Lasse Petry er nødsaget til at stoppe sin fodboldkarriere.
Den 30-årige midtbanespiller har døjet med knæskader i løbet af karrieren, og det er da også smerter, der har fået ham til at sige stop, fortæller han til bold.dk.
- Da jeg kom hjem til Danmark for at være sammen med mine børn, og der fik jeg ondt i knæet, da jeg gik med min 1-årige datter. Da gik det op for mig, at jeg nok skulle tage at stoppe snart, fortæller Petry til bold.dk.
- Det er en kæmpe beslutning, og det har været svært. Men jeg vidste godt, at jeg nok ikke ville spille, til jeg var 37 år. Nu er tiden den rigtige for mig.
Lasse Petry har været igennem fire operationer i sit højre knæ og har haft en håndfuld ledbåndsskader oveni.
- Efter den tredje operation blev det godt, og jeg mærkede ikke noget i tre-fire år, men så gik det galt igen i HB Køge, hvorefter det aldrig er blevet helt godt nok.
- Jeg gjorde alt for at spille, fordi fodbold er mit liv, men det er ikke så sjovt, når man har ondt hver dag og ikke kan gå op og ned af trapper dagen efter kamp. Der er vigtigere ting i livet; jeg vil gerne kunne lege med mine børn om fire-fem år.
IFK Göteborg-skifte glippede
Lasse Petry startede karrieren i FC Nordsjælland, og her vandt han pokalen i 2011 og mesterskabet sæsonen efter.
Siden gik turen til Lyngby, HB Køge samt de islandske klubber Valur og Hafnarfjördur, og midtbanemanden er godt tilfreds med det cv, han opnåede.
- Jeg er sindssygt stolt af det, jeg har opnået. Jeg har vundet alt, man kan i Danmark - guld, sølv, bronze og en pokaltitel. Jeg har vundet et islandsk mesterskab, spillet et par ungdomslandskampe og spillet europæiske kampe.
- Jeg havde også en drøm om, at jeg skulle til det store udland, og uden at tale Island ned, så blev det jo desværre knæet, der sagde stop for dét.
Lasse Petry afslører, at han kunne være endt i en stor svensk klub i 2018.
- Jeg var tæt på et stort skifte et par gange. Inden jeg tog til Lyngby, var jeg tæt på et skifte til IFK Göteborg. Jeg havde faktisk pakket mine ting og skulle bare op og skrive under, men de aflyste i sidste øjeblik.
- Det kunne have været sjovt, men jeg er ovenud tilfreds med de steder, jeg har været. Jeg har skabt venner for livet.
Kunne måske have drevet det til mere
Tænker du nogensinde over, hvad det kunne være blevet til, hvis dit knæ ikke havde drillet?
- Jeg tænker da nogle gange, om jeg kunne have drevet det til mere, hvis det ikke havde været for de knæproblemer.
- Men lige nu ærgrer jeg mig ikke. Jeg har haft de fedeste oplevelser. Jeg har fået en fantastisk uddannelse i FC Nordsjælland, og jeg er hamrende stolt over det, vi opnåede sammen.
Hvor var du bedst?
- Jeg har haft det godt i alle de klubber, jeg har været i, men tiden i FC Nordsjælland betyder mest, fordi jeg var der i 10 år og stadig følger med.
- Min sæson i 2020 på Island var også rigtig godt; der præsterede jeg noget nær det bedste nogensinde, også taget i betragtning hvad jeg har været igennem. Jeg husker mesterskaberne som det største.
Håber at blive i fodboldbranchen
Lasse Petry er afklaret med at skulle sige farvel til fodbolden, men han er ikke i tvivl om, at han vil savne flere ting.
- Jeg kommer til at savne stemningen efter en sejr. Det kan man ikke finde andre steder. Og omklædningsrummet vil jeg bestemt også savne.
Hvad skal der ske nu?
- Jeg har et par muligheder inden for fodboldbranchen, som jeg holder for mig selv lige nu. Jeg er åben for de fleste ting.
- Jeg lever for fodbold, så det ville være fedt at kunne blive i branchen, siger Lasse Petry.
Lasse Petry nåede 92 kampe i 3F Superligaen. Han står noteret for 104 optrædener, tre mål og to oplæg for FC Nordsjælland.
Han vandt det islandske mesterskab med Valur i 2020, hvor han også kom på årets hold.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
HB Køge
FC Nordsjælland
Valur
3F Superliga



































