




I et historisk tæt guldræs har Brøndby nu smidt pole position.
FC København vandt søndagens begivenhedsrige derby på Vestegnen, efter Brøndby ellers kom foran og virkede til at være i fin kontrol.
Men FCK viste kynismen og vendte det hele på hovedet takket være to mål af Kevin Diks og et perlemål af Mohamed Elyounoussi.
Sejren sender Jacob Neestrups mandskab til tops i 3F Superligaen med to point ned til Brøndby.
FCM kan komme op på siden af FCK ved at slå AGF, mens FCN vil være to point fra førstepladsen, hvis det bliver til fuld gevinst mod Silkeborg.
Hvor FCK nu har vundet fire kampe på stribe, har Brøndby tabt to i træk og kun hentet en enkelt sejr i de seneste seks forsøg.
Smæk på fra start
Fra de fyldte tribuner blev der skabt et godt tryk fra start, og det forplantede sig til banen, hvor tændingen var høj fra start.
Artiklen fortsætter efter billedet

Allerede inden spillet var sat i gang, begyndte Sean Klaiber og Elias Achouri deres små diskussioner og infights.
Både Brøndby-backen og FCK’s assistkonge var en del involveret i starten, men det sidste manglede, for at det blev helt farligt.
Achouri var cirka midtvejs hovedperson i en bizar situation, hvor tuneseren tabte støvlen og forgæves forsøgte at få Jakob Kehlet til at stoppe spillet.
Brøndby-genialitet og tumult
I den periode lignede FCK generelt et hold, der havde svært ved at finde fodfæste, for Brøndby dominerede både boldbesiddelsen og i forhold til at skabe chancer.
De blå-gules overtag gav pote efter 31 minutter, hvor et fremragende angreb blev sat sammen.
En håndfuld Brøndby-spillere kombinerede flot, inden Nicolai Vallys steg til vejrs og stangede Josip Radosevic’ indlæg ind bag Kamil Grabara, og så gik Vestegnen amok i jubelrus.
FCK var ude i tovene, men på sand Real Madrid-manér slog københavnerne pludselig til ud af ingenting.
Magnus Mattsson sendte et frisparksindlæg i bagrummet, hvor Orri Oskarsson akrobatisk vippede bolden på tværs af feltet, og så kunne Kevin Diks ugeneret udligne til 1-1.
Momenter senere var det ved at gå helt galt for Brøndby, da Jordi Vanlerberghe snublede for anden gang i kampen.
En ellers velspillende Orri Oskarsson fik dog ikke løst det ordentligt.
I slutningen af første halvleg var der drama på sidelinjen, da en skadet Sean Klaiber lagde sig i græsset, men akkurat holdt sig på banen, så spillet skulle stoppes.
Martin Retov dummede sig i tumulten ved at skubbe Elias Jelert omkring halsregionen, og så blev Brøndby-assistenten præsenteret for et rødt kort.
FCK stemplede ind
Anden halvleg var ikke en gang 40 sekunder gammel, før Kamil Grabara måtte finde en god redning frem på Sebastian Sebulonsens forsøg, og momenter senere brændte Ohi Omoijuanfo en kæmpe chance.
Men så var det, som om FC København endelig vågnede op.
I det 54. minut satte FCK et fremragende kontrastød op, som Mohamed Elyounoussi afsluttede med en fantastisk afslutning op i venstre målhjørne.
2-1 til FCK, og gæsterne kunne let være kommet yderligere foran i de efterfølgende minutter.
Både Orri Oskarsson og Elias Achouri fik nærmest frit løb mod målet, men Patrick Pentz reddede flot i begge situationer og holdt Brøndby inde i kampen.
Det bølgede frem og tilbage, for momenter senere tvang Daniel Wass en fin redning ud af Kamil Grabara.
Intens afslutning
Brøndby skruede naturligt nok op for presset mod slutningen af kampen.
Et kvarter før tid blev Sebulonsen nedlagt af Elias Jelert, og så pegede Kehlet på pletten.
VAR korrigerede dog, at forseelsen akkurat blev begået uden for feltet, så straffesparket blev vekslet til et frispark, som ikke gav Brøndby noget.
I de døende minutter så begik Kevin Tshiembe det straffespark, som Kevin Diks lukkede og slukkede på, så det endte med en gigantisk skuffelse for hovedparten af tilskuerne på Brøndby Stadion.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC København
Brøndby IF
3F Superliga


































