2022-11-01 12:00:02

Spillerne har talt: Her er Superligaens statsministre

bold.dk har i anledning af folketingsvalget et tema klar, hvor en spiller fra otte 3F Superliga-klubber uddeler ministerposter til holdkammerater i egen trup.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Artiklen fortsætter efter indholdet

ECL - 6. runde

FT

SIF

0 - 2

AND

Tirsdag skal danskerne en tur i stemmeboksen for blandt andet at pege på, hvem der skal være Danmarks næste statsminister.

bold.dk har i den forbindelse forhørt sig i otte Superliga-klubber om, hvem der i de respektive spillertrupper bør tildeles den magtfulde post.

Rømer træder i karakter
Hos Lyngby er der ingen tvivl hos målmanden Mads Kikkenborg, der er skråsikker omkring, at den mest magtfulde post naturligvis skal gå til holdets anfører, Marcel Rømer.

- Jeg peger på Marcel Rømer. Han er anfører og står bare øverst i hierarkiet. Når han taler, så lytter man, og han er typen, der går forrest og træder i karakter, når der er behov for det, både på og uden for banen. 

- Man kan læne sig op ad ham, og han er der altid, når der er brug for ham, lyder det fra Kikkenborg.

Svensk styring i Randers
Hos Randers FC har forsvarsspilleren Daniel Høegh valgt at give den flotte statsminister-titel til holdets svenske keeper, Patrik Carlgren.

- Jeg peger på Patrik Carlgren. Jeg tænker, at en statsminister skal være en, der er god til at tage beslutninger, kan gå forrest, tage tyren ved hornene og ikke er bange for at tage teten den vej igennem. 

Artiklen fortsætter efter billedet

3F Superliga -Spillerne har talt: Her er Superligaens statsministre
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

- Jeg synes, at Carlgren opfylder de kriterier. Han siger sin mening og tør at stå ved den, siger Høegh. 

Fladt hierarki i OB
På Fyn er det en anelse sværere at udpege en enkelt spiller til den ansvarsfulde post. Holdets anfører, Jeppe Tverskov, forklarer, at klubben praktiserer et fladt hierarki.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg tror, vi er et par stykker. Det er klart, at som anfører er jeg nok en del af det, men vi prøver at køre et så fladt hierarki som muligt, og det samme gælder i anførergruppen, så alle bliver hørt lige meget.

- Vi er efterhånden nogle ældre spillere, der har været der i noget tid, og nu har vi også fået Bjørn Paulsen og Martin Hansen ind, men ellers er det meget Issam Jebali, Bashkim Kadrii og mig, der har været en del af anførergruppen i noget tid, siger han.

Drachmann samler Horsens
I Horsens er der ingen slinger i valsen omkring udpegelsen af en statsminister i truppen. Forsvarsspilleren Magnus Jensen er prompte til at vælge Janus Drachmann.

- Der er den oplagte, og det er Janus Drachmann. Det er en statsminister, der samler folk, og det er 100 procent Janus Drachmann. Så hvis man kan kombinere en smule med socialminister, så det er 100 procent ham.

- Han er en samlende figur både på og uden for banen. Han giver meget af sig selv, og han vil gerne sørge for, at vi alle sammen har det godt. Han sætter en masse sociale arrangementer op, så det er uden tvivl ham, siger han. 

Lucas Andersen går forrest i AaB
Der var ikke meget tvivl hos Kristoffer Pallesen. Lucas Andersen, der også er holdets anfører, er holdets statsminister, selvom han ikke nødvendigvis er den, der råber højest. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den er der ikke så meget hokus pokus i. Den tilfalder vores anfører Lucas Andersen. Hans retning følger vi 100%.

- Det er ikke fordi, han ikke kan hæve stemmen, men han er i højere grad et godt eksempel som leder, og han viser retningen ved at gå forrest. Han gør det godt som anfører, siger Kristoffer Pallesen. 

Maxsø er lederen
Hos Brøndby er det angrebskometen Mathias Kvistgaarden, der har stået for at pege på holdets statsminister, og det viste sig at være en let opgave for U21-landsholdsspilleren.

- Som jeg nok vil tro på de fleste hold, så er det anføreren Andreas Maxsø. Han er den, der går forrest og hjælper de unge i svære tider, og den der hjælper de ældre i svære tider. Han er en leder, som man ser på banen, siger Kvistgaarden.

Truppen adlyder kaptajnen i Viborg
Viborgs midtbanespiller Jakob Bonde peger på anfører Jeppe Grønning. Kaptajnen har en stor stemme i truppen, men han arbejder i det skjulte, når der laves fis og ballade. 

- Det må vel nok være Jeppe Grønning. Kaptajnen, der er god til at tage teten, og som folk respekterer og adlyder. 

- Han er god til at have en lille finger med, og måske planter han ideer ift. pranks og lignende. Men når synderen skal findes, så vasker han glædeligt sine hænder, siger Bonde. 

'Ogge' er stemmesluger i Silkeborg
I Silkeborg fortæller de to kredsformænd Tobias Salquist og Mark Brink, at der ikke er tvivl om statsministerposten.

- Andreas Oggesen styrer omklædningsrummet og tager den sidste beslutning i alt, fortæller Salquist. 

Hvordan har han arbejdet sig op til den status?

- Han er så sjov. Han er verdensklasse. Hvis der er noget, vi ikke kan blive enige om, kigger vi på ‘Ogge’. Og så tager han en beslutning, siger Tobias Salquist, mens Mark Brink uddyber:

- Han er vellidt af alle, og i en valgkamp ville han trække klart flest stemmer!

bold.dk har været i kontakt med FC København, FC Midtjylland, AGF og FC Nordsjælland, men klubberne ønskede ikke at deltage.

Artiklen fortsætter efter indholdet

ECL - 6. runde

FT

SIF

0 - 2

AND

3 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce
annonce
annonce
annonce
0