2023-12-01 07:30:00

'Partymir' elskede at feste i København: Måtte stå skoleret hos Ståle

I første afsnit af årets bold.dk-julekalender fortæller den karismatiske brasilianer Claudemir om sin tid i FC København. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

3F Superliga - 17. runde

FT

FCK

1 - 2

AGF

I årets julekalender på bold.dk går vi nostalgiens vej og retter fokus mod tidligere udenlandske Superliga-profiler, der har sat sit aftryk på dansk fodbold.

Vi taler med nogle af de største publikumsfavoritter om tiden i Danmark, om gode minder på og uden for banen, sjove anekdoter, hvad de laver i dag og meget andet.

Bag første låge gemmer sig ingen ringere end den tidligere FC København-profil Claudemir.

bold.dk har taget en lang snak med den nu 35-årige brasilianer, der fra 2010 til 2015 var en stor profil for FC København, og de udrettede store ting sammen.

Claudemir har endnu ikke stoppet sin aktive karriere, og han spiller til dagligt for Slaven Belupo i den bedste kroatiske række.

I FCK nåede han at spille 184 kampe, men der er særligt én kamp i FCK-trøjen, der stadig står meget klart i Claudemirs hukommelse – og det gør den nok også hos mange FCK-fans.

Vi spoler tiden tilbage til den 2. november 2010, hvor der var meget fornemt besøg i Parken. På den anden side af græstæppet stod FC Barcelona, der stillede med profiler som Lionel Messi, Andrés Iniesta, Xavi Hernandez, Puyol og David Villa fra start.

Artiklen fortsætter under billedet.

Efter en halv times spil viste Messi sin skarphed, da han kynisk sendte bolden i kassen, men et minut senere skete det, som Claudemir aldrig kommer til at glemme.

Fra bagerste stolpe fik brasilianeren sendt bolden ind bag Victor Valdés i Barcelona-målet, og målet husker han, som var det i går, fortæller Claudemir til bold.dk.

- Jeg husker alt fra den kamp, og jeg kommer aldrig til at glemme det.

Artiklen fortsætter efter billedet

3F Superliga -'Partymir' elskede at feste i København: Måtte stå skoleret hos Ståle
Foto: Albert Gea/Reuters/Ritzau Scanpix

- Det var fantastisk at spille i Champions League, og vi scorede mod en stor klub som Barcelona. De havde et fantastisk hold med spillere som Iniesta, Xavi, Dani Alves, Messi og David Villa.

- Efter kampen sagde Ståle til mig, jeg var skyld i, at alle i Brasilien ville drikke, fortæller Claudemir.

Det var ikke kun Claudemir, som målet betød meget for. Det var en rigtig stor dag for hans far, der snakkede om målet, indtil han blev lagt i graven.

- Da min far døde, lagde jeg støvlerne fra den kamp med ham i graven. For det var hans drøm at se mig spille fodbold på det niveau.

- Jeg er meget glad for, at jeg kunne score det mål for ham. Det var et stort øjeblik for ham, da jeg scorede.

- Han snakkede med sine venner om det mål hele tiden, men der var selvfølgelig andre fede kampe også, men det her er den mest specielle i hele min karriere, siger Claudemir.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Fede trøjer til samlingen
Claudemir har aldrig været bange for at spørge andre spillere om trøjer, og han har også nogle fede i samlingen derhjemme – blandt andet fra den store kamp mod Barcelona.

- Jeg fik Piques trøje efter Barcelona-kampen, og da vi spillede mod Real Madrid i 2013 byttede jeg trøjer med Benzema, Di Maria og Marcelo.

- Jeg skiftede bare trøjer med så mange som muligt. Jeg fik faktisk også Pepes trøje, men den gav jeg videre til Cesar Santin.

- Mod Juventus fik jeg også trøjen fra en af de største spillere for mig, Pirlo. Den trøje har jeg herhjemme, for den gemmer jeg til mine søn, når han bliver ældre.

- Han er snart ni år, og han elsker fodbold, så den bliver han nok glad for, siger Claudemir med et grin.

’Partymir’
Selvom Claudemirs præstationer på banen taler for sig selv, så vil flere nok også kunne huske, at han også præsterede godt i det københavnske natteliv.

Claudemir har aldrig lagt skjul på, at han bestemt ikke havde noget mod at feste, men havde han haft samme mindset som nu, så var han nok blevet hjemme en gang eller to, fortæller Claudemir.

 - Jeg kunne godt lide at feste, da jeg var i Danmark, men nu er jeg lidt ældre. Dengang var jeg en ung spiller, og hvis jeg havde samme tilgang til tingene, som jeg har nu, så havde jeg ikke festet så meget.

- Sådan er fodboldlivet. Man får en masse erfaringer i livet. Nogle af dem er gode, nogle af dem er dårligere.

- På banen gjorde jeg mit bedste. Jeg kæmpede altid for FC København.

- Danmark er et godt sted at feste, og det skal de unge spillere passe på. Fodboldlivet er ikke langt, så man skal passe på sin karriere, så man kan spille lidt længere.

- Jeg havde tillid fra træneren, og hvis man er glad i klubben, så kan man gøre det godt på banen, men jeg vil huskes for det, jeg lavede på banen og ikke uden for, siger Claudemir.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Der er dog en enkelt bytur, som Claudemir husker særligt godt, for her var han og de andre spillere tæt på at få en ordentlig skideballe af Ståle Solbakken.

- Jeg kan huske en sjov historie fra mit første år i klubben, hvor vi vandt ligaen syv runder før tid.

- Her gik næsten alle spillere ud for at feste dagen efter, og dagen efter sad vi skoleret hos Ståle, hvor han spurgte, hvem der havde været ude dagen inden.

- Der var først to spillere, der tog hånden op, og så var der så otte andre, der også turde at række hånden i vejret.

- Så sagde han: ’Okay, okay I skal bare stadig passe på, for vi har stadig syv kampe tilbage i sæsonen’.

- Hvis vi kun havde været to spillere i byen, så var han blevet tosset, men da han så, at vi var så mange, så blev han ikke sur, fortæller Claudemir.

Ståle havde oprindeligt ikke noget mod, at man var ude at hilse på byen en gang imellem, men efter nordmanden kom tilbage fra et ophold i Tyskland, var der andre boller på suppen.

- Han var ikke helt glad, hvis man kom til at feste uden hans tilladelse. De første år var han ikke så sur, hvis man festede lidt.

- Men efter han havde været i Tyskland, da han kom tilbage, så blev han lidt mere sur, hvis man tog ud.

- Jeg kan huske dagen inden et derby, hvor han sagde til mig: ’hvis du ikke spiller ordentligt, så kommer du kun til at spille hjemmekampe fremover’, fordi jeg havde hygget mig lidt.

- Vi vandt kampen 2-0, og jeg lavede to assister til Igor Vetokele, så det var det perfekte svar, siger Claudemir med et stort grin.

FCK-tatovering
FCK har en helt speciel plads i Claudemirs hjerte, for det var her, han har spillet karrierens største kampe, og derfor er huden også blevet prydet med et FCK-logo.

- Jeg havde en god tid i klubben, og jeg har også en FCK-tatovering, for det er den klub, der har gjort mig allermest glad i min karriere.

- De gav mig muligheden for at spille Champions League og Superligaen, og klubben er selvfølgelig i mit hjerte.

- Jeg har tatoveringer fra flere af de klubber, jeg har spillet i, for klubberne har været vigtige for min karriere, men klubber som Brugge og FCK har en helt speciel plads hos mig og min karriere.

- Det er det minimale, jeg kan gøre, for klubberne har gjort alt for mig.

- Jeg elskede at bo i Danmark. Det har været på besøg flere gange, efter jeg forlod klubben, for Cesar Santin bor stadig i Danmark.

- Jeg kommer for at besøge ham og andre venner, jeg har i Danmark, fortæller Claudemir til bold.dk.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Især fansene er noget, som stadig står klart i erindringen hos Claudemir, og han vil aldrig glemme den støtte, han fik i sine fem år i klubben.

- FCK-fansene er Skandinaviens bedste fans. De støttede altid mig og holdet, så de har en speciel plads i mit hjerte, og vi gjorde det godt sammen.

- Jeg ser hele tiden videoer på Instagram og YouTube fra fansene, og de er vilde.

- Der er også flere mennesker på stadion nu, end da vi spillede. Der er virkelig god støtte til hver kamp nu, og det er meget imponerende, siger brasilianeren.

Claudemir følger også stadig med i de fleste af FCK’s kampe, og da FCK udlignede til 2-2 mod Manchester United i Parken, sendte han i video-jubel, mens han fulgte med hjemme på computeren.

Har flere år tilbage på banen
Selvom alderen nærmer sig 36, så har Claudemir ingen planer om at stoppe med at spille fodbold, for han føler sig stadig frisk.

Ved udgangen af maj udløber kontrakten i den kroatiske klub dog, og Claudemir ved ikke, hvad der kommer til at ske herefter.

- Jeg har kontraktudløb til maj næste år. Sidste år spillede jeg i Portugal, hvor jeg næsten spillede hver kamp, og jeg har det stadig godt mentalt og i kroppen.

- Jeg har ikke haft nogen store skader i min karriere, og det har hjulpet mig meget. Jeg håber, jeg kan spille et eller to år mere.

- Jeg føler mig stadig frisk, og jeg kan spille 90 minutter uden problemer. Det vigtigste er det mentale. Hvis det går godt med det, så kan jeg godt spille to år mere, fortæller Claudemir.

I morgen, lørdag, er der selvfølgelig ny julekalender-artikel, hvor man kan høre fra en tidligere Superliga-træner.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Artiklen fortsætter efter indholdet

3F Superliga - 17. runde

FT

FCK

1 - 2

AGF

Annonce

8 kommentarer

Se kommentarer
Annonce