Ahmed Iljazovski har i dag svært ved at forstå, hvad han i den seneste tid har været igennem.
Hvidovre-profilen fik nemlig sin debut for det nordmakedoniske landshold, som i EM-kvalifikationen stod over for Italien den 9. september.
bold.dk har talt med Iljazovski, som stadig må knibe sig i armen over debuten.
- Det har været en uforglemmelig oplevelse. Det var en helt unik følelse, da jeg fik lov til at træde på banen, siger Ahmed Iljazovski.
Iljazovski kom ind i overtiden og var med til at kæmpe et 1-1-resultat hjem i en kulisse, som han aldrig havde prøvet før.
- Atmosfæren var noget nyt for mig, da der var næsten 30.000 tilskuere på stadion. Det var intenst, hvor man kunne høre en pibekoncert hver eneste gang, at Italien havde bolden.
- Den atmosfære var jo med til at fylde spændingen endnu mere op i mig.
Politi-eskort og vilde fans
Det hele startede dog allerede for Ahmed Iljazovski på vej til National Arena Toshe Proeski i Skopje.
Her fik Hvidovre-profilen i den grad at føle nordmakedonernes kærlighed til landsholdet.
- Vi blev eskorteret af politiet. Her kunne jeg godt mærke, at hele miljøet og atmosfæren omkring det hele på vej til stadion fyldte lidt mere. Her sad alle bare indelukket og hørte musik for sig selv, mens man prøvede at koncentrere sig.
- Men det var en fed oplevelse. Man kunne lige pludselig mærke, at det ikke bare var en almindelig kamp, men at der virkelig var noget på spil. Fodbolden betyder virkelig meget i Nordmakedonien, og det kunne man mærke overalt.
- Så det var noget andet for mig, men alt var bare topklasse.
- Er Immobile ikke større?
Ahmed Iljazovskis første møde med de italienske verdensstjerner kom, da han skulle ud til opvarmningen.
Her kunne Hvidovre-spilleren se over på profiler som Nicolo Barella, Sandro Tonali og Ciro Immobile.
Men mødet med anfører Immobile kom en smule bag på Iljazovski.
- Da jeg så Immobile, tænkte jeg, at manden ikke engang var særlig stor.
- Jeg blev jo lidt overrasket over de helt store spillere faktisk. Det er noget helt andet at stå med dem, end når du ser dem på tv, siger Ahmed Iljazovski med et grin.
- Men det er jo stadig nogle kæmpe spillere, der står og løber rundt, så det var virkelig en unik oplevelse for mig.
Iljazovski fik da også lov til at komme helt tæt på Immobile og co., da han blev indskiftet i overtiden.
Her var stillingen 1-1, hvor Nordmakedonien var på vej mod et stort resultat, og så pegede landstræneren på Hvidovre-spilleren.
- Der gik en masse spændinger og nervøsitet gennem kroppen, og så var det bare ud og varme op, hvor han så kaldte mig hen igen.
- Jeg fik endda lov til at vente i måske syv-otte minutter ekstra, inden jeg kom ind, fordi der var nogle problemer med fjerdedommeren og tavlen.
- Så det var ikke lettere for mig at stå der, da man kunne høre 30.000 fans råbe og skrige, mens Italien pressede på.
Debut-sang efter stor ros
Ahmed Iljazovski fik strenge ordre på, at han skulle ind og forsvare resultatet hjem, hvor han kom ind på den defensive midtbane.
Her fik han vist sig flot frem med flere gode aktioner, så Italien blev holdt fra fadet.
I minutterne på banen tænkte Iljazovski dog slet ikke på, at det var nogle af verdens bedste spillere, som han lige havde sat en stopper for.
- Det var faktisk først, da jeg kom hjem på hotellet, at det gik op for mig. Jeg tænkte: 'Wow, hold kæft en oplevelse, jeg lige har haft'.
- Mine tanker var et andet sted under kampen. I mit hoved var det bare, at jeg skulle ind og vise, at jeg godt kunne måle mig med de her topspillere. Jeg synes da også selv, at jeg lavede et fint indhop.
Den holdning havde landstræner Blagoja Milevski da også.
- Jeg havde en lille snak med træneren efter kampen, hvor han sagde, at han valgte mig frem for to andre spillere på bænken, som faktisk var midtbanespillere. Men han valgte mig, fordi i de kampe, han har set mig spille i Hvidovre, havde jeg vist stor klasse i mine defensive ting.
- Det var det, han havde brug for i den her kamp. Han sagde, at jeg gjorde det til UG. Så det var en meget fin snak, jeg havde med træneren der.
Resten af holdet var også glade på Iljajovskis vegne, men Hvidovre-spillerne slap ikke for den obligatoriske sang.
- Efter kampen fik jeg jo at vide, at jeg skulle øve mig på en sang, som jeg skulle synge foran alle, da vi kom tilbage på hotellet.
Hvad endte du med at synge?
- De ville jo gerne have, at jeg skulle synge en makedonsk sang, så det valgte jeg. Jeg prøvede at læse lidt op af nogle tekster imens, men det gik okay, selv om det ikke var det bedste, griner Ahmed Iljazovski.
20 familiemedlemmer på plads i Skopje
Ahmed Iljazovski er født og opvokset i Danmark, mens hans forældre kommer fra Makedonien.
De havde derfor taget turen til Skopje for at se deres søn få landsholdsdrømmen opfyldt, men de var ikke alene på lægterne.
- Jeg havde den helt store support med. Jeg havde jo 20 familiemedlemmer med. Mine forældre tog med sammen med min lillebror, søster, svoger og deres barn.
- Så kom min kone, svigerfar og hendes lillebror med, mens jeg også havde familie dernede i forvejen, så det var specielt.
Der opstod da også et rørende øjeblik efter kampen, som Iljazovski ikke glemmer foreløbigt.
- Jeg gik hen til dem efter kampen for at hilse og snakke med dem. Her græd de alle sammen.
- De har også været en del af det, at jeg er her i dag. De er med til alle kampe, også her i Superligaen, hvor det både er hjemme- og udebanekampe.
- De tager alle ture, og nu kom de med helt ned til Nordmakedonien. Så det var kæmpestort for mig, at jeg kunne give dem den oplevelse.
Måtte ikke score på Donnarumma
Men når Ahmed Iljazovski ser tilbage på kampen mod Italien, er det dog også med en smule ærgrelse trods den vilde oplevelse.
Han havde nemlig drømt om at få nettet til at blafre bag Gianluigi Donnarumma.
- Jeg var lidt ærgerlig, fordi da jeg kom ind, havde vi et hjørnespark. Det eneste, som var i mine tanker, var, at jeg bare skulle op og score.
- Så jeg spurgte bænken, om jeg måtte gå med op, men der fik jeg bare et kæmpe nej fra fem forskellige trænere på samme tid. 'Nej! Du bliver tilbage', råbte de, siger Ahmed Iljazovski med et grin.
Hvidovre-profil håber nu på, at han kan komme med til den næste landsholdssamling.
- Jeg vil sige, at jeg har fået meget mere blod på tanden. Til at starte med vidste jeg ikke helt, hvordan det ville gå. Men hele den oplevelse har gjort, at jeg 100 procent gerne vil være med til de næste samlinger, hvis træneren vælger at ringe mig op.
- Så jeg håber, at jeg bliver taget med næste gang, når de møder Ukraine og Armenien, så jeg kan få nogle flere minutter og vise mig frem.
- Men det har gjort meget for mig som spiller, at træneren valgte at sætte sin lid til mig mod Italien, selv om der var andre på bænken, siger Ahmed Iljazovski til bold.dk.
Nu skal 26-årige Ahmed Iljazovski dog rette sit fokus mod Hvidovre IF og 3F Superligaen.
Her skal oprykkerne op imod Lyngby Boldklub i weekenden.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere


Hvidovre IF
3F Superliga
Nordmakedonien






































