



FC Nordsjælland var store favoritter, da de fredag aften tog imod Vejle Boldklub på Right to Dream Park.
Begge hold kom fra nederlag i sidste runde, og skulle derfor ud at jagte vigtige point for at nå klubbernes mål.
Hjemmeholdet fra Farum var inden kampen placeret på samme pointantal som tre andre hold fra fjerde- til syvendepladsen. De skulle bruge en sejr i kampen for at undgå at blive sorteper i top-6-kampen.
Vejle roder rundt i en helt anden ende af ligaen og fokuserer på en anden vigtig skillelinje – nedrykningsstregen.
En lynstart
Der gik ikke lang tid før hjemmeholdet kunne række hænderne i vejret. Efter tre minutter modtog Sindre Walle Egeli bolden på sin højre kant, hvor han lavede en hurtig step-over og fandt Benjamin Nygren inde i feltet.
Svenskeren kunne uhindret sætte højrefoden på og sende bolden ind bag Vekic. 1-0-målet var Nygrens niende i sæsonen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Hård start for Vejle som var presset i bund af hjemmeholdet, der modsat havde fået en perfekt start.
FCN-dominansen fortsatte. Det inkluderede blandt andet et Peter Ankersen-forsøg, der testede Vekic samt et Caleb Yirenki-hovedstød snert forbi stolpen.
Men ud af det blå dukkede brandvarme German Onugkha op for Vejle.
En bold blev sendt i dybden mod Kristian Kirkegaard, som flot tæmmede den med brystet og sendte den mod FCN-målet fra en skarp vinkel.
Andreas Hansen reddede skuddet, men måtte parere den lige ud i fødderne på Onugkha, som gjorde det til 1-1 uden problemer. Det var Vejle-angriberens femte mål i de første fire kampe i foråret.
Så hurtigt kan det gå
Fra anden halvlegs start satte FC Nordsjælland sig igen på kampen, selvom Vejle også kom med offensive ryk.
Blandt andet efter ti minutter af anden halvleg, hvor farlige Onugkha havde god plads til en afslutning, men gled i skudøjeblikket.
I stedet kunne FCN gennemføre et angreb lige efter, hvor bolden i første omgang landede ved Peter Ankersen. Hans højre fod kender vi, og han kunne sende et flot indlæg ind mod Egeli.
Her skulle nordmanden vise sig at være stærkere på låget end de ellers høje Vejle-stoppere. Egeli hoppede ganske enkelt højere og fik headet bolden ind i Vejle-målet til 2-1 – Kort efter Onugkhas chance i den anden ende.
Vejle kæmpede godt, men havde svært ved at lægge et decideret tryk mod FCN-defensiven. FCN skulle også sætte kniven ind mod slutningen.
Nygren tacklede bolden tæt på Vejles mål, hvorefter Gustav Wikheim modtog bolden og afsluttede mod kassen. Vekic afgav en ripost, som Caleb Yirenki satte ind.
Det blev den sidste scoring i en overbevisende FCN-præstation. Dermed kunne FC Nordsjælland tage en 3-1-sejr og tre vigtige point i kampen om top-6.
Modsat er det Vejles andet nederlag i streg. De har stadig seks point op til stregen.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC Nordsjælland
Vejle Boldklub
3F Superliga



































