2026-01-09 13:59:00

Daniel Ortved stopper på Viaplay

Daniel Ortved har valgt at stoppe på Viaplay, da den velkendte kommentator nu skal læse jura på fuldtid. Han sætter her ord på overvejelserne om afskeden og fremtiden.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Uge efter uge i over et årti har man kunnet høre Daniel Ortved kommentere Superligaen rundt på de forskellige stadioner.

Han har lagt stemme til Premier League, Champions League og danske landskampe, men nu er det slut.

Ortved har kommenteret sin sidste fodboldkamp, da han har valgt at stoppe som kommentator på Viaplay.

- Jeg er klar til noget nyt nu. Jeg har i længere tid overvejet, hvad jeg vil på længere sigt. Jeg har tænkt på, hvilken hverdag og arbejdsliv jeg vil have på lidt længere sigt.

- Mellem jul og nytår har jeg så gjort mere ud af, at jeg skulle forsøge at tage en beslutning.

- Jeg kom frem til, at jeg har haft snart gode 14 år på Jenagade 22 hos først TV 2 Sport og siden TV 3 Sport og Viaplay. Jeg har lyst til at prøve noget andet, så det er grunden til det, siger Daniel Ortved til Bold.

Tilbage på skolebænken
På bedste fodboldmanér har Daniel Ortved allerede fremtiden på plads.

Han sparker fodbolden til hjørne og skal i stedet tilbage på skolebænken.

- I løbet af det seneste halve år har jeg haft mulighed for at smage på, hvad verden ellers kan byde på. Mens jeg har arbejdet fuldtid, har jeg lige dyppet tæerne lidt i studielivet for at se, om jeg stadig kunne det.

Artiklen fortsætter efter billedet

3F Superliga -Daniel Ortved stopper på Viaplay
Foto: Privat

- Jeg har aldrig færdiggjort en uddannelse, men det håber jeg da på, at jeg kan gøre nu. Jeg vil gerne uddanne mig og se, hvad livet bringer.

Og det bliver indenfor juraens verden, at man i fremtiden finder stemmen fra Superligaen.

- Siden i sommer har jeg været meldt ind på jurastudiet i Aarhus og læser der. Det har været med nogle begrænsninger, fordi jeg har jo skulle passe mit fuldtidsarbejde, og det har jeg naturligvis været dedikeret til og prioriteret her i efteråret.

- Så det har haft karakter af, at jeg lige har dyppet tæerne i det her i efteråret 2025, men lige om lidt går jeg så rigtig fuldtid på det.

Foto: Privat

Det er dermed slut med at høre Ortveds stemme, når man ’tuner’ ind på Viaplays kanaler for at se fodbold fra Superligaen og resten af Europa.

For Ortved er det også et farvel til et liv, som har fyldt meget i 14 år, men det er ikke et problem for den nu tidligere kommentator.

- Det har jeg det helt fantastisk med. Jeg har til fulde indfriet de ambitioner, jeg havde som sportskommentator, når man tænker på det rent faglige.

- Det viste sig også, da jeg så rent faktisk kom i gang med det og blev fuldtidsansat tilbage i 2013, at det faglige og indholdet var skidespændende.

- Men det allerfedeste var jo faktisk de helt fantastiske kolleger, jeg har haft. Det at være i sportsbranchen indebærer jo en masse energi, en masse drive, adrenalin og en fed måde at samarbejde på. Det lærer man bare sindssygt meget af.

- Det er mega fedt at være i. Det er jeg aldrig blevet træt af, ikke et eneste sekund. Til det sidste har jeg nydt det helt vildt.

Foto: Privat

Et familiemenneske
Daniel Ortved har gennem mange år været en af Viaplays foretrukne kommentatorer.

Det har derfor også betydet, at Ortved har været meget væk fra familien derhjemme, da fodbolden er blevet kommenteret overalt i Europa - til tider på den anden side af jorden.

Nu får Ortved så mere tid til at være et familiemenneske, og det har haft en stor betydning for hans beslutning om at forlade Viaplay.

- Det er en stor del af beslutningen. Det er jo en familiebeslutning, vi tager nu. Jeg har været sammen med min kone i mange, mange år, og vi tager de her beslutninger sammen.

- Så det er lige så meget min personlige karrierebeslutning, som det er en familiebeslutning, og den er vi rigtig godt tilfredse med. Den er veltimet, og det passer godt nu på alle ledder og kanter.

- Jeg ser da også frem til i højere grad at være hjemme på hverdagsaftener og weekender og få mere glæde af det. Det er en tungvejende grund til, at jeg gerne vil prøve noget andet.

Det er tydeligt at mærke på Ortved, at han er et familiemenneske. Konen og børnene betyder alt for ham.

De er derfor også i fokus, når han skal sætte ord på de store oplevelser, som han havde på Viaplay.

- Jeg havde fornøjelsen af under kvindernes EM i sommer at have min familie med dernede i Schweiz.

- At jeg kunne stå der, mens der blev sunget nationalmelodi til en dansk landskamp, og kunne skæve lidt ned til venstre og se sine egne vidunderlige børn og kone, som også var der. Det kunne noget helt specielt.

- Det var et kæmpe øjeblik, fordi der skal man huske på, at alt det gode i mediebranchen kommer også, fordi at dem derhjemme lider et stort afsavn i perioder. Så det var fedt at opleve det med min familie.

Historiefortælleren lever videre
Daniel Ortved har nu for sidste gang været i studiet på Viaplay Sports News. Han har for sidste gang kommenteret en fodboldkamp.

- Det var Premier League-kampen mellem Crystal Palace og Aston Villa. Meget rammende endte den 0-0. Det var den sidste. Sådan måtte det jo være, griner Daniel Ortved.

Ortved fremhæver desuden de mange rejser rundt i Europa, som han har oplevet som kommentator.

- Jeg har set nogle afkroge af fodboldeuropa og oplevet byer, som man ellers aldrig ville se. Det kunne være Champions League i Bergamo. Det kunne være Premier League i Burnley og Norwich.

- Jeg kan også huske, at jeg kommenterede Liverpools vanvittige comeback mod Norwich, da de vandt 5-4 på et mål til sidst. Det var her, at Jürgen Klopps briller fløj af.

Ortved husker også de ikoniske øjeblikke i Superligaen, som da han kommenterede Steffen Rasmussen udligne til 2-2 mod AaB til sidst i kampen.

Minderne er mange, og dem tager han nu med sig videre i livet.

- Det hele er jeg dybt taknemmelig for. Det kommer jeg aldrig nogensinde til at glemme. Jeg kommer sikkert til at genere alle mennesker i min nærhed med anekdoter og røverhistorier, så længe jeg lever.

- Jeg holder ikke op med at være historiefortæller, bare fordi jeg ikke skal kommentere fodbold hos Viaplay mere. Nu får jeg muligheden for at fortælle, hvad jeg har oplevet, afslutter Daniel Ortved.

Foto: Privat

Podcast Cover

Eriksen vil til EM 2028

Hattrick | Afsnit 67

Christian Eriksen fortsætter på landsholdet – og har nu også sat et konkret mål for fremtiden. 

Læs mere
-14:15

Annonce
Annonce

20 kommentarer

Se kommentarer
Annonce