
14 kampe uden sejr og en plads helt alene i bunden af 3F Superligaen.
Det har ikke været nemt for oprykkerne fra Lyngby i denne sæson, hvor de endnu ikke havde formået at gå fra banen med fuld gevinst, og søndag skulle de så forsøge at drille AGF.
Gæsterne fra Smilets by var også på jagt efter en tiltrængt sejr, efter de i fire kampe blot havde fået to point.
Lyngby havde valgt at stille op i en ny formation, da de lagde ud i en 4-3-3, men det var alligevel AGF, som var tættest på at få gang i måltavlen på Lyngby Stadion.
Her var det den farlige midtstopper Yann Aurel Bisseck, som viste sig godt frem med en god tur op ad venstrekanten. Her nåede han frem til baglinjen, men indlægget fandt ikke en medspiller inde foran målet.
Efterfølgende havde Kevin Yakob og Tobias Mølgaard også chancen for at bringe AGF i front, men det var kun lige ved og næsten, da sidstnævnte blandt andet sendte kuglen i sidenettet.
Lyngby kunne ikke få noget som helst til at fungere, og dermed fik de i første halvleg ikke ramt en eneste gang inden for målrammen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det gjorde AGF dog, men når de endelig fik ordentlig ramt på kuglen, var Mads Kikkenborg klar inde på stregen, og derfor var stillingen 0-0 ved pausen.
AGF-jubel blev ødelagt af VAR
I anden halvleg vågnede hjemmeholdet dog op til dåd, og de var tæt på en drømmestart.
Her var det Adam Sørensen, som efter kun fem minutter formåede at smide en bold i feltet, hvor den modsatte back, Kasper Jørgensen, kom løbende, men forsøget røg forbi kassen.
Det var en livlig start på anden halvleg, hvor Rezan Corlu nu også ville lege med. Her fik han testet Jesper Hansen fra en spids vinkel.
AGF fik dog sendt bolden i mål efter 61 minutter, da Eric Kahl havde taget løbet op i Lyngby-feltet, men glæden blev kort, da svenskeren var i offside.
Med 20 minutter igen kunne AGF-fansene dog endelig juble over en scoring, da en stor fejl af Mads Kikkenborg kostede dyrt.
Han kunne ikke bokse et hjørnespark væk, og så endte den i stedet hos Yann Aurel Bisseck, som lidt heldigt fik headet bolden ind i netmaskerne.
Dermed kunne AGF-fansene så bryde ud i jubel, men da AGF var nåede på plads på egen banehalvdel, forsvandt glæden igen.
Dommer Morten Krogh blev nemlig kaldt ud til VAR-monitoren, og efter et gennemsyn valgte han at annulleret mål, efter Bisseck havde headet bolden ned på sin egen arm.
Kæmpe drama i overtiden
Lyngby slap derfor med skrækken, og dermed jagtede de fortsat deres første sejr. Her var Magnus Kaastrup tæt på den store forløsning, men trods en god dribletur og et godt skud var det ikke ikke i denne omgang, at Lyngby kom foran.
Kort før tid var Lyngby tæt på at bringe sig i front, da indskiftede Sanders Ngabo lige pludselig forvandlede sig til Lionel Messi.
Det store Lyngby-talent snød den ene AGF-spiller efter den anden, hvor han nåede frem til feltet. Her var han dog ikke i balance ved sit skud, og dermed var der ikke nok saft og kraft i afslutningen.
Det var ellers Lyngbys store chance, som de skulle have taget, fordi i overtiden meldte Patrick Mortensen sig på banen.
Her var der ingen af Lyngby-spillerne, som kunne følge med Mikael Anderson ude på venstrekanten, som slog et indlæg ind i boksen.
Her var der heller ingen i kongeblåt, som havde styr på Mortensen, og så blev AGF-anføreren den store helt, da han fik prikket bolden over stregen.
Dermed endte søndagens duel mellem Lyngby og AGF med en 1-0-sejr til klubben fra Aarhus.
AGF står nu noteret for 21 point, som er det samme antal som Silkeborg på fjerdepladsen i rækken.
Lyngby har derimod fortsat kun fem point nede på sidstepladsen i 3F Superligaen.