Et kæmpe eventyr venter Ahmed Iljazovski.
Hvidovre IF-profilen er nemlig for første gang blevet udtaget til det nordmakedoniske landshold efter en række flotte præstationer i Superligaen.
Det er dog en udvikling, som Iljazovski ikke havde set komme, da han for blot få måneder siden løb rundt i NordicBet Ligaen og på ingen måde havde landsholdet i tankerne.
Nu venter mægtige Italien så i EM-kvalifikationen, og det er surrealistisk at tænke på, siger Iljazovski til bold.dk.
- Det er ret vildt. Det er jo en kæmpe ære at få lov til at repræsentere Nordmakedonien.
- Det er jo også vildt, når man ser på den måde, det hele er sket på. Det er gået rimelig stærkt, efter at vi rykkede op i Superligaen. Det startede efter de første kampe, hvor jeg kom på rundens hold i Superligaen to gange.
- Så rakte fodboldforbundet ud efter min agent og sagde, at de holder øje med mig, da jeg havde gjort det godt i en længere periode.
Ahmed Iljazovski er født og opvokset i Danmark, men begge hans forældre er født i Makedonien, inden at de tog turen til den danske andedam.
Artiklen fortsætter efter billedet

Blev ringet op af landstræneren på CBS
Det blev så startskuddet på nogle uger, hvor Iljazovski var i kontakt med landsholdets teammanager for at blive klogere på hele situationen.
For få dage siden fik Iljazovski så besked på at være klar på telefonen, hvis nu landstræneren skulle ringe med en god nyhed.
Og den kom så, mens Iljazovski var på sit civile arbejde på CBS.
- Lige pludselig kunne jeg se, at der var et nummer fra Nordmakedonien, som ringede mig op. Der kunne jeg godt mærke, at der gik et sus gennem kroppen.
- Det var landstræneren, som spurgte, om jeg havde lyst, og om det var noget for mig. De var nemlig virkelig interesserede i at få mig med i truppen, og det sagde jeg selvfølgelig ja til.
- Det er jo en kæmpe oplevelse for mig, at jeg kan løbe på banen mod mægtige Italien, siger Ahmed Iljazovski med et stort grin.
Efterfølgende ringede Hvidovre-profilen til sin kone og forældre, og det var en rørende oplevelse for Iljazovski.
- Hverken min familie eller jeg kunne holde fokus. De blev ved med at skrive til mig, så det hele var virkelig euforisk.
- Mine forældre har faktisk allerede været inde og booke billetter til Makedonien for at være med til kampen. Så de har heller ikke kunne få armene ned.
- De har været helt oppe og køre. Det har bare været nogle vilde dage for min familie og jeg.
Vild rejse fra 1. division til EM-kval
Nu venter der så en mulig landsholdsdebut for Ahmed Iljazovski mod Italien, og det er derfor gået rigtig stærkt for Hvidovre-profilen, da han i løbet af kun fem kampe i Superligaen er kommet ind i landsholdsvarmen.
Iljazovski er dog på ingen måde kommet let til den store oplevelse.
- Jeg har stadig lidt svært ved at tro på det i dag. Det viser, at hårdt arbejde er vejen frem. Så hvis man bare præsterer og går op i det, så kan der ske det mest uventede.
- Det bliver en kæmpe mulighed for mig at se, om der virkelig er så lang vej til den helt store hylde. Hvis jeg går ud og spiller en pragtkamp mod Italien, så vil andre døre nok også åbne sig op for mig.
- Hvis jeg kan være med på det niveau, viser jeg ikke kun for mig selv, men også for andre i Danmark, at der ikke er lang vej fra 1. division til den helt store hylde.
Vil drille Immobile og Donnarumma
Selv om Ahmed Iljazovski er nyt ansigt på det nordmakedoniske landshold, så er der umiddelbart en stor chance for, at debuten kommer i hus mod Italien i EM-kvalifikationen.
Iljazovski har nemlig fået stor ros af landstræneren.
- Vi snakkede i ret lang tid, hvor han fortalte om spillestilen. Han nævnte, at de har et problem på deres højre side, og der ser han gerne mig med min rolige boldomgang.
- Så han ser mig gøre mig gældende på højrebacken og som højre midtstopper i en trebackkæde. Om det så betyder, at jeg starter inde, det ved jeg ikke. Men han var virkelig positiv over mine muligheder for at spille.
Og hvis det skulle blive til en startplads, så er Iljazovski klar til at gøre livet surt for de italienske verdensstjerner.
- Jeg har da lige været inde og kigge på det italienske landshold for at se, hvem jeg skal spille over for. Jeg skal også nyde den her oplevelse og vise, at jeg sagtens kan dække Ciro Immobile op.
- Jeg har også sat som mål, at jeg i hvert fald skal lave en enkelt basse mod Donnarumma, siger Ahmed Iljazovski kækt.
Det er den 9. september, at Nordmakedonien skal op imod Italien i EM-kvalifikationen, hvor Iljazovski kan få sin debut.
Hvis det ikke bliver til spilletid, så kan han få sin debut tre dage senere, når det gælder Malta på udebane.
26-årige Ahmed Iljazovski er da også i gang med at forberede sig på noget af det vigtigste ved en landskamp.
- Jeg er i gang med at lære nationalsangen, siger Hvidovre-profilen med et grin til bold.dk.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Hvidovre IF
3F Superliga
Nordmakedonien







































