Transfervinduet er åbent, og derfor er de danske klubber i denne tid i gang med at forberede sig til den kommende sæson i Superligaen.
Her har de danske klubber mulighed for at se på en bred vifte af spillere, som i skrivende stund står uden kontrakt.
30. juni udløb flere kontrakter, og derfor kan disse spillere nu forhandle med mulige bejlere.
Men hvem er der egentlig på Superligaens tag selv-bord?
Her får I ti spillere, som i sidste sæson spillede i Superligaen og nu kan hentes gratis.
Thomas Mikkelsen
42 år
Senest i Brøndby IF.
Efter fem år på Vestegnen sagde Thomas Mikkelsen farvel til Brøndby IF denne sommer.
Selvom den erfarne keeper nu er blevet 42 år, har han på ingen måde planer om at smide handskerne på hylden.
- Jeg har ingen ambition om at stoppe. Så det bliver meget spændende at se, om der sker noget.
- Et godt projekt i 1. Division ville også være meget interessant, og det kan helt sikkert godt være vejen til at opnå mit mål, har Thomas Mikkelsen udtalt i et interview med Bold.
Thomas Mikkelsen kom til Brøndby i 2021 og nåede 22 kampe. Han har tidligere spillet for blandt andre OB, Lyngby og FC Vestsjælland.

Mathias Zanka Jørgensen
36 år
Senest i FC København
Det blev et kort comeback i FC København for Mathias Zanka Jørgensens vedkommende, da han efter få måneder ikke fik forlænget sin aftale.
Zanka har tidligere givet udtryk for, at han kun ville spille for FC København herhjemme, men han har fortsat ikke valgt at lægge støvlerne på hylden.
Artiklen fortsætter efter billedet

Spørgsmålet er så bare, hvor Zanka i så fald vil fortsætte karrieren.
I denne tid træner den 36-årige midtstopper med i sin barndomsklub B.93, som cheftræner Kasper Lorentzen har bekræftet over for Bold. Der er dog blot tale om en vennetjeneste.
Mathias Zanka Jørgensen har været vidt omkring i sin fodboldkarriere, da han kan skrive PSV, Huddersfield, Fenerbahce, Fortuna Düsseldorf, Brentford, Anderlecht og LA Galaxy på cv'et.
I den seneste sæson nåede han 14 kampe for FC København, hvor han flere gange blev fremhævet som bedste mand hos Løverne.

André Rømer
32 år
Senest i Randers FC
Spilletid er vigtig for André Rømer, som ikke fik det ønskede antal minutter i Randers FC-trøjen.
Det førte til, at parterne valgte at skilles ved kontraktudløb denne sommer, selvom der var en god dialog om fremtiden.
Et kig på sidste sæson viser da også, at Rømer havde lang vej til pladsen blandt cheftræner Rasmus Bertelsens udvalgte, da han kun startede inde i otte ud af 29 Superliga-kampe.
Her blev han indskiftet 15 gange.
Derfor går turen nu videre for Rømer, som har fået sin fodboldopdragelse i Køge Boldklub. Der løber storebror Marcel Rømer rundt i denne tid, da han er på kontrakt i HB Køge.
Om det nu er tid til en genforening mellem brødrene, vides ikke.
Mens jagten på en ny klub er indledt, træner Rømer fortsat med i Randers FC.
- Jeg har intet imod menneskerne i klubben. Vi var bare uenige om, hvor meget jeg skulle spille, og sådan er det nogle gange. Man kan godt være uenig, uden at man skal blive personlig og have alt for ondt i røven, har André Rømer fortalt i et interview med Randers Amtsavis.

Jeppe Andersen
33 år
Senest i Silkeborg IF
To sæsoner i Silkeborg IF blev det til for Jeppe Andersen, som nu også står uden kontrakt.
Den 33-årige midtbanespiller har næsten spillet 100 kampe i Superligaen, men i karrierens efterår er Andersen også klar til at kigge nedad i de danske divisioner.
- Det kunne sagtens være i 1. division, hvis det er det rigtige, men det er lidt lettere at sige, når man sidder med noget konkret på hånden, har Jeppe Andersen udtalt til Bold i et interview.
I 1. division finder man to af Andersens tidligere klubber i form af Vejle Boldklub og Esbjerg fB, og det har da også strejfet hans tanker.
- Det er to steder, som jeg har været i mange år og har haft det godt, så selvfølgelig har jeg også tænkt de tanker, men det er jo ikke ensbetydende med, at det kommer til at ske.
Foruden Silkeborg, Esbjerg og Vejle har Jeppe Andersen også vist sig frem uden for landets grænser med ophold i norske Sarpsborg samt den svenske hovedstadsklub Hammarby, hvor det blev til 176 optrædener, 10 mål og 15 oplæg.

Kevin Mbabu
31 år
Senest i FC Midtjylland
Her kommer det nok største navn på listen.
Kevin Mbabu skal på klubjagt, efter at han forlod FC Midtjylland efter to år på den jyske hede.
I Ikast var der store forventninger til, at Mbabu kunne løfte klubben op på et højere niveau, og mens der var flere højdepunkter, oplevede Mbabu også at være langt fra holdet.
Det blev kun til 12 startpladser i 27 Superliga-kampe.
Det ligner ikke, at Mbabu kan se sig selv i en anden Superliga-klub end FC Midtjylland, og derfor har den schweiziske back da også rettet sigtekornet mod nogle større ligaer.
- Mit mål er at finde en klub i en af top fem-ligaerne (England, Spanien, Tyskland, Italien og Frankrig, red.). Så vi arbejder på det, og jeg håber at have et svar inden for nogle uger.
- Det er min prioritet lige nu. Jeg tror stadig, jeg har niveauet til at spille for en top fem-klub. Det så jeg især i Europa League, udtalte Kevin Mbabu i et interview med Blick tilbage i maj.
Her to måneder senere har 31-årige Kevin Mbabu fortsat ikke fundet en klub.

Kristian Pedersen
31 år
Senest i FC Fredericia
Det kom som en stor overraskelse, da FC Fredericia ud af det blå hentede Kristian Pedersen i sidste sæson.
Den 31-årige venstreback kom til Monjasa Park med enorm erfaring, da han forinden havde slået sine folder i klubber som Union Berlin, Birmingham City, FC Köln, Sheffield Wednesday og Swansea.
Han kom til FC Fredericia efter flere måneder uden en klub, og opholdet i Superligaen blev bestemt heller ikke som ønsket.
Pedersen nåede kun seks Superliga-kampe for klubben, mens at han i flere perioder slet ikke var en del af truppen
Han har været ramt af skader, og det kostede ham flere måneder på sidelinjen. Det er dog uvist, hvad der har været galt med backen, da FC Fredericia dengang ikke ønskede at udtale sig om det.

Oscar Buch
29 år
Senest i FC Fredericia
Vi bliver i FC Fredericia, som alt i alt sagde farvel til hele 11 spillere, der enten havde kontraktudløb eller stoppede i klubben efter endt lejeaftale.
Oscar Buch er en af de spillere, som har haft kontraktudløb i klubben. Det kommer da heller ikke som en overraskelse, at parterne valgte at skilles denne sommer.
I sidste sæson opstod der en konflikt mellem Buch og cheftræner Michael Hansen, som ikke brugte eller valgte at udtage den offensive spiller til truppen længere.
Det fik Buch til at rette en kritik mod FC Fredericia i starten af maj.
- Det er præcis den samme Oscar Buch, der møder op til træning, som da jeg var en højt prioriteret spiller og topscorer i FC Fredericia i efteråret, så jeg undrer mig meget, men glæder mig derfor over at have kontraktudløb om godt to måneder.
Efter kritikken talte Bold desuden med Michael Hansen om konflikten.
Buch nåede at spille to sæsoner i FC Fredericia. Forinden havde han været forbi flere danske klubber.
Det var Vendsyssel FF, HB Køge, Hvidovre IF, Brønshøj Boldklub og FC Roskilde.

Hakim Sulemana
21 år
Senest i Randers
Efternavnet gjorde forventningerne store, men kvaliteterne på banen kunne ikke leve op til det.
Hakim Sulemana, som er lillebror til den ghanesiske stjerne Kamaldeen Sulemana, blev aldrig den store succes i Randers FC, som han forlod ved kontraktudløb denne sommer.
Han har dog været tæt på at lande en kontrakt i en anden klub.
Sulemana har været udlejet til Hillerød Fodbold, som faktisk forsøgte at veksle lejeaftalen til en permanent aftale.
- Når aftalen udløber ved udgangen af måneden, vender Hakim tilbage til Randers, da det ikke er lykkedes parterne at nå til enighed om en permanent aftale, lød det i en pressemeddelelse.
Sulemana forlod Hillerød med to mål i 19 kampe i bagagen. I Randers blev det blot til 11 kampe for førsteholdet.

Leeroy Owusu
29 år
Senest i OB
Mange havde nok regnet med, at Leeroy Owusu ville fortsætte i OB.
Han har imponeret i Ådalen, og parterne var da også i dialog om en kontraktforlængelse.
Men 17. maj oplyste OB, at Owusu var en af de i alt seks spillere, som man ville tage afsked med. Derfor er den 29-årige back nu mulig at hente for andre danske klubber på en fri transfer.
Bold har tidligere talt med sportsdirektør Troels Bech om, hvorfor man ikke blev enig med Owusu om en forlængelse.
- Der skal mere end to til tango nogle gange. Rigtig mange flere, da det var tre. Det har ikke været muligt at opnå enighed, og så skilles vi, som kontrakten tillader det.
- Det er som to parter, der har arbejdet godt sammen og slutter fint med tilpas meget smil om læben til, at vi også synes, at vi har gjort et godt arbejde sammen.
Owusu nåede at spille i alt 93 kampe for OB i perioden fra 2023 til 2026.
Han har tidligere været forbi klubber som Ajax, Excelsior, Almere City, De Graafschap og Willem II, inden at han tog turen til dansk fodbold.

Agon Mucolli
27 år
Senest i FC Fredericia
Agon Mucolli står også uden klub.
Det skyldes, at han og FC Fredericia blev enige om at gå hver til sit 1. juli. Her lød det således fra direktør Stig Pedersen.
- Agon er en fantastisk fyr og vi har været glade for alt det, han har bidraget med i klubben. Samtidig må vi også være ærlige omkring, at udsigten til spilletid det sidste stykke tid ikke har været, som hverken han eller vi havde håbet.
- Derfor har vi i fællesskab fundet frem til denne løsning, som giver Agon mulighed for at søge nye udfordringer, udtalte Stig Pedersen til klubbens hjemmeside.
Dermed blev aftalen ophævet et år før tid, da den stod til at udløbe i sommeren 2027.
Tiden må derfor vise, hvor Mucolli ender henne.
Den 27-årige dansk-albaner har tidligere vist sig frem i udlandet med ophold i norske Kristiansund BK og svenske Varbergs BoIS. I Danmark har han spillet for Vejle Boldklub, OB og FC Fredericia.


Sure Zorniger og europæiske drømme
Ugens Suppe | Afsnit 2Alexander Zorniger lægger offentligt pres på Troels Bech i jagten på nye spillere. Er det bare klassisk Zorniger - eller er der grund til bekymring i OB?
Læs mere
Gør sæsonen sjovere med Super Manager
Sæt dit managerhold og få point for dine spilleres præstationer runde for runde. Kæmp om håneretten mod vennerne og oplev, hvordan selv de kedeligste kampe bliver til noget, du følger intenst.

AGF
FC Midtjylland
FC København
OB
Silkeborg IF
Sønderjyske
Brøndby IF
AC Horsens
Lyngby Boldklub
FC Nordsjælland
Vejle Boldklub
Randers FC
FC Fredericia
Viborg FF
3F Superliga
































