I en sport, hvor milliarder bliver brugt på at finde den mindste fordel, findes der stadig et område, som næsten alle ignorerer.
Det er et våben, der bliver brugt 40-50 gange pr. kamp og sluger omkring 20 minutter af spilletiden. Det er et undervurderet element i moderne fodbold, som Thomas Grønnemark kæmper for.
Indkastet.
Den danske specialist har i over 20 år nærstuderet indkastdisciplinen til et punkt, hvor han i dag er kendt i hele verden for sin ekspertise.
Han har været verden rundt for at lære fra sig, mens han har ført klubber til titler og stor succes ved at have vist dem de små procenter, som kan gøre forskellen.
Grønnemarks cv tæller blandt andre klubber som Brentford, Dortmund, Ajax, Liverpool og Arsenal, som senest vandt det første mesterskab i over 20 år.
Men alligevel mener Grønnemark, at det er et unuanceret billede af indkast i moderne fodbold, da der bliver set ned på 'kunsten'.

'Åh, lange indkast igen'
Der var engang, hvor indkast var noget, der bare skulle overstås. Det blev set som en knold på banen, man bare skulle igennem.
Men i det seneste årti er der sket en massiv udvikling med klubber, som har fået øjnene op for, at et langt indkast også kan bruges som et våben på banen.
Det kan være forskellen på sejr og nederlag.
Herhjemme har FC Midtjylland perfektioneret disciplinen og er en trussel, hver gang en spiller som Mads Bech løber ud for at tage et indkast nær modstandernes felt.
I England er det nærmest som et straffespark for Arsenal, da de engelske mestre har nydt godt af, når Declan Rice og Riccardo Calafiori formår at kaste bolden ind i feltet.
Thomas Grønnemark er det, som han selv kalder for freelance indkast-specialist. Han rejser verden rundt for at hjælpe klubber i alle mulige størrelser.
Men det handler om mere end lange indkast til forreste stolpe, slår danskeren fast.
- Noget af det, som mange undervurderer, er jo det med antallet af indkast. Der er typisk 40-50 indkast i en kamp, og man bruger typisk omkring 20 minutter på selve indkast-situationerne, hvis man tæller det efterfølgende spil med. Det fylder ekstremt meget.
- Holdene har bare gennem historien undervurderet indkast. Det gælder ikke kun trænere, spillere og klubber, men det gælder også eksperter og journalister.
- Så først og fremmest bliver der nærmest aldrig talt om indkast. Når det så endelig en sjælden gang bliver talt om indkast, så er det: 'Åh.. nu er det lange indkast'.

- Og jo, de lange indkast kan være farlige. Jeg har jo trænet flere klubber, blandt andet FC Midtjylland og Brentford, der er uhyggeligt farlige på lange indkast.
- Men hvis du spørger mig, er de hurtigere og de klogere indkast - alle de andre indkast rundt på banen, de mest vigtigste.
Er indkast ødelæggende?
Om man vil det eller ej, har indkast flere gange vist sig at være forskellen på, om en klub bliver mester eller må nøjes.
Det har man set i dansk fodbold, hvor FC Midtjylland har været 'frontrunner' på at udnytte indkast, og det var Bold-chefredaktør Michel Wikkelsø Davidsen ikke fan af sidste år.
- Det virker dog til, at de midtjyske esser her i den nervepirrende slutfase af Superligaen er sat mere i verden for at skaffe et hjørnespark eller langt indkast.
- Det gør sgu ondt i mit fodboldhjerte, og det bekymrer mig også på dansk fodbolds vegne, skrev Michel Wikkelsø Davidsen i forbindelse med sidste sæsons mesterskabskamp.
I England er Arsenal til tider blevet hånet, da manager Mikel Artetas tropper er blevet kaldt for 'Set-Piece FC'.

Thomas Grønnemark har også selv oplevet, hvordan indkast-kunsten kan blive set ned på og kritiseret.
- Jeg synes, at diskussionen om indkast er unuanceret. Det smukke ved fodbold er, når forskellige spillestile møder hinanden. Hvis alle hold spillede på samme måde, ville vi få noget kedelig fodbold.
- Hvis alle hold spillede på den måde, som Pep Guardiola vil have det med mange pasninger, ville fodbolden blive røvkedelig. Hvis alle hold kastede lange indkast hele tiden, ville det være røvkedeligt.
Kæmper mod 'vindmøller'
Thomas Grønnemark tilføjer, at det er nemt at kritisere indkast og kalde det for 'ødelæggende' for fodbolden.
Det skyldes, at man i moderne fodbold slet ikke ser rigtigt på, hvad indkast rent faktisk er.
- Data- og analysemæssigt mangler man ekstremt meget i forhold til indkast for at få en fornemmelse af, hvad der egentlig virker, og hvad der ikke virker. Der er mange, som slet ikke går ned i detaljerne ved et indkast.
- Prøv at se en fodboldkamp. Man ser bare folk kaste, og så er der ikke mere. Man taler slet ikke nok om, hvorfor klubberne gør det. Det kommer ned til én ting, og det er mangel på viden om indkast.
- Det er både offensivt, når man selv har bolden. Men det er jo også defensivt, når modstanderne har et indkast, fordi det træner jeg klubberne lige så meget i.
- Så vi er stadigvæk meget, meget, meget langt fra at få en stor forståelse af, hvordan man gør indkast gode.

Den danske specialist tilgang til fodbolden præger også hans syn på indkast.
Han vil gerne have et hurtigt spil på banen. Han vil gerne se kreativitet sprede sig hos spillerne, men sådan ser andre dødboldstrænere bestemt ikke på indkast.
- Der kæmper jeg lidt mod 'vindmøller', fordi en ting er, at jeg synes, der er nogen, der måske kaster for mange lange indkast, specielt med dårlig kvalitet. Men så har vi også mange af de nye dødboldstrænere, der gerne vil sætte indkast op som nogle få rutiner. Og det ødelægger spillet.
- Jeg træner egentlig indkastintelligens i det med at skabe rum for hinanden og måden, hvor man kan træffe de rigtige beslutninger, så man i teorien har tusindvis af løsninger.
- Jeg bliver ved med at kæmpe for det gode indkast og kvaliteten af fodbolden, afslutter Thomas Grønnemark.
Thomas Grønnemark har tidligere haft verdensrekorden for det længste kastede indkast. I weekenden noterede han sig for en ny verdensrekord.
Her slog danskeren rekorden i at kaste længst på én time. Den tidligere rekord lød på 4.324 meter, men Grønnemark satte sig på indkast-tronen igen ved at kaste imponerende 5.156 meter på én time, hvor han kastede 221 gange.

Mortensen splitter Aarhus: Eftermælet er ødelagt
Hattrick | Afsnit 93Er Patrick Mortensen stadig en legende i Aarhus - eller har han spoleret sit eftermæle med skiftet til rivalerne fra Brøndby? Der er i den grad delte meninger i Smilets By om det kontroversielle skifte.
Læs mere

FC Midtjylland
Arsenal
3F Superliga































