I aften er det juleaften, og mens du drømmer om de bløde pakker, kan du fordrive ventetiden med gratisgaver fra Bold+. Vi udgiver i dag ti artikler, der er blevet udgivet i Bold+ i løbet af 2025.
Kan du lide, hvad du læser, kan du blive abonnent på Bold+ lige her til en intropris på 49 kr. for tre måneder. Glædelig jul!
Denne artikel er fra 24. august 2025.
Philip Billing er på vej retur til dansk fodbold.
Som Bold løbende har afdækket, har den 29-årige danske midtbanespiller gennem længere tid været centrum i lidt af en transferkrig mellem Danmarks tungeste sværvægtere.
Nu er sagaen ved at nå sin ende.
Artiklen fortsætter efter billedet

I jagten på at erstatte henholdsvis Victor Froholdt og Oliver Sørensen har FC København og FC Midtjylland begge jagtet Billing som deres absolutte førsteprioritet, men det er midtjyderne, der har trukket det længste strå og slået deres titelrivaler på målstregen.
Bold løfter her sløret for flere detaljer i sommerens mest opsigtvækkende handel.
Vi dykker ned i den pakke, FC København blev præsenteret for ved forhandlingsbordet, og hvilket leje han er endt på i FC Midtjylland.
Phillip Billing er ikke billig i drift. Det siger sig selv, når cv'et tæller Bournemouth og Napoli.
Men i jagten på kontinuerlig spilletid og en plads i Brian Riemers VM-trup har danskeren ikke været afvisende for at genstarte karrieren i Superligaen, hvor de største klubber har stået klar.
Han har tværtimod set det spændende i et nyt projekt, hvor han var en stjerne på holdet. Hvor han ville kunne gøre en større forskel på banen.
Det har han fundet så interessant, at han ikke har ønsket at trække sin fremtidsbeslutning, selvom større europæiske klubber kunne komme på banen mod slutningen af transfervinduet, der lukker om lidt over en uge
Ifølge Bolds oplysninger aflagde Billing visit i FC Midtjylland i denne uge - efter at være fløjet ind i privatfly betalt af midtjyderne - hvor det kommende samarbejde blev drøftet, men på det tidspunkt var FC København og andre europæiske adresser fortsat en mulighed.
Selvom Billing aldrig har besøgt FCK denne sommer, konkretiserede det sig i sådan en grad, at FCK undervejs ved forhandlingsbordet blev præsenteret for Bournemouth og Billings egne betingelser, hvis de danske mestre ville holde sig på benene i kampen.
Som Bold forstår det, skulle københavnerne lægge 5,5 mio. euro, ca. 41 mio. kr., i en her-og-nu-transfer til englænderne, og derefter ville der ryge bonusser oveni. Samtidig blev FC København præsenteret for en løn på omkring to mio. kr. om måneden som et startskud til mulige forhandlinger.
Men dén pakke - som den tog sig ud på det tidspunkt - var ikke en, sportsdirektør Sune Smith-Nielsen ville være med på.
Sportsdirektøren ønskede ikke at gå med på noget, der kunne skævvride lønstrukturen i hovedstaden. Derfra begyndte det at blive tydeligt, at FC København ikke kunne være med i kapløbet.
Imens gik FC Midtjylland all in. De ville have Philip Billing og var klar til at investere tungt.
Og i løbet af weekenden fik FC København beskeden om, at de ikke længere var med i kapløbet om den 29-årige landsholdsbobler.
Ifølge Bolds oplysninger afspejler ovenstående økonomiske pakke dog ikke helt det niveau, som Philip Billings deal endeligt er landet på i FC Midtjylland.
Midtjyderne betaler ifølge Bolds oplysninger lidt mere end fem mio. euro, ca. 37 mio. kr., plus bonusser for den danske midtbaneprofil og giver ham et stykke under to mio. kr. om måneden.
Ifølge Bolds oplysninger skriver han under på en femårig aftale med FC Midtjylland meget snart.
Dermed kan Billing se frem til en samlet lønpakke, som vil indbringe mere end 80 mio. kroner, hvis den 29-årige midtbanespiller fuldfører sin aftale.
Men først skal lægetjekket klares, og det er booket til at blive foretaget i den nærmeste fremtid, når han er fløjet ind for anden gang på en uge i et privatfly.

VM Morgenbriefing: Spanien er klar til semifinalebrag
Hattrick | Afsnit 145Spanien er klar til VM-semifinalen efter endnu en sen afgørelse fra superindskifter Mikel Merino.
Læs mere

FC Midtjylland
FC København
3F Superliga

































