Frederik Børsting sagde i marts farvel til hjerteklubben AaB, som han har spillet i hele karrieren, for i stedet at jagte en ny udfordring i norske Brann.
I AaB blev Frederik Børsting i den sidste tid kastet rundt på forskellige positioner, alt fra backen, kanten, angrebet og den centrale midtbane.
Det var ikke altid sjovt at blive stemplet som 'den evige vikar', og det var da også derfor, han ville væk.
- Til sidst i AaB blev jeg set som ham, der kun var med, når de andre ikke kunne være der. Det var ikke fedt, og det har uden tvivl været det helt rigtige valg for mig at tage væk og sige 'det var måske det i AaB', siger Frederik Børsting til bold.dk.
- Det var ikke sjovt til tider, men jeg ville heller aldrig være det foruden, for jeg er rigtig stolt af min tid i AaB, og det vil jeg altid være.
Blev du sat i bås i AaB?
- Ja, det blev en bås, som jeg var nødt til at komme ud af. Det var afgørende at få nye øjne på mig og at få en position, der ikke skiftede fra weekend til weekend.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Derfor er jeg rigtig tilfreds med, at jeg nu spiller højrekant fast i Brann. Jeg får masser af spilletid og får lov at gå ind i én rolle. Men jeg har stadig en tanke om at spille én af de yderste på en tremandsmidtbane, det gad jeg godt prøve på et tidspunkt, siger Børsting med et grin.
Forstår frustrerede AaB-fans
Mange AaB-fans var frustrerede over at se Frederik Børsting blive kastet rundt på deres hold, og det forstår han sådan set godt.
- Der vil altid være fans, der ikke kan lide dig eller som ikke kan lide måden, du er fodboldspiller på. Frustrationerne kommer jo af, at alle vil holdet det bedste, og det forstår jeg fuldt ud.
- Jeg kan godt se det fra fansenes synsvinkel af, at det ikke er optimalt at have en spiller, der gør sig på så mange positioner. Også fordi den spiller så måske aldrig bliver rigtig god på nogen af positionerne. Det er da også træls at se på.
Føler du, det er tilfældet med dig?
- Selvfølgelig vil jeg gerne spille den samme position. Det er jo der, man finder ud af, hvor langt man kan drive det.
- Men jeg kunne godt have set mig selv have en allround-position i AaB i hele karrieren, men der har været nogle andre ting, som har gjort, at det ikke var noget alligevel.
Hvad tænker du på der?
- Det ved jeg ikke, om jeg kan uddybe så meget. Men der har været mange tidspunkter, hvor jeg sagtens kunne se mig selv i AaB i hele karrieren og være tilfreds med den rolle. Men det røg jeg fra igen, siger Børsting uden at ville uddybe nærmere.
Børsting håber dog på, at han kan slutte karrieren i AaB.
- Jeg synes altid, at AaB-fansene har givet mig masser af kærlighed. Forhåbentlig kan jeg komme hjem igen og slutte karrieren i AaB. Det vil jeg i hvert fald det, jeg allerhelst vil, siger Frederik Børsting.
Suveræn sæson i Brann
Lige nu og her handler det dog om Brann, hvor det går forrygende for både Børsting og holdet.
Efter kaotiske tilstande og en katastrofal nedrykning i sidste sæson er klubben på suveræn vis rykket op i Eliteserien igen og har efter 24 kampe endnu ikke tabt.
Det var da også det klare håb for Børsting, da han tog til klubben.
- Det var 100 procent målet, da jeg kom hertil. Det var lidt et sats, jeg tog, for hvor stod klubben efter nedrykningen og al det kaos, der var uden for banen? Heldigvis har vi været suveræne, siger Frederik Børsting.
- Vi har det bedste hold i rækken. Klubben har været god til at holde på de bedste spillere fra sidste sæson, og hele truppen fungerer bare godt sammen.
- Nu går vi efter at gå igennem sæsonen som ubesejret.
Brann kan slå pointrekorden fra 2019, hvor Aalesund fik 79 point, mens de også kan nappe målrekorden i norsk fodbold, som Bodø/Glimt har med 83 kasser i 2017.
Brann står aktuelt noteret for 66 point i 24 kampe og en målscore på 76-11.
- Brann er en kæmpeklub heroppe. Det kunne jeg mærke allerede da jeg kom hertil, fortæller Børsting.
- Efter jeg havde været her i tre dage, blev jeg spurgt 'Med dine danske øjne hvad er der så galt i klubben?', fordi de havde haft en kaossæson. Der er massivt tryk og pres, især i starten, fordi alle var så spændte på, hvordan det ville gå i Brann.
- Der er helt sygt fokus fra medierne. Der stod tre-fire journalister til hver eneste træning i starten, som bare var klar til at udspørge os. Nu er de der ikke lige så tit mere, og det er heldigvis ikke så negative overskrifter længere.
27-årige Børsting har spillet 27 kampe for Brann, hvor det er blevet til fire mål og tre oplæg.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
AaB
Brann
3F Superliga


























