


Søndag aften blev grundspillet i 3F Superligaen rundet af.
I Nørreskoven tørnede rækkens bundhold Vejle Boldklub sammen med førerholdet AGF.
Begge mandskaber havde fra kampens indledning svært ved at spille sig frem til de helt store muligheder, men som kampen skred frem nærmede AGF sig.
I det 27. minut var det på, at kampens første scoring var en realitet. Kristian Arnstad sendte en afslutningen afsted fra nært hold, men nordmandens afslutning strøg forbi den fjerneste opstander.
Til trods for optræk i begge ender, så lykkedes det hverken Vejle eller AGF at få netmaskerne til at blafre i de første 45 minutter.
AGF kom ud som lyn og torden til anden halvleg.
Artiklen fortsætter efter billedet

Kevin Yakob sendte en afslutning afsted fra kanten af feltet, som Igor Vekic i Vejle-buret gav en retur på.
Bolden endte ved Rasmus Carstensen inde i feltet, som efter en flot dribling sendte bolden over i det modsatte hjørne med venstrebenet.
Vejle sled sig tilbage
I det 51. minut lignede det for en kort stund, at Vejles Valdemar Lund havde bragt balance i regnskabet, da han satte foden på et frispark, der strøg i mål.
Det viste sig, at Vejle-stopperen sneget sig for langt frem, og scoringen fik derfor ikke lov til at stå.
Den annullerede scoring virkede til at bringe en ny tro på tingene hos Vejle.
Værterne havde optræk til flere fine muligheder, og efter 61 minutter udlignede de.
Christian Gammelgaard sendte et hjørnespark ind bagerst i feltet, som en relativt umarkeret Stefan Velkov steg til vejrs og stangede i kassen. Jesper Hansen så ikke alt for heldig ud i situationen.
Vejle fortsatte med at presse på, og i det 69. minut var de tæt på at bringe sig foran.
Tobias Bach blev sendt i dybden og sendte en kvalificeret afslutning afsted. Jesper Hansen diskede op med en stor redning, og returen landede for fødderne af Christian Gammelgaard, der forsøgte på ny.
Igen diskede Jesper Hansen op med en stor redning og formåede akkurat at holde bolden ude af målet.
Carstensen brillerede
Kort efter den store Vejle-chance gik det stærkt i den anden ende.
Et indlæg endte ved Tobias Bech, der lagde den af til Janni Serra. Angriberen sendte en afslutning afsted, som Igor Vekic nok engang gav en retur på.
Bolden havnede for fødderne af Rasmus Carstensen, der satte indersiden på og i mål til 2-1.
Efter et længere VAR-tjek, hvor der blev tjekket en mulig offside igennem, fik målet lov til at stå.
FC Köln-lejesvenden har nu noteret sig for fem scoringer i denne sæson.
Vejle fortsatte efter AGF-scoringen med at presse på for en udligning, og kort før tid var indskiftede Bismark Edjeodji tæt på, da han sendte et hovedstød afsted fra nært hold, men Jesper Hansen stod igen rigtigt placeret.
AGF endte med at holde stand, og der faldt derfor ikke flere scoringer.
Det endte derfor med en 2-1-sejr til AGF i grundspillets sidste runde, hvilket betyder, at de lægger afstand til FC Midtjylland på andenpladsen, der søndag spillede 0-0 mod Brøndby.
Du kan se stillingen her.


AGF
Vejle Boldklub
3F Superliga




































