



- Ja, det var godt sparket ind, men jubelscenen var faktisk hårdere!
Det var en Jens Martin Gammelby i blandet humør, der mødte den skrevne presse oven på 2-2-kampen i Brøndby.
Den 30-årige back har en lang fortid på Vestegnen, men søndag aften leverede han et af opgørets højdepunkter - i en Silkeborg-trøje - med et vaskeægte drømmehug, der efterlod Patrick Pentz chanceløs i hjemmeholdets bur.
- Det var for det første dejligt at score et mål, men at lægge den helt oppe i hjørnet og gøre det på den måde er selvfølgelig specielt. Det var rart at se den gå ind.
Jens Martin Gammelby startede søndagens kamp og fik dermed sine første minutter siden forårspremieren mod Vejle. Selvom det og scoringen til 2-1 inden pausen selvfølgelig var noget, han kunne glæde sig over, var han godt træt af, at det ikke blev til en sejr.
For tre point havde været nok til at sende Silkeborg i top seks og Brøndby i nedrykningsspillet. Men et sent mål af Frederik Alves tippede det hele over til de blågule.
Artiklen fortsætter efter billedet

Undervejs var gæsterne ellers foran to gange.
- Lige nu er vi skuffede, fordi vi føler, vi kunne have vundet. Vi manglede noget kvalitet i nogle afgørende situationer, og vi kunne lige så godt have stået med sejren i dag.
- Det ville være noget andet, hvis vi var blevet kørt ud på røv og albuer og tabt 0-4. Det er lidt ærgerligt at spille godt mod Brøndby på Brøndby Stadion og have følelsen af, at vi kunne have vundet og så stå med et point, selvom det isoleret set er et fint resultat for Silkeborg.
Godt nok hedder det ikke mesterskabsspil i resten af sæsonen, men Silkeborg kan stadig nå med i Europa. Enten via pokalen eller via en placering som nummer syv i nedrykningsspillet.
- Det er tungt, men vi må også se frem mod, at der er en masse at spille for stadigvæk. Også selvom jeg gerne havde set os være med i det selskab, hvor de store kampe er, sluttede Jens Martin Gammelby.
Silkeborg møder netop Brøndby senere på foråret over to opgør i pokalsemifinalen.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Silkeborg IF
Brøndby IF
3F Superliga





































