Et stålhegn har skabt en del postyr i forbindelse med FC Midtjylland-Brøndby.
Tv-billederne viste således, hvordan Brøndby-fans ved hjælp af en medbragt svensknøgle skruede hegnet af, hvilket FCM efterfølgende betegnede som hærværk.
- Det er under al kritik, når der begås hærværk på et stadion - særligt når det går ud over installationer, der er sat op af hensyn til sikkerheden for spillere, fans og ansatte, lød det blandt andet fra FCM, der også henviste til, at Divisionsforeningen har godkendt hegnet.
Sydsiden Brøndby er dagen derpå kommet med en udmelding, hvor forholdene på MCH Arena kritiseres gevaldigt.
- 1000+ betalende Brøndbyfans havde taget turen fra Vestegnen. Vi blev imidlertid mødt af et setup, som efter vores overbevisning ikke lever op til den standard, man kan forvente på danske stadioner. Der var et flere meter højt hegn, som blokerede udsynet markant til banen.
Artiklen fortsætter efter billedet

- I Divisionsforeningens vedtægter fremgår det også, at der skal være en fremtrædende bannerplads. I praksis betød den nuværende konstruktion, at hvis bannere blev hængt i hegnet, ville majoriteten af de betalende fans miste udsynet helt. Det efterlod os i en situation, hvor kravet om en synlig bannerplads reelt ikke kunne opfyldes uden at forringe kampoplevelsen markant, grundet et i forvejen alt for forstyrrende element - et sammensurium af to ting, med hegnet som centralt element.
- Hegnet blev fjernet, alene med det formål at kunne placere bannere hensigtsmæssigt og samtidig bevare udsynet. Der var ingen intentioner om at betræde banen eller skabe uro. Tværtimod forløb kampen i ro og med respektfuld adfærd. Omend det kan være svært at forstå som menig borger, vil vores førsteprioritet altid være den visuelle og vokale støtte til Brøndby.
- Vi hæfter os ved, at Brøndbys kommunikationschef efter kampen har udtalt sig på linje med os. Som fodnote kan det tilføjes, at vi har klaget over samme forhold i Viborg, via vores SLO. Vi håber og forventer, at Midtjylland tager vores mail til efterretning og igen sikrer et afsnit, som er betalende danske fodboldfans værdigt, skriver Sydsiden Brøndby på Facebook.
Søndag aften kom Brøndbys kommunikationschef Søren Hanghøj med følgende svar:
- Selvtægt er sjældent den rigtige vej at gå, og det er selvfølgelig også gældende her.
- Når det er sagt, har man i min optik et ansvar for som vært at stille et udebaneafsnit til rådighed, hvor det rent faktisk også er muligt at se den kamp, man har kørt flere hundrede kilometer og spenderet mange penge for at se. Uden at et flere meter højt hegn ødelægger udsynet.
FC Midtjylland undrer sig over, at Brøndby-fansene havde medbragt netop en svensknøgle.
- Det pågældende hegn blev opsat for få dage siden, og informationen om det har alene været delt med Brøndby IF. Derfor undrer det os også, at personer på udebaneafsnittet tilsyneladende havde det rette værktøj med til netop den installation, lød det fra FCM søndag.
Det har Brøndby foreløbig ikke svaret på.

Skandaløse scener i Parken: Pinligt for FCK
Hattrick | Afsnit 82FC Midtjylland er danske pokalmestre anno 2026. Ulvene vandt torsdag finalen med 1-0 over FC København, og det er meget sæsondefinerende for begge klubber.
Læs mere
FC Midtjylland
Brøndby IF
3F Superliga

































