2023-02-07 14:09:21

Jeppe Højbjerg på klubjagt: Kan ikke tillade mig at være kræsen

Den tidligere Esbjerg-keeper Jeppe Højbjerg fortæller ærligt om de sidste års nedtur fra aspirerende landsholdskeeper til nu ikke at kunne tillade sig at være kræsen i forhold til at finde en ny klub.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jeppe Højbjerg er igen på klubjagt.

I sommer skrev han en kort kontrakt med Fremad Amager frem til årsskiftet, og her blev det til syv optrædener i efteråret.

Nu er han så atter fri på markedet, og selvom der har været interesse denne vinter, er der ikke noget, der har føltes helt rigtigt for ham endnu.

- Jeg har også talt lidt med Esbjerg, fordi jeg kender klubben ud og ind, men i forhold til min situation og karriere lige nu har jeg brug for at prøve noget andet, siger keeperen til bold.dk.

Højbjerg er fuldkommen afklaret med, at han ikke bare kan vælge og vrage i den situation, han står i lige nu.

- Generelt ved jeg godt, jeg kan ikke tillade mig at være kræsen i forhold til, hvordan det har været de seneste år i min karriere. Jeg ved godt, jeg ikke kan kræve for meget, men jeg kommer heller ikke til at skifte et sted hen i ren panik.

- Selvfølgelig fylder fodbold meget, men de 80 procent af tiden, hvor man ikke spiller fodbold, skal det også være et sted, man kan lide at være.

Artiklen fortsætter efter billedet

3F Superliga -Jeppe Højbjerg på klubjagt: Kan ikke tillade mig at være kræsen
Foto: Fremad Amager

- Men jeg er godt klar over, at hvis en Superliga-klub vil have mig, er det nok ikke, fordi jeg skal ind og spille fra start. Jeg har trods alt nok selvindsigt til at vide, at det nok ikke er det mest realistiske lige nu.

Slog Dubravka af - og så ramte nedturen
I maj 2019 var Jeppe Højbjerg fast mand for det Esbjerg-hold, der sensationelt vandt bronze under cheftræner John Lammers.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Højbjerg drømte dengang om A-landsholdet som en naturlig overgang fra sin position som profil på U21-landsholdet.

Nu står han her - tre et halvt år senere - uden klub efter et kort ophold i Fremad Amager og en nedrykning til 2. division med Esbjerg på cv'et.

- Nu er det et længere sejt træk, jeg skal i gang med. Ham, jeg slog af i Esbjerg i sin tid, spiller jo i Premier League nu (Martin Dubravka, red.).

- Så man kan sige, at fodbold virkelig går hurtigt både den ene og anden vej. Det er en sindssyg verden på godt og ondt.

- Det er bare en rutsjebanetur, og for mig har det været pil opad, fra jeg var 16 år og frem til, at jeg vandt bronze med Esbjerg. Derfra ramte jeg en nedtur.

Kunne have været iskold i Esbjerg
Hvorfor? Hvad er forklaringen på nedturen?

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg ved ikke, om der er én forklaring. Jeg har ikke selv præsteret godt nok. Og selvom det er nemt at være bagklog, skulle jeg måske ikke have forlænget med Esbjerg, efter vi vandt bronze.

- Jeg kunne have været iskold og ladet kontrakten løbe ud. Jeg forlængede tre et halvt år, og jeg fortryder det ikke, for jeg ville gerne vinde noget med Esbjerg.

- Jeg så en mulighed i, at vi kunne vinde noget sammen – pokalen eller en medalje – for vi havde et godt hold under John Lammers, og jeg var glad for at være der.

- Men derfra gik det jo gevaldigt ned ad bakke for Esbjerg som klub og for mig personligt.

- Jeg tror, jeg kunne have stået et andet sted i dag, hvis jeg ikke havde forlænget med Esbjerg, men det er nemt at være bagklog.

'Hvorfor helvede har jeg forlænget her?'
Fylder tankerne om 'hvad nu hvis' i dag?

- I momenter har jeg da tænkt på det. Da Esbjerg hentede en ny keeper et år efter min forlængelse, tænkte jeg da 'Hvorfor helvede har jeg forlænget her?'. Det skal jeg da være ærlig at sige, at det har jeg haft mange tanker om.

- Men jeg har ikke fortrudt mit valg. Når det går dårligt, tænker man da over, hvad man kunne have gjort anderledes, men jeg bruger ikke tid på det nu.

- Jeg fik også en sindssygt god kontrakt i Esbjerg, så jeg skal ikke brokke mig.

Ærgrer det dig at tænke på, at du aldrig kom på A-landsholdet dengang og fortsatte din gode udvikling?

- Realiteten lige nu er, at jeg ikke bare er langt fra, men langt, langt, langt fra at være i betragtning til landsholdet. Det siger sig selv.

- Det ærgrer mig, fordi jeg var et godt sted på det tidspunkt. Jeg var også med ligalandsholdet, selvom Esbjerg lå i 1. division, og jeg var førstekeeper på U21-landsholdet.

- Jeg havde et sindssygt godt forhold til Niels (Frederiksen, red.), der kendte mig ud og ind fra Esbjerg. Der var gode trænere for mig og min udvikling på landsholdet.

- Esbjerg blev nok for meget kaos til sidst, og det led jeg også meget under. Det skal ikke være nogen hemmelighed, fortæller Jeppe Højbjerg.

Foruden Esbjerg og Fremad Amager har Jeppe Højbjerg tidligere tørnet ud for FC Fredericia.

10 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce

Mest læste

annonce
annonce
annonce
0