En virkelig god ven.
Sådan beskriver FC Københavns forsvarsspiller Pantelis Hatzidiakos sit forhold til George Baldock, der på tragisk vis blev fundet død i en swimmingpool i det sydlige Athen.
En besked, han og resten af det græske landshold fik besked om et døgn før Nations League-opgøret mod England, og som efterlod spillerne i choktilstand.
- Puha ... Det har været den mest mentalt udfordrende uge som fodboldspiller.
- At få den besked 24 timer før en kamp om en virkelig, virkelig god ven, som jeg har tilbragt en del tid sammen med, og samtidig skulle håndtere dét, som var så forfærdeligt, lyder de første ærlige ord fra Hatzidiakos.
FCK-profilen fortæller videre, hvordan han og resten af landsholdet fik den hårde besked umiddelbart efter deres sidste træning forud for kampen på Wembley.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi var sammen efter træningen i omklædningsrummet, da vores kaptajn fik beskeden.
- Han sagde ikke noget i 5-10 minutter, fordi han ikke var 100 procent sikker på, hvad der var sket. Så fortalte han det, og derfra gik det virkelig hurtigt.
Han var ligeglad
Hurtigt taler grækeren i rosende vendinger om den ven og holdkammerat, der endte med at miste livet som 31-årig.
- Vi brugte også nogle fridage sammen. At nå at kende ham som spiller og som menneske var fantastisk. Han gav noget ekstra til vores hold.
- Han kom fra England, så han voksede ikke op i Grækenland, og han kom med den der engelske attitude, hvor han var ligeglad med, hvem han spillede imod.
- Han satte ofte holdet over sit eget helbred, og han spillede ofte kampe på mange smertestillende - og alligevel spillede han fantastisk, fortæller Hatzidiakos med et smil på læben om George Baldock.
Han hjalp os
Dagen efter stod Pantelis Hatzidiakos og resten af det græske landshold med en kamp på Wembley, der skulle spilles.
En kamp, de tilmed endte med at vinde til allersidst, og som FCK-profilen ikke er i tvivl om, at Baldock havde en særlig andel i.
- At vinde på Wembley var noget helt fantastisk, og jeg tror, at han fra oven hjalp os med at score det sidste mål, for hvis du ser det, så var det også lidt heldigt.
- Vi var både virkelig glade og følelsesladede, og da vores anfører gik rundt med hans trøje efterfølgende, indså vi i det øjeblik, at fodbold ikke betyder noget. Man er ligeglad.
- Det er selvfølgelig fedt at vinde, men at miste en ven er det, der virkelig gør ondt, og som betyder noget for os.
Alligevel bringer det et smil frem, når han tænker på den historiske sejr over englænderne.
- Det vil altid være en del af Grækenlands historie, den første sejr på Wembley. Og selvfølgelig vil George altid være med i den sejr.
- Det er en smuk tanke, og han fortjener det virkelig.
George Baldock nåede at spille mere end 200 kampe for Sheffield United, inden han i sommer skiftede til Panathinaikos.
Derudover blev det til 12 A-landskampe for Grækenland, hvor hans bedstemor er fra.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC København
3F Superliga
Grækenland






































