2023-03-07 14:29:44

Berørt Michael Lumb stopper karrieren: Det er sindssygt vemodigt

Michael Lumb ophæver kontrakten i Fremad Amager og stopper karrieren i en alder af 35 år. Det fortæller han tydeligt berørt til bold.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Artiklen fortsætter efter indholdet

1. div - 21. runde

FT

FAM

0 - 1

FCH

Michael Lumb stiller støvlerne på hylden i en alder af 35 år.

Den rutinerede venstreback har ophævet kontrakten i Fremad Amager et par måneder før udløb, og nu siger han stop.

Det bekræfter han over for bold.dk.

- Tiden er inde nu. Jeg har haft en god og lang karriere efter 19 år på topplan, og det er da en underlig fornemmelse, jeg står med i kroppen, siger Michael Lumb til bold.dk.

Lumb har ikke været i kamp for Fremad Amager i år, og han er skuffet over afskeden i NordicBet Liga-klubben.

- Det er sluttet lidt brat i Fremad Amager, og det var ikke lige sådan, at jeg havde tænkt, det skulle stoppe, men sådan er det nogle gange i fodbold.

- Jeg er meget skuffet over det. Fra den ene dag til den anden var jeg blevet for gammel i deres øjne, og de satser på de unge nu. Det er også fair nok, men jeg er sindssygt ærgerlig over, at det skulle foregå på denne måde.

- Jeg følte stadig, jeg havde noget at bidrage med på Fremad Amagers hold, men sådan skulle det ikke gå, og nu er vi blevet enige om at ophæve samarbejdet.

Artiklen fortsætter efter billedet

3F Superliga -Berørt Michael Lumb stopper karrieren: Det er sindssygt vemodigt
Foto: Henning Bagger/Henningbagger/Ritzau Scanpix

Rørt over at tænke på karrieren
Hvordan har du det med beslutningen om at stoppe karrieren?

- Det er sindssygt vemodigt. Jeg har brugt mange timer på at tale med familien om det, og jeg har en dreng, der siger 'Far, du må ikke stoppe, du skal blive ved!'.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg ser tilbage på min karriere med kæmpe stor glæde. Jeg har oplevet nogle fede ting.

Hvad står som det største øjeblik i din karriere?

- Det er svært at nævne én ting. Noget af det største var da jeg fik debut i Superligaen. Det var kæmpe stort at komme op fra ungdomsrækkerne og få debut for AGF.

- Min landsholdsdebut var også gigantisk for mig, og så var det en drengedrøm at blive solgt til en stor udenlandsk klub i form af Zenit. Jeg har spillet Champions League, og så er jeg glad for, at jeg nåede at vinde det danske mesterskab med Brøndby.

Føler du, at du har fået det maksimale ud af din karriere?

- På mange punkter er jeg rigtig glad for den karriere, jeg har haft, og jeg fortryder på ingen måde noget. Hvis jeg havde truffet andre valg, var det måske gået anderledes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men som en klog person siger til mig - min kone - så kan man kun gå én vej, siger Lumb, inden stemmen knækker.

Hvad rammer dig lige nu?

- Jeg bliver rørt over at tænke tilbage på det hele, siger en tydeligt berørt Lumb.

- Det har været mit liv i 19 år. Jeg har mødt fantastiske mennesker og store spillere undervejs. Jeg har oplevet mange ting på egen krop på godt og ondt. Min familie har støttet mig hele vejen, også i de allersværeste tider.

Hvad betyder det, at du fik to landskampe for Danmark?

- Puha, det vækker jo nogle gode minder, siger Lumb med grådkvalt stemme.

- Under VM i Qatar fandt vi mine gamle landsholdstrøjer frem, og vi har dem på, når Danmark spiller. Det er fedt at vise mine børn, at 'Det her var far engang'.

- Min yngste søn bliver ét år lige om lidt, og han kommer jo desværre ikke til at huske mig som fodboldspiller. Det er underligt at tænke på, men jeg må finde trøjerne frem og fortælle en gang imellem.

Håber at blive i fodboldbranchen
Er der noget i din karriere, du ville have gjort anderledes?

- Jeg fortryder intet. Det har jeg valgt ikke at gøre. Man kan altid sige, om man skulle have gjort noget andet.

- Eksempelvis kunne jeg have valgt noget andet end Zenit dengang, men nu kom de med et rigtig flot tilbud dengang, og de var sindssygt ivrige efter at få mig. 

- Hvis jeg havde truffet et andet valg, havde karrieren måske set anderledes ud, men jeg tog et valg, og det står jeg ved.

Hvad kommer du til at savne mest?

- Kampene hver weekend. Man har jo været til eksamen hver weekend. Det er det, man har kæmpet for hele ugen. Det er det, man venter på. At træde ind på banen og kæmpe røven ud af bukserne.

Lumb ved ikke, hvad fremtiden bringer, men han håber, at han forbliver inden for fodboldbranchen.

- Jeg glæder mig til, hvad der skal ske nu her efter fodboldkarrieren. Jeg håber at blive i fodboldverdenen på den ene eller anden måde, men hvad det bliver, ved jeg ikke endnu, siger Lumb.

Michael Lumb nåede at spille for Lyngby, AGF, AC Horsens, FC Vestsjælland, Fremad Amager, AaB og Brøndby i Danmark.

I udlandet nåede han forbi tyske Bochum og Freiburg, russiske Zenit og hollandske Feyenoord.

I alt står han noteret for 260 kampe i Superligaen med 12 mål og 22 assists til følge. Han nåede to venskabskampe for Danmark - mod USA i 2009 og Østrig i 2010.

Han vandt et mesterskab og en pokaltitel med Zenit, det danske mesterskab med Brøndby og bronze med Lyngby.

Artiklen fortsætter efter indholdet

1. div - 21. runde

FT

FAM

0 - 1

FCH

23 kommentarer

Skriv kommentar
annonce
annonce
annonce
annonce