Andreas Bruus har på egen krop mærket, hvordan fodboldverdenen på et splitsekund kan gå fra nul til hundrede.
Den 25-årige højre back fik på transfervinduets lukkedag et sent 'go' til at pakke tasken og rejse fra Frankrig til Aalborg med henblik på at færdiggøre et skifte til AaB.
Og da det grønne lys først viste sig i hovedpersonens indbakke, fik han travlt.
Det fortæller han i et interview med Bold.
- Det var lige i sidste øjeblik, at jeg kom ud ad døren for at nå flyet. Det var meget hektisk, og jeg nåede ikke at få så meget andet med end mine støvler.
- Jeg nåede faktisk ikke en gang at hente mine resterende ting som benskinner og den slags ude i klubben. Det hele gik meget, meget stærkt, siger Bruus.
Artiklen fortsætter efter billedet

Agent fik klar instruks
At det først var sent i processen, at Bruus selv blev orienteret om muligheden i AaB var alt andet end tilfældig.
For allerede inden sommerens transfervindue gav den tidligere Brøndby-spiller sin agent klare instrukser for, hvordan dialogen skulle forløbe i forhold til de forskellige henvendelser, der måtte komme.
- Min agent ved godt, at jeg ikke vil høre fra ham, medmindre der er noget voldsomt konkret, hvor jeg næsten skal sige ja eller nej.
- Så jeg havde faktisk ikke særlig mange snakke med min agent løbende. Jeg gider ikke bryde mit hoved med ting, som alligevel ikke er en potentiel ting.
- Vi nåede selvfølgelig at have lidt snakke frem og tilbage, men det var ikke sådan, at jeg i fire uger sad og tænkte over det ene og andet.
- Om der var nogle snakke mellem min agent og AaB igennem længere tid, kan jeg ikke svare på, siger Bruus.
Turbulent tid i Troyes
Da muligheden i AaB blev så konkret, at Andreas Bruus selv blev involveret, var han hurtig til at tage beslutningen.
Selv forklarer han, at der var behov for at prøve noget nyt efter en turbulent tid med to nedrykninger i Troyes.
Og hans indtryk var, at klubben havde det på samme måde.
- Det er hårdt mentalt, når du ikke vinder fodboldkampe. Vi rykkede ned to gange, men var så heldige med, at situationen omkring Bordeaux gjorde, at vi kunne blive i Ligue 2.
- Men når holdet ikke vinder, og tingene ikke går, som klubben vil, skal der på et tidspunkt ske nogle ting, og der var det bare blevet min tur.
- Så fra transfervinduets start var det planen at finde en løsning til mig, men i fodboldens verden kan det ske den første dag, og det kan ske på den sidste. Det endte med det sidste scenarie, og jeg er glad for at være i AaB nu, siger Bruus.
Belejlig landskampspause
Med en begrænset oppakning satte Bruus' sin underskrift på en sæsonlang lejeaftale i AaB den 2. september.
Og til hovedpersonens store glæde var det netop, som landskampspausen var startet.
- Landskampspausen faldt virkelig på et tørt sted i forhold til alt det praktiske.
- Det gav mulighed for, at min kæreste og jeg kunne tage til Frankrig og få styr på diverse ting som at tømme huset og tage de forskellige ting med, som vi skulle bruge, afslutter Bruus.
Andreas Bruus har kontrakt i Troyes til sommeren 2027.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
AaB
Troyes
3F Superliga





































