2022-08-06 18:22:36

FCN dukkede Viborg og tog fjerde sejr på stribe

FC Nordsjælland kæmpede sig til tre point og tog dermed sin fjerde sejr på stribe, da Viborg blev nedlagt 1-0 i Farum. Andreas Schjelderup scorede, og Oliver Villadsen fik rødt kort.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det var to formstærke mandskaber, der lørdag tørnede sammen i 3F Superligaen på Right To Dream Park.

FC Nordsjælland kunne tage sin fjerde sejr på stribe som eneste hold i rækken, mens Viborg kunne bygge videre på deres fine start, der også inkluderer flotte resultater i Conference League-kvalen.

Viborg skiftede ud på tre positioner – Jay-Roy Grot, Daniel Anyembe og Jeppe Grønning var tilbage i hver deres kæde, og hos FC Nordsjælland måtte Mads Bidstrup trække sig med en skade under opvarmningen.

Jævnbyrdig og livlig start

Efter en duelpræget indledning på opgøret var det Viborg, der kom frem til et par glimrende muligheder.

Justin Lonwijk forsøgte at kaste sig frem på et indlæg fra Christian Sørensen, mens Jay-Roy Grot dirigerede sin afslutning uden om mål.

FC Nordsjælland ville dog også lege med, og formstærke Mads Hansen var tæt på at nå frem til en god aflevering fra Ernest Nuamah efter 20 minutter, men det forblev lige ved og næsten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Schjelderup stemplede ind igen
Viborg fik ikke udnyttet deres gode start, og FC Nordsjælland pressede i midten af halvlegen godt på, hvilket kastede et mål af sig efter en halv time.

Adamo Nagalo headede en hjørnesparksbold mod mål, som Viborg-keeper Lucas Lund flot reddede, men bolden endte hos Andreas Schjelderup, der resolut hamrede kuglen ind til 1-0.

Målet punkterede dog ikke Viborgs håb, og mod slutningen af halvlegen fik de et par store muligheder for at udligne.

Grot slap fri i dybden og var alene med FCN-keeper Andreas Hansen, men den store angriber overplacerede sit skud og sendte den over mål.

Kort efter fik Jakob Bonde en stor mulighed efter forarbejde af Justin Lonwijk, men midtbanemandens afslutning sad lige på Andreas Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Effektiviteten var til forskel på de to hold i første halvleg, og FC Nordsjælland gik til pause med en 1-0-føring.

Viborg pressede på
Viborg kom fint ud til anden halvleg, og både Nicolas Bürgy og Justin Lonwijk havde fine chancer i indledningen.

Især Lonwijk fik et par gode tilbud herefter, og efter en time sendte han en flugter lige forbi stolpen.

Viborg pressede godt på i denne periode, mens FC Nordsjælland faldt længere tilbage, og af og til var det ren overlevelse.

Jacob Friis forsøgte desuden med et par justeringer fra bænken – blandt andre kom Marokhy Ndione og Nils Mortimer ind for at true hjemmeholdet.

Skader og rødt kort
FC Nordsjælland måtte udskifte Erik Marxen og Martin Frese mod slutningen, da de begge haltede rundt på banen.

Viborg var bedst i anden halvleg, men de grønblusede formåede ikke at få udbytte af overtaget.

I overtiden fik Oliver Villadsen så sit andet gule kort for en nødbremse, og derfor måtte FCN slutte kampen en mand i undertal.

FCN-spillerne holdt dog flot stand og tog dermed sin fjerde sejr i træk i denne sæson med 1-0 over Viborg.

23 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce
annonce
annonce
0