






Vejle Boldklub skulle søndag eftermiddag forsøge at ride videre på bølgen efter sidste spillerundes flotte 2-0-sejr over FC København.
Denne gang hed modstanderen Viborg FF, som tog imod bundproppen hjemme i domkirkebyen.
Her lykkedes det gæstende mandskab med at få en flyvende start på opgøret.
Efter blot ni minutters spil sendte Christian Sørensen et perfekt tempereret indlæg ind i gryden, hvor Anders K. Jacobsen dukkede op og stangede Vejle foran med 1-0.
Nedsmeltning
Herefter gik det imidlertid helt galt for Superligaens bundprop.
En håndfuld minutter senere bragte Charly Nouck først balance i regnskabet med en flad afslutning, hvorefter Sami Jalal stod for et flot føringsmål efter 23 minutters spil.
Artiklen fortsætter efter billedet

Et perfekt indlæg endte bagerst i feltet, hvor den tidligere Kolding-profil kastede sig frem og prikkede bolden ind ved fjerneste stolpe til 2-1.
Hjemmeholdet var dog ikke færdige med at straffe gæsterne fra Nørreskoven.
Et kvarters tid senere blev der således dømt et straffespark, som Tim Freriks tog sig køligt af, og blot to minutter efter var den gal igen.
Charly Nouck blev stukket afsted i dybden, hvorefter han tog et skarpt ind i banen og krøllede bolden op i hjørnet på smukkeste vis.
Der stod dermed 4-1 på måltavlen i Viborgs favør, da dommeren fløjtede til pause.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Livline
Vejle-mandskabet havde derfor et bjerg at bestige i anden halvleg, hvor der skulle et mindre mirakel til, hvis der skulle point ind på kontoen.
Gæsterne formåede dog at bringe en smule spænding tilbage i opgøret efter 62 minutter, da Christian Gammelgaard flot sparkede bolden ind fra kanten af feltet.
Men det helt store comeback udeblev.
I stedet kunne hjemmeholdet lukke og slukke kort før tid, da Mads Søndergaard steg til vejrs og stangede et hjørnespark ind i netmaskerne.
Vejle Boldklub tabte dermed 2-5 til Viborg og indtager fortsat sidstepladsen i 3F Superligaen med ti point efter 16 spillerunder.

Skandaløse scener i Parken: Pinligt for FCK
Hattrick | Afsnit 82FC Midtjylland er danske pokalmestre anno 2026. Ulvene vandt torsdag finalen med 1-0 over FC København, og det er meget sæsondefinerende for begge klubber.
Læs mere
Vejle Boldklub
Viborg FF
3F Superliga


































