Mandag aften skal FC Nordsjælland en tur til Brøndby, hvor der venter en uhyre vigtig kamp for Johannes Hoff Thorups mandskab.
Såfremt FC København vinder deres opgør mod Viborg, er man pisket til sejr, hvis man stadig vil gøre sig forhåbninger om det danske mesterskab.
Cheftræneren ser dog frem til den spændende kamp på Brøndby Stadion, hvor han har gode minder fra.
- Jeg tror, at det bliver en kamp, der kommer til at minde meget om de andre kampe, vi har spillet mod Brøndby. Der har vi set, at det hold, som har bolden, vil fremstå bedst.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Når de har kunnet presse os, er det, fordi de har haft bolden i længere perioder, og på samme måde har vores spil været bedst, når vi har haft boldbesiddelsen. Så det forbereder vi os på, ligesom vi er opmærksomme på at forberede os på, hvilken formation vi skal spille imod, for de har skiftet lidt i løbet af foråret.
– Vi ved, at det er et svært sted at spille, men vi har omvendt også gode minder fra Brøndby Stadion. Især vores sidste møde har vi gode minder fra, hvor vi havde nogle rigtig gode perioder med bolden og fik flyttet den godt rundt. Så vi vil gerne skabe det samme kampbillede, fortæller FCN-træneren til klubbens hjemmeside.
Kampen mellem FC Nordsjælland og Brøndby IF bliver sparket i gang mandag klokken 18:00.