Der er rift om de unge talenter hos FC København, hvor spillere som Victor Kristiansen og William Clem har fået bejlere uden for landets grænser.
Det har Hákon Haraldsson også, da han i slutningen af 2022 blev sat i forbindelse med den østrigske storklub Salzburg.
bold.dk var til stede ved FCK's træning torsdag, og her forholdt den talentfulde islænding sig til rygterne om Red Bull-koncernen.
- Jeg er glad for, at folk kigger på mig, og Salzburg er jo også en kæmpe klub, men lige nu er jeg glad her i FCK.
Vil det være godt for dig at skifte til Salzburg?
- Det ved jeg ikke, jeg tænker ikke så meget over det lige nu. Jeg har kun FCK-træning i tankerne.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg er glad for, at folk kigger på mig, og at jeg præsterer godt. Men det er min agents job at håndtere dette. Det er dog dejligt, at der er hold, som vil have mig, siger Hákon Haraldsson.
Det islandske stortalent har dog en lang kontrakt med FC København, da den først udløber i 2026.
Islændingens agent har tidligere bekræftet over for Ekstra Bladet, at der nu er dialog om en ny aftale, men det er heller ikke noget, som Haraldsson tænker på i denne tid.
- Jeg er meget glad i FCK. Jeg tænker ikke så meget over det, det er min agents job. Så jeg spørger ham faktisk ikke så meget om det, da han ringer, hvis der skulle være noget.
Hákon Haraldsson står noteret for to mål og assists i denne sæson for FC København, hvor han blandt andet noterede sig for københavnernes eneste scoring i Champions League.