Michel Wikkelsø Davidsen bliver ny chefredaktør for bold.dk fra den 1. oktober.
Davidsen er i dag sportschef hos Ekstra Bladet, men om få uger starter han som ansvarshavende chefredaktør på Danmarks største fodboldmedie.
Michel W. Davidsen har stor erfaring med fodboldjournalistik, da han har arbejdet for Tipsbladet, B.T. og senest Ekstra Bladet, hvor han kom til i januar 2022 og siden marts 2022 har siddet som sportschef på avisen.
bold.dk er Danmarks femtestørste onlinemedie og havde i august 90 millioner sidevisninger, hvilket var ny rekord for mediet.
Michel W. Davidsen glæder sig til at være med til at videreudvikle bold.dk og tage mediet til nye højder.
- Jeg glæder mig meget til at blive en del af bold.dk og sammen med redaktionen skrive de næste spændende kapitler i bold.dk’s historie.
- Vi kommer til at kaste os over opgaven med medvinden fra endnu en trafikrekord på bold.dk. Det cementerer bare, at opgaven ikke bliver at lave en masse om, men at bygge videre på alt det gode, der allerede er i gang
- Vi skal fastholde den stærke position som Danmarks femtestørste nyhedsside, og så skal vi skrue endnu mere op for den selvstændige journalistik, siger Michel W. Davidsen.
Bestyrelsesformand for Medieselskabet af 2017, som ejer bold.dk, Anders Borup Sørensen, glæder sig over tilgangen af Michel W. Davidsen.
- Jeg er enormt glad for, at Michel har takket ja til opgaven som chefredaktør på bold.dk. Han har gjort det imponerende godt i sin tid som sportschef på Ekstra Bladet, og han er den helt rette til at løfte bold.dk til det næste niveau i stærkt samarbejde med redaktionschef Mikkel Nøhr og de mange andre dygtige folk på bold.dk.
- bold.dk har aldrig stået stærkere og leveret bedre, end de gør lige nu, hvilket trafiktallene i den grad understøtter, og de flotte takter skal Michel og resten af holdet på bold.dk bygge videre på nu, siger Anders Borup Sørensen.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere


3F Superliga
































