2022-08-14 15:55:42

Silkeborg i nedtur - sat på plads af Viborg

Silkeborg led søndag deres første nederlag i denne sæson, da Viborg sikrede sig en 2-0-sejr efter en god første halvleg, hvor Christian Sørensen stod bag et flot mål.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forretten inden den europæiske middag.

Sådan var det for både Viborg og Silkeborg, da de to mandskaber tørnede sammen på et glohedt Energi Viborg Arena i jagten på point i 3F Superligaen.

I den kommende uge skal Viborg en tur til London for at møde West Ham, mens Silkeborg skal møde HJK Helsinki i Finland. 

Men om tankerne var på Europa League-bold for Kent Nielsens tropper vides ikke, men SIF-spillerne fik en kedelig start på søndagens duel.

Viborg var nemlig det bedste hold i indledningen, hvor de lagde aggressivt fra land. Det var også tæt på at give pote i starten, hvor blandt andet Jay-Roy Grot var ved at komme på tavlen, men intet mål i denne omgang for hollænderen.

Grot fortsatte dog jagten på sin første sæsonscoring, og efter 13 minutter kom forløsningen så endelig for den store angriber. 

Her var det Christian Sørensen, som vanen tro kom med frem og slog et indlæg i boksen, som Grot kunne prikke ind i netmaskerne til 1-0.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det var Viborgs halvleg, da det var sjældent, at Silkeborgs offensiv fik vist sig frem, og derfor var det da også Justin Lonwijk, som var tæt på at bringe værterne foran med 2-0. 

Her svigtede skarpheden dog, da han på vej ned mod Nicolai Larsens mål endte med at tage et for langt træk.

To minutter senere viste Sørensen dog, hvordan det skulle gøres, da venstrebacken endnu engang kom med frem på kanten, hvor han lige lavede en fræk tunnel på Oliver Sonne, inden han resolut bankede kuglen i mål til 2-0.

Silkeborg havde det meget svært, og Kent Nielsens hold formåede da heller ikke at få sat Lucas Lund nede i VFF-målet rigtigt på prøve inden pausen.

Efterlysning: Hvor er Silkeborgs offensiv?

Artiklen fortsætter efter annoncen

I anden halvleg skulle Silkeborg-spillerne finde noget helt andet frem, hvis de ikke skulle ende med deres første nederlag i denne sæson, og de var da også tæt på at få en drømmestart.

Indskiftede Søren Tengstedt kom nemlig hurtigt frem til en chance, som dog blev blokeret, men så var Viborg-defensiven advaret.

Det var dog en enlig svale, da Viborg-spillerne faktisk formåede at holde SIF-spillerne fra de store chancer, da der ikke var meget saft og kraft i gæsternes offensiv.

Man skulle nemlig tro, at Lucas Lund nede i VFF-målet ville få en masse at lave, men U21-landsholdsspilleren havde en rolig kamp, og derfor var Viborg faktisk i flere omgange tæt på at lukke og slukke til 3-0.

Silkeborg var dog utrolig tæt på at skabe ny spænding i kampen, da Oliver Sonne blev spillet helt fri i feltet, efter Christian Sørensen sov i timen efter 73 minutter.

SIF-backen måtte dog have fået solstik, fordi han valgte at misbruge den store chance og skyde forbi målet, og det var billedet på gæsternes kamp.

Det var nemlig ikke til at se i søndagens duel, at Silkeborg har en af Superligaens mest farlige offensiver, og derfor formåede Viborg da også uden problemer at forsvare sejren hjem.

Med sejren ligger Viborg nu på fjerdepladsen i 3F Superligaen, hvor de står noteret for ni point. 

Silkeborg er stadig at finde på andenpladsen, selv om de søndag tabte for første gang i sæsonen, men de har nu kun et enkelt point mere end viborgenserne.

21 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce

Mest læste

annonce
annonce
annonce
0