Simon Strand udtrykte stor glæde over at have skiftet Östers IF og Superettan ud med Lyngby i Superligaen, da bold.dk snakkede med svenskeren i starten af januar.
24-årige Strand valgte dog forleden at ophæve med de kongeblå, og torsdag skrev han i stedet under med Allsvenskan-oprykkerne Dalkurd frem til udgangen af 2020.
- Uvisheden i klubben er naturligvis en af årsagerne til, at jeg valgte at ophæve min aftale. Jeg følte, det var en for stor risiko at løbe at blive i klubben. Jeg følte mig tvunget til at ophæve og lede efter en ny klub, siger Strand om sin beslutning til bold.dk.
Strand nåede kun godt en måned som Lyngby-spiller, men han begræder alligevel sin exit.
- Tiden i Lyngby var meget op og ned, men selvfølgelig kommer man tæt på hinanden, når man er sammen fire-fem timer om dagen. Jeg boede desuden med Mohammed Saeid, og vi lærte at kende hinanden rigtigt godt.
- Det er meget trist at skulle videre. Jeg følte, jeg kom tæt på menneskerne omkring klubben og lederne. Alle var fantastiske, og jeg havde det rigtigt godt, så det er synd, at det skulle slutte sådan her, siger Strand, der kan godt se sig selv i Superligaen på et senere tidspunkt:
- Nu har jeg skrevet med Dalkurd, men selvfølgelig er døren åben for Danmark, hvis der skulle dukke noget op engang. Jeg havde det jo godt, og Superligaen er den bedste liga i Skandinavien, så jeg kunne godt tænke mig at vende tilbage på sigt.
Strands ex-klub Östers IF er én af Lyngbys kreditorer. De har ikke fået sin transfersum for Strand, og hvis Lyngby ender i en konkurs, får de den formentligt heller ikke.
- Det er meget beklageligt, og jeg håber, at alt bliver løst i løbet af nogle dage, siger Strand om situationen.
Udover Strand har også Mikkel Rygaard, Bror Blume og Casper Højer valgt at ophæve deres aftaler med Lyngby.
mikael@bold.dk


Lyngby Boldklub
Östers IF
Dalkurd FF
3F Superliga





























