- Spørg FC Midtjylland.
Friday Etim skiftede i januar til FC Fredericia på en permanent kontrakt til 2029, men FCM havde tilsyneladende stadig noget at sige.
Flere Superliga-klubber, som Bold har i været i kontakt med, oplevede i hvert fald at blive henvist til FCM, når de spurgte på Etim i løbet af foråret, hvor den nigerianske angriber særligt i nedrykningsspillet strålede.
FC Midtjylland aktiverede i juni en tilbagekøbsklausul og hentede Friday Etim til en pris, som Tipsbladet har beskrevet som ’langt under markedsværdien’.
Forløbet vækker frustrationer hos aktører i en række andre Superliga-klubber.
Flere spørgsmål rejser sig.
- Købte Fredericia Friday Etim på markedsvilkår, eller er det potentielt konkurrenceforvridende i forhold til andre klubber?
- Hvor stor medbestemmelse havde FCM, selv om Friday Etim officielt var på kontrakt i Fredericia?
- Er det en omgåelse af reglerne, når FCM i forvejen havde nået grænsen på tre udlejninger til Fredericia?
Båndet mellem FC Midtjylland og FC Fredericia er velbeskrevet, og selv om klubberne ikke længere har noget formelt samarbejde, er der et hav af eksempler på spillere, som er sendt frem og tilbage.
Faktisk intet mindre end 30 aftaler siden 2018/19-sæsonen.
Bold har rakt ud til både FC Fredericia og FC Midtjylland for at høre om samarbejdet og den omtalte case med Friday Etim.
Her følger interviewet med FCM-sportschef Kristian Bach Bak.
I gik fra at have et formelt samarbejde, til at der nu ikke er det længere. Hvornår skete det, og hvad betyder det? Altså hvad er forskellen på at have et formelt samarbejde og så det, I har nu?
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vores relation til Fredericia og folkene bag har været god i rigtig mange år, og om det hedder det ene eller det andet. Som du selv siger, hvad er forskellen egentlig?
- Det er relationen, det er bygget op på, og vi har en lang liste af dygtige unge spillere, som vi jo har en model for, at vi rigtig gerne vil have dem ud at spille seniorfodbold, hvis der ikke lige er plads på vores førstehold.
Handler fra FC Midtjylland til FC Fredericia
2025/26
- Sofus Johannesen – lejeaftale
- Friday Etim – permanent transfer
- Ovie Ejeheri – lejeaftale (ophævet 1. september)
- Jonatan Lindekilde - lejeaftale
- Daniel Freyr Kristjánsson - lejeaftale
- Adam Nygaard – permanent transfer
2024/25
- Adam Nygaard – lejeaftale
- Valdemar Birksø – permanent transfer
- Daníel Freyr Kristjánsson – lejeaftale
- Jonatan Lindekilde – lejeaftale
2023/24
- Mikkel Fischer – lejeaftale
FIFA indførte fra sommeren 2022 globale regler for lejeaftaler, så en klub maksimalt kan leje tre spillere af en anden klub per sæson.
2022/23
- Frederik Heiselberg – lejeaftale
- Valdemar Birksø – lejeaftale
2021/22
- Oliver Olsen – lejeaftale
2020/21
- Elias Olafsson – lejeaftale
- Tobias Anker – lejeaftale
- Henry Uzochukwu – lejeaftale
- Raphael Onyedika – lejeaftale
- Christian Tue Jensen – lejeaftale
- Oliver Sørensen – lejeaftale
2019/20
- Henry Uzochukwu – lejeaftale
- Victor Torp – lejeaftale
- Nikolaj Kirk – lejeaftale
- Victor Dawa – lejeaftale
2018/19
- Manjrekar James – lejeaftale
- Henry Uzochukwu – lejeaftale
- Victor Torp – lejeaftale
- Michael Baidoo – lejeaftale
- Sebastian Buch – lejeaftale
- Chuma Anene – lejeaftale
I alt: 30 aftaler fra 2018/2019-sæsonen til 2025/26-sæsonen
Kilde: Transfermarkt
- Dem har Fredericia i mange år med kyshånd taget imod og fået til at fungere i deres i miljø, og det er klart, at det er en model, vi tror på i Midtjylland – at de unge mennesker skal have lidt hår på brystet for at blive mere klar til førsteholdsfodbold i Midtjylland.
- Det er en rigtig god relation, vi har haft med Fredericia i mange år, men også med mange andre klubber, hvor vi har haft unge spillere på leje, siger Kristian Bach Bak.
Hvordan fungerer det så - er det jer, der pitcher spillere ind til Fredericia, eller er det dem, der retter henvendelse til jer?
- Det er jo et samarbejde, ligesom hvis det havde været en hvilken som helst anden klub. Hvis der er klubber, der søger nogle positioner, og vi har nogle unge spillere, der kunne passe på de positioner, og vi så sammen kan finde ud af en lejeaftale, hvor begge klubber får noget ud af det, så er det begge parter, der snakker sammen.
- Sådan tror jeg, at det er i de fleste handler rundtomkring, og det er ikke anderledes her. Det er en snak om, hvilke unge spillere der er til rådighed hos os, og så er det hvilke positioner rundt omkring, hvor der er mulighed for, at de spillere kan komme ud og få noget seniorerfaring. Det er ikke kun med Fredericia, men også andre steder.
Hvor stor værdi skaber det her samarbejde og den relation til Fredericia for FC Midtjylland?
- Jamen relationen til Fredericia plus de andre steder, hvor vi har haft spillere på udleje, de er vigtige for FC Midtjylland i forhold til den bredde, som vi har i vores trupsammensætning, at vi hele tiden kan sørge for og stå på mål for udviklingen af vores egne dygtige spillere, primært fra akademiet, der kommer til at udvikle sig, selv om der ikke i første omgang er plads på vores førstehold.
- Der tror vi på, at de skal ud og stå på egne ben i et andet miljø og så kan vende stærkere tilbage.

- Derfor har det stor værdi. Man kan bringe mange spillere i spil – Aral, som vi lige har solgt, var udlejet et par gange til udlandet. Vi havde Oliver Sørensen af sted, både i Fredericia og Norge. Vi havde Raphael Onyedika i Fredericia. Vi havde Elias i Fredericia. Vi har haft Victor Bak i Hobro og Mafra og Valdemar i Mafra, hvor de også var lejet ud til.
- Vi har haft rigtig meget ud af vores udlejningsspots, så vi er selvfølgelig glade for, at vi har nogle klubber rundt omkring, hvor vi har nogle rigtigt gode relationer, så det kan lade sig gøre.
Stig Pedersen fortalte forleden, at Fredericia også kommer til at leje tre Midtjylland-spillere i denne sæson. Er det også jeres forventning?
- Det er jo noget, man må kigge hen i, hvad der passer for begge parter. Det er noget, der skal passe i forhold til spillerens udvikling for det første, og så er det klart, at Fredericia skal kigge på deres trupsammensætning, om det er en spiller og en plads, hvor de kan se spilletid.
- Det er det, der er vigtigt, når vi udlejer spillere, at det passer begge parter, så at Stig siger det, så er det jo, fordi han godt ved, at de i Fredericia har haft rigtig god succes med de spillere, som de har lånt hos os.
- Om det lige bliver tre lejespots, det må vi se. Det skal jo passe for begge parter.
Når man ser på de mange spillere, der er taget frem og tilbage, og Stig Pedersen siger, at Fredericia også kommer til at leje tre Midtjylland-spillere i denne sæson uden nødvendigvis at vide, hvilke spillere der er tilgængelig på hvilke positioner, lugter det så ikke mere af bare en god relation – at der er en fælles forståelse af, at I sender tre spillere derned?
- Jamen vi har gode relationer med flere klubber end Fredericia, og hvad Stig udtaler, det er jo ikke noget, jeg sådan kan svare på. Vi har en rigtig god relation til Stig og Fredericia, men det har vi også til rigtig mange andre sportschefer rundt omkring, og dem får man også tit og ofte opkald fra, i forhold til om de kan leje en spiller eller to af vores dygtige unge.
- Det er ikke så unormalt, at der er klubber rundt omkring, der kigger efter og gerne vil leje vores spillere, men når det er sagt, så siger det jo sig selv i forhold til Fredericia med vores relation til dem og historie sammen, hvordan de har bygget deres squad model med mange lejespillere, og hvordan vi har bygget vores squad model, i forhold til at vi gerne vil udleje. Så passer det jo meget godt sammen.
Nu er du jo pr. definition ret biased, når du sidder som den ene part, men hvis du tog Midtjylland-kasketten af, hvordan tror du så, at du ville se på samarbejdet, hvis du sad i en konkurrerende Superliga-klub?
- Det er jo en fuldstændig normal udviklingsmodel i rigtig, rigtig, rigtig mange lande, og i forhold til andre lande har vi utroligt få udlejede spillere, så jeg tror bare, at det er en meget, meget normal ting i forhold til den her fodboldverden. Det er sådan, jeg vil kigge på det.
Var det helt fair and square markedsvilkår, da I solgte Friday Etim til Fredericia?
- Etim kom jo til os i forhold til forhåbentlig at skulle have noget spilletid hos os. Det skete ikke, fordi Junior Brumado pludselig tog teten og lavede et saksesparksmål mod Hibernian. Så kunne vi se, at den spilletid, som Etim skulle have haft og så frem til her, den ser han ikke ud til at få, og så var vi i en situation, hvor vi havde lejet tre spillere ud til Fredericia, og så ville de rigtig gerne have en 9’er.
- Så er det klart, at Fredericia fik lov at købe Etim, som alle mulige andre klubber også ville have haft lov til. For os var det vigtigt at få ham ud på græs, og at vi så kunne sælge ham til Fredericia, hvor man også kunne få – hvis spilleren selv er med på idéen – en tilbagekøbsklausul ind.

- Så var det jo win-win, at vi sammen med spilleren, hvis han selv kunne have interesse i at komme tilbage til Midtjylland, hvis han fik succes og udviklede sig i den retning, at vi så stod med muligheden, ligesom det i øvrigt har været tilfældet med rigtig mange andre spillere. Det var casen med ham.
- Det var i forhold til den udvikling, han skulle være gået igennem med spilletid, og da vi så kunne se, at den var der ikke, så fandt vi en løsning, og det kunne lige så godt have været med en hvilken som helst anden klub, at man havde solgt spilleren med en tilbagekøbsklausul, hvor det så bare er vigtigt at sige, at det er noget, som spilleren skal være fuldstændig med på. Det er ham, der har beslutningen i sidste ende.
Du har lidt sagt det, men en hvilken som helst anden klub kunne have købt ham på de samme vilkår?
- Ja, selvfølgelig. Du kan tage Thomas Jørgensen, FCK og Viborg, som vel gjorde nøjagtigt det samme, så vidt jeg ved.
Men er det ikke en matching rights-klausul, så hvis Viborg accepterer et bud…
- Jeg har ikke styr på det i forhold til de helt nøjagtige kontrakter. Jeg ved, hvad vi gør, men jeg tænker ikke, at der er noget, vi gør, som andre ikke kan gøre.
Nej, men der er vel forskel på, at FCK kan matche et bud, som Viborg har accepteret fra en anden klub, og at I kan trykke på en knap og hente Etim tilbage, hvis ellers han selv vil.
- Jeg ved ikke, hvordan de bygger deres ting op. Jeg ved ikke, om det står nogen steder, men du lyder, som om du ved mere, end jeg gør.
- Vi ved, hvordan vi kører vores forretning, og jeg tror, det er meget normalt, den måde vi gør tingene på.
Og i det her tilfælde var det, at hvis Etim var med på det, så havde I allerede aftalt en pris med Fredericia?
- Hvad der står i vores kontrakter, det er sådan set ikke andre vedkommende, men at spilleren skal være med på det, det er jo sådan, det er. På den måde er det rigtigt nok, at spilleren skal underskrive og være med på idéen, og det er vi så heldige med, at Etim er motiveret og gerne vil tilbage til Midtjylland for at smadre det hele. Det glæder vi os over.
Nu ved jeg ikke, hvor meget det siger, fordi I opererer med nogle helt andre tal, men Stig Pedersen fortalte, at Friday Etim er Fredericias dyreste indkøb og det dyreste salg, som vist bare betyder, at han er købt for over en million kroner og solgt for over to…
- Det er jo, hvad Stig siger. Tal ind og ud af klubber er ikke noget, vi overhovedet kommenterer.
Det, jeg ville spørge om, er, om du uden nødvendigvis at sige tallene kan illustrere, at det er foregået på markedsvilkår?
- Nej. Det er en handel mellem to klubber, og det tror jeg heller ikke, at der er mange andre, der snakker om.
Der har været en udlægning om, at I køber ham tilbage for et beløb langt under markedsværdien. Genkender du det?
- Nej, siger Kristian Bach Bak.
Var det hele tiden planen, at I ville hente Friday Etim tilbage denne sommer?
- Det blev planen, da vi kunne se den udvikling, han tog i Fredericia, og man kunne se de skridt, han tog som 9’er og opspilspunkt. Han scorede mål, og så kunne vi selvfølgelig se, at det der er en spiller, vi virkelig kan få brug for i vores trup i denne sæson, og derfor valgte vi sammen med Etim at lave denne aftale. Vi er utroligt glade for, at Etim er motiveret for at komme tilbage.
Så det er tidligt i forløbet, at I meddeler Fredericia, at I har i sinde at benytte tilbagekøbsklausulen?
- I forhold til forløbet og tidspunkter er der, som du ved, en god relation med Fredericia, så det holder vi imellem os, hvornår tingene er sket.
Vi har talt med flere forskellige aktører, der har oplevet at have spurgt på Friday Etim og så være blevet henvist til FC Midtjylland og dig specifikt, selv om han jo var på kontrakt i Fredericia…
- Jeg kan jo ikke svare på… Jeg ved i hvert fald, at når man spørger på Etim, så spørger man den klub, han spiller i, så det er jo svært for mig at svare på, hvad Stig har svaret.
Men synes du ikke, at det lugter af, at FC Midtjylland i virkeligheden har siddet med den lange ende?
- Okay, men så kan jeg jo spørge dig, hvem du har fået de oplysninger fra, spørger Bach Bak.
Det kan jeg jo ikke fortælle…
- Nej, for jeg ved også, hvem jeg har snakket med, så det er et spørgsmål, der er svært at svare på. Det eneste, jeg kan sige, er: Vi har en rigtig god relation med Fredericia og et rigtig godt samarbejde, og vi er utroligt glade for, at Etim har valgt at komme tilbage til FC Midtjylland.
Ved du, om det var hans førsteprioritet at komme tilbage?
- Han har skrevet under på en aftale hos os, og når man gør det som fodboldspiller, så har man jo taget et valg, kan man sige. Og han løber rundt og præsterer pissegodt ude til træning og virker glad og tilpas med at være kommet til en rigtig fin klub, der vil ham. Jeg tror egentlig, at han er godt tilpas.
Så planen er at beholde ham – han skal spille for jer i denne sæson?
- Ja, det er planen.
Flere, vi har talt med, mener, at spillere med tilbagekøbsklausuler og høje videresalgsprocenter reelt bør tælle som én af de maksimale tre lejespillere, fordi en anden klub har rigtig meget at sige. Hvordan ser du på det?
- Det er igen en måde, som vi har drevet vores forretning på i rigtig mange år, hvor vi kan se, at det er en win-win-situation for både den unge spiller, som har taget vores rejse, ikke helt er slået til i det omfang, som begge parter ønskede.
- Men så har vi kunne sende spilleren videre til en ny klub til en lavere pris, men med en lidt højere videresalgsklausul, så både den næste klub og os selv kunne få noget ud af det, hvis udviklingen fortsatte og kom lidt senere, end vi havde håbet på.

- Der har vi masser af eksempler på, at spillere er kommet ud, og vi har haft lidt procenter med i forhold til den model, som vi har haft i rigtig mange år, og som er meget normal i rigtig, rigtig mange lande. Det er en måde, vi gør tingene på, hvor vi synes, at det kommer alle til gode – også den klub, som spilleren kommer hen til.
Er det forkert at sige, at Midtjylland har en historik for ekstraordinært høje videresalgsprocenter?
- Jeg ved ikke, hvad andre klubber har af videresalgsprocenter, så det er svært for mig at svare på.
Hvis standarden er 10, 15 eller 20 procent, har udlægningen i hvert fald før været, at I har haft 30, 50 eller måske endnu mere?
- For mig er det lidt svært at svare på, når jeg ikke har helt styr på, hvad andre klubber gør, når de sælger deres spillere med videresalg.
Men er det rigtigt, at I sælger spillere med videresalgsprocenter på op til 50?
- Jeg tror, alle klubber sælger spillere med videresalgsprocenter.
Også 50 procent?
- Det ved jeg jo ikke.
Nej, men du ved vel, om I gør det.
- Ja, men jeg behøver ikke svare på, hvad der står i vores aftaler. Det vil jeg godt gentage en gang til: Jeg tror simpelthen ikke, at du får en eneste sportschef i hele verden til at fortælle, hvad der står i aftalerne, afslutter Kristian Bach Bak.

Sure Zorniger og europæiske drømme
Ugens Suppe | Afsnit 2Alexander Zorniger lægger offentligt pres på Troels Bech i jagten på nye spillere. Er det bare klassisk Zorniger - eller er der grund til bekymring i OB?
Læs mere
Gør sæsonen sjovere med Super Manager
Sæt dit managerhold og få point for dine spilleres præstationer runde for runde. Kæmp om håneretten mod vennerne og oplev, hvordan selv de kedeligste kampe bliver til noget, du følger intenst.


FC Midtjylland
FC Fredericia
3F Superliga
































