Bremen arbejder intenst på at købe Mikkel Kaufmann fri i FCK.
Det erfarer Kicker, der mener at vide, at Bundesliga-klubben har været i forhandlinger med løverne omkring en potentiel transfer.
Den tyske avis beretter, at Werder Bremen har lagt et bud på 22-årige Kaufmann, der i indeværende sæson har været udlejet til 2. Bundesliga-klubben Karlsruhe.
Netop Karlsruhe skulle også være interesseret i at købe Kaufmann permanent via den købsoption, som klubben forhandlede på plads med FCK i forbindelse med lejeaftalen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Købsoptionen lyder eftersigende på en million euro - svarende til cirka 7,5 millioner kroner.
Kicker skriver, at Werder Bremen skal betale lidt mere end den pris, hvis Kaufmann ender med at takke ja til klubbens tilbud.
Det er nemlig hovedpersonen selv, der sidder med kortene på hånden. Ud over Werder Bremen og Karlsruhe skulle også to klubber fra henholdsvis Belgien og Frankrig være med i kapløbet om det tidligere AaB-talent.
FCK har kontrakt med Mikkel Kaufmann til udgangen af 2024.