2022-08-07 12:00:02

BIF-komet vil irritere Vavro og lave salto foran Sektion 12

Mathias Kvistgaarden ser frem til søndagens derby, hvor han håber på, at han kan gå Denis Vavro på nerverne. Brøndby-angriberen fortæller også til bold.dk, at der kan komme en salto i spil.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det bliver jagten på sæsonens første Superliga-mål, når 20-årige Mathias Kvistgaarden træder ind på Parkens græstæppe i derbyet mod FC København.

Brøndby-angriberen har nemlig kun scoret i europæisk sammenhæng i denne sæson, men det vil han meget gerne have lavet om søndag mod rivalerne fra hovedstaden.

Kvistgaarden kan dog få sin sag for, da han blandt andet skal i kamp mod Denis Vavro, men det ser han kun frem til.

- Vavro er jo en rigtig stærk spiller og stærk i duellerne. Så selv om at jeg også er stærk i duellerne, så bliver det en rigtig hård kamp. Jeg vil dog gøre alt for, at jeg kan få irriteret ham. 

Hvordan vil du gøre det?

- Der er så mange forskellige tricks, så det kommer også an på kampens forløb, men jeg vil gerne udfordre ham på flere punkter, også i luftspillet.

- Så det er noget, som jeg skal ud og have i tankerne, når jeg går på banen. Jeg skal gøre kampen så svær som mulig for ham og FCK, lyder det fra Mathias Kvistgaarden til bold.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har ikke FCK i mit hjerte

Mathias Kvistgaarden er en rigtig Brøndby-dreng, som har taget turen op igennem systemet på Vestegnen, og dermed er han også vokset op med den store rivalisering.

Kampene mod rivalerne fra FCK er derfor også noget, som virkelig sætter noget gang hos den unge Brøndby-komet.

- Jeg er klar. Jeg ved, hvad et derby betyder for fansene og for klubben. Jeg er jo blevet skolet ind i det system med, at det er en helt speciel kamp, som man for alt i verden vil gå ud og vinde.

- Man vil gøre alt for at vise Brøndby-logoet frem, så der er ingen tvivl om, at jeg vil gøre alt for, at vi får tre point.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg elsker jo Brøndby af hele mit hjerte, og jeg har ikke FCK i mit hjerte. Klubben har gjort så meget for mig, så jeg kommer med det største blågule hjerte.

Brøndby betyder uden tvivl meget for den unge BIF-angriber, og derfor ser han også frem til at mærke støtten fra lægterne i Parken.

Her vil der nemlig endelig være udebanefans på plads, og Kvistgaarden håber på, at han skabe glæde hos de medrejsende Brøndby-fans.

- Støtten betyder alt. Den støtte, vi får fra Brøndby-fansene, er helt ubeskrivelig. Lige meget hvordan det går os, så står de bag os. De har altid vores ryg, så det er vi virkelig taknemmelig for, så de bliver en kæmpe støtte i Parken.

- Det rører mig virkelig at vide, at der er nogle, som vil gøre alt for os, og det kommer vi til at give igen inde på banen.

Salto foran Sektion 12

Mathias Kvistgaarden har på kort tid allerede slået fast, at han er Superligaens salto-konge, og han fortæller da også til bold.dk, at han håber, det kommer til syne i Parken.

Her ville det ikke gøre noget, hvis det kunne ske foran de mest inkarnerede FCK-fans nede foran Sektion 12, da han gerne vil stikke lidt til dem.

- Selvfølgelig vil jeg gøre det. Det er jo også en del af de her kampe, at man prikker til fansene, hvis man får scoret et mål.

Har du tænkt dig at tysse på FCK-fansene, hvis du scorer nede foran Sektion 12?

- Det ved jeg ikke helt. Der vil jo helt sikkert være mange, som vil mene, at det er flabet, men det ville de nok også sige, hvis jeg lavede en salto foran sektionen.

Er du mest tilbøjelig til at lave en salto foran dem i stedet?

- Ja, det tror jeg nok, at jeg er. Så den er jeg helt sikker klar på, siger Mathias Kvistgaarden med et kækt smil til bold.dk.

28 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce
annonce
annonce

Seneste nyheder

annonce
0