2022-06-21 13:35:33

Dreyer skal ikke tilbage: Åben for Danmark

Anders Dreyer glæder sig over FIFA's beslutning, da han ikke ser sig selv tage tilbage til Kazan. Dreyer fortæller bold.dk, at han er åben for at blive i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Nå, det er da dejligt!

Da bold.dk tirsdag fangede Anders Dreyer, var han ikke klar over, at FIFA klokken 12 havde meddelt, at spillere på kontrakt i Rusland og Ukraine kan suspendere deres kontrakt frem til sommeren 2023.

- Det var da dejligt, at det er faldet på plads, og der er kommet en udmelding omkring næste sæson. Det var vist også ved at være på tide, synes jeg. 

Skal ikke tilbage

Dreyer benyttede sig i marts af muligheden for at suspendere sin kontrakt og skifte hjem til FC Midtjylland på en kort aftale, der gælder til 30. juni.

Rubin Kazan er i mellemtiden rykket ud af den russiske Premier League, mens krigen i Ukraine stadig er i gang, så Dreyer ser ikke sig selv tage tilbage.

- Hvis der ikke var sket alt det her, kunne jeg sagtens se en fremtid der, men i første omgang valgte jeg jo at tage hjem i marts, og det er klart, at jeg nok vil benytte den mulighed igen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ellers har jeg jo en kontrakt derovre fra 1. juli, som man skal overholde, men jeg synes, der har været en rigtig god dialog med klubben. De kan også godt se det fra min side, og det er stort af dem, synes jeg. 

- Jeg kan pissegodt lide klubben, holdet, træneren og sportsdirektøren. Det var virkelig en god klub at være i, siger Dreyer, som ikke har oplevet utilfredshed med, at han suspenderede sin kontrakt og smuttede.

- Der har ikke været nogen sure miner.

VM skal ikke afgøre mit valg

Anders Dreyer var i første omgang udtaget til landsholdet ved seneste samling, men blev skåret fra til den endelige trup til de fire Nations League-kampe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Drømmen om at komme til VM er derfor ikke urealistisk.

- Jeg lægger ikke skjul på, at VM er et mål, men VM kommer ikke til at afgøre, hvilket sted jeg tager hen. Det gør det ikke. Jeg tager et sted hen, hvor jeg kan se mig selv være. Jeg tager ikke et sted hen, fordi jeg kun tænker på at komme til VM.

- Det vil være rigtig, rigtig stort, hvis jeg kommer med, men sker det ikke, så sker det ikke. VM kommer ikke til at afgøre mit klubvalg, understreger Dreyer.

Han er nu klar til at gå i tænkeboks omkring fremtiden.

- Nu skal man rigtig til at sætte sig ned og kigge på det. Jeg har sagt, at jeg helst ville holde det lidt på afstand og fokusere på fodbolden, og når der så kom en afklaring fra FIFA, kunne man kigge på de forskellige muligheder. Det er helt klart noget, som mit bagland og jeg vil gøre nu.

- Man manglede lidt det der 'go' fra FIFA. Det er fint at høre, at der er dem og dem og dem interesseret. Det giver noget selvtillid og alt sådan noget, men det er først nu, at man for alvor kan kigge på det og tage en beslutning. Det kommer der nok inden for den nærmeste fremtid, fortæller Dreyer.

Der er for nylig blevet skrevet om interesse fra Bundesligaen og flere tyrkiske klubber.

Kan godt se mig selv i Danmark

Efter små tre ugers ferie er Anders Dreyer startet op med resten af truppen i FC Midtjylland, selvom hans aftale på heden udløber ved månedens udgang.

- Heldigvis har de været så flinke i Midtjylland at sige, at jeg gerne må træne med, så det har jeg valgt at gøre, siger Dreyer.

Kan du se dig selv blive i FCM?

- Ja, man skal aldrig sige aldrig. Jeg kunne godt se mig blive i Midtjylland, men der er selvfølgelig også mange andre steder, som også er interessante. 

- Nu skal jeg sætte mig ned og slå koldt vand i blodet, og så skal vi finde ud af, hvad der vil være det rigtige, og så går jeg efter mavefornemmelsen. Det bliver da en spændende uge eller to.

Inden skiftet hjem til FCM blev FC København også meldt interesseret, og Dreyer lukker ingen døre.

- Man skal jo heller aldrig sige aldrig i dansk fodbold. Nu skal jeg i tænkeboks og finde ud af, hvad jeg tror, der er det rigtige, siger Anders Dreyer til bold.dk.

24-årige Dreyer bidrog i mesterskabsspillet med fem scoringer og tre assists i ti kampe for FCM.

19 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce
annonce
annonce
annonce
0