



Søndag eftermiddag spillede Brøndby kalenderårets sidste kamp, da de blågule fra Vestegnen tørnede sammen med spanske Tenerife på danskernes træningslejr.
Brøndby stillede til start med et stærkt mandskab, der talte navne som Andreas Maxsø, Ohi Omoijuanfo og Nicolai Vallys.
Der skulle bare gå syv minutter, før Brøndby bragte sig i front. Simon Hedlund sendte fandt Omoijuanfo på et perfekt indlæg, og så kunne den norske angriber gøre det til 1-0 for danskerne.
Brøndby fortsatte med at klø på, og det gav efter 20 minutter udbytte til endnu en scoring. Denne gang var det Hedlund, som kunne fordoble føringen, da han sparkede kuglen i kassen efter godt forarbejde fra Joe Bell.
Efter en halv time havde spanierne en god mulighed, men Brøndby-målmand Thomas Mikkelsen sørgede for en god redning, og dermed gik holdene til pause med stillingen 2-0.
Artiklen fortsætter efter billedet

I pausen blev Marko Divkovic bragt i spil, og han skulle bare bruge otte minutter på at gøre sig bemærket. Efter flot sammenspil med Omoijuanfo kunne Divkovic prikke bolden over stregen til 3-0.
Men Brøndby ville mere, og det skulle da også blive til endnu en scoring.
Efter en times spil sørgede Sebastian Sebulonsen og Omoijuanfo for at sætte Nicolai Vallys op, og så kunne offensivspilleren gøre det til 4-0 for danskerne.
Mod slutningen af kampen blev der foretaget en række udskiftninger, hvilket fik opgøret til at falde i tempo og kvalitet.
Der blev ikke scoret yderligere, dermed vandt Brøndby stensikkert 4-0 i kalenderårets sidste kamp.