OB er tæt på at blive en midtbanespiller rigere.
Fredag morgen meldte den tyske avis Bild således, at 25-årige Anssi Suhonen har kurs mod Fyn, hvor han fredag skal gennemgå sit lægetjek.
Suhonen, der kommer til OB fra HSV, er en fast del af truppen på det finske landshold, og Bold har derfor taget en snak med landstræner Jacob Friis for at blive klogere på den kommende Superliga-spiller.
- Han har været med til alle fem samlinger, som jeg har haft i mit første år som landstræner, fortæller Friis til Bold og fortsætter:
- Han spiller på den centrale midtbane, hvor der er god konkurrence om minutterne, så han har ikke spillet fuld tid. Men vi synes, at han har et stort potentiale, og han er meget spændende.
- Han er en kæmpe teamspiller, som er yderst hårdtarbejdende. Beder du ham om at gå igennem en mur, så gør han det, siger Finlands landstræner.
Anssi Suhonen skifter til OB fra den tyske klub HSV, hvor han slet ikke har spillet i denne sæson.
Artiklen fortsætter efter billedet

Jacob Friis glæder sig derfor over skiftet, da han ser et stort potentiale i Suhonen, som kan blive udløst i de rigtige rammer.
- Det er noget af det, som man man går og venter på som landstræner - at han finder et sted, hvor han kan vise alt det, som vi kan se, at han har i sig. Så vi kan få potentialet udfoldet, siger Friis, som godt kan se, hvorfor det er netop OB, der sætter kløerene i finnen:
- Jeg tænker, at det er en grund til, at det er OB, der henter ham. Han arbejder meget højintenst, hvilket passer godt til deres spillestil. Han er også en god boldspiller, der gerne vil deltage i spillet. Han har en god pasningsfod og et lavt tyngdepunkt.
- Vi synes, at det er godt set af OB, og så bliver det spændende at se ham i Superligaen. Det er jo en liga, som jeg naturligvis kender godt, og jeg synes, at den er på et højt niveau.
- Anssi har været i HSV, lidt i Östers og i Regensburg, så jeg synes, at det er godt, at han finder en klub på et højt niveau, så han forhåbentlig kan tage det næste skridt. Det er det, som vi mangler at se - at han får et kontinuerligt forløb i en klub over længere tid.
Får ingen problemer med Zorniger
Siden sommer har cheftræneren i Ådalen heddet Alexander Zorniger.
Tyskeren er kendt for at forlange meget af sine spillere, men det bliver ifølge Jacob Friis ikke et problem at få Anssi Suhonen til at makke ret.
- Han er en type, der gerne vil løbe meget og presse uden bolden. Jeg skal jo ikke udtale mig på OB’s vegne om, hvordan de vil bruge ham, men når vi spiller 4-3-3 på landsholdet, så er det ofte med ham på 8’eren.
- Men Anssi hopper på den opgave, han får, og han kan derfor også godt spille eksempelvis en kant, der går ind i banen.
- Nu skal jeg passe på, hvad jeg siger, men jeg tror ikke, at Zorniger får problemer med hans disciplin og arbejdsvillighed. Det kommer ikke til at tage mange sekunder at sætte ham ind i tingene.
- Og så er han faktisk bedre til tysk end engelsk, siger Jacob Friis med et grin.
Selv om Anssi Suhonen om lidt skifter Bundesligaen ud med Superligaen, så er den finske landstræner glad for valget.
Jacob Friis mener, at midtbanespilleren bliver matchet på et højt niveau i Danmark.
- Jeg har set mange ligaer det seneste år i mit landstrænerjob, og det er jo desværre ikke så meget Champions League, jeg scouter. Det er mere 2. Bundesliga og den tjekkiske eller polske liga.
- Jeg synes, at Superligaen har et højt niveau, og det er både taktisk, teknisk og strukturelt, og derfor er det for mig sammenlignet med så mange andre ligaer et spændende skifte.
- Der er store krav i Superligaen, og den er meget kompetitiv. I eksempelvis Allsvenskan er der nogle topkampe, men der er også mange opgør mod middelmådige modstandere. Det har du sgu ikke i Superligaen, slår Jacob Friis fast.
Anssi Suhonen er 25 år og står noteret for 52 førsteholdskampe for HSV.
Til sommer udløber finnens kontrakt, og Bild skriver, at HSV får et femcifret beløb for Suhonen - altså under 100.000 euro.
Anssi Suhonen har spillet 12 A-landskampe for Finland.

Superliga-profiler siger farvel
Hattrick | Afsnit 81Real Madrid kaldte tirsdag aften til et højst usædvanligt pressemøde med Florentino Pérez efter dage med kaos, rygter og massiv uro omkring den spanske storklub.
Læs mere

OB
Hamburger SV
3F Superliga


































