



FC København skulle søndag aften forsøge at fortsætte den gode sæsonstart i Superligaen, da Viborg FF tog imod Bo Svenssons og co.
Svensson havde fundet plads til nytilkomne Asger Sørensen i startopstillingen, hvor han erstattede Junnosuke Suzuki i bagkæden, mens Birger Meling ligeledes var blandt de elleve udvalgte.
Begge skulle ende med negative hovedroller tidligt i kampen, der endte med at blive Bo Svenssons første Superliga-nederlag som FCK-træner, da Viborg ydmygede københavnerne.
Mareridtsstart for gæsterne
Bo Svensson kunne se sine tropper levere 15 minutters fodbold, som var direkte til skraldespanden, efter at være kommet bagud 0-3.
Blot et minutter inde i opgøret leverede FCK-forsvaret en brøler af dimensioner, da Birger Meling sendte bolden i eget mål.
Viborg sendte bolden i dybden mod Dorian Junior, som FCK-målmand Alex Runarsson kom først på. Islændingen headede bolden ud til Birger Meling, der sendte en hård aflevering tilbage, som strøg hele vejen i mål, trods et ihærdigt forsøg fra Asger Sørensen på at holde bolden ude.
Artiklen fortsætter efter billedet

Dyr opspilsfejl
Viborg udbyggede føringen efter otte minutter, da Dorian Junior scorede til 2-0.
FCK’s nyeste tilføjelse til forsvaret, Asger Sørensen, lavede en dyr opspilsfejl, som Viborg straffede.
Mads Søndergaard fandt Dorian Junior på sin højreside, og her svigtede den offensive Viborg-profil ikke, da han sendte bolden over i det fjerneste hjørne til 2-0.
Viborg ville have mere, og efter 15 minutter bragte hjemmeholdet sig foran 3-0.
Sami Jalal forsøgte med en afslutning fra kanten af feltet, men angriberens forsøg blev blokeret, og bolden svævede højt i luften, hvilket Asker Beck udnyttede til at dirigere bolden i mål til 3-0.
Efter chokstarten forsøgte FCK at komme længere frem på banen, men skarpheden hos københavnerne manglede, og dermed gik gæsterne til pause bagud 0-3.
Svensson-reaktion
Bo Svensson tog konsekvensen i pausen og skiftede to spillere, da Birger Meling og Alex Král blev skiftet ud. De blev erstattet af Marcos López og William Clem.
Efter 47 minutter spillede gæsterne sig frem til den hidtil bedste mulighed, da Thomas Delaney fra højre side sendte bolden ind i Viborg-feltet. Viborg-forsvaret forsøgte at sende bolden væk, men bolden ramte knæet og strøg efterfølgende på stolpen.
FCK havde svært ved at skabe chancer, hvilket fik Bo Svensson til endnu en gang at reagere på det passive FCK-spil. Han tog Asger Sørensen og Mads Emil Madsen ud til fordel for Viktor Dadason og Suzuki.
Viborg-dominans
Trods udskiftningerne fra FCK-bænken var det Viborg, som fik sendt bolden i mål til 4-0.
Charly Nouck udfordrede i højre side og gik forbi Suzuki, hvorefter han krøllede bolden over i det fjerneste hjørne.
Efter 4-0-scoringen kom endnu en FCK-debutant på banen, da sydafrikaneren Thapelo Maseko erstattede Robert.
Hjemmeholdet fortsatte efter scoringen fra Nouck det offensive spil og vandt fleste dueller og anden bolden, mens frustrationerne voksede hos gæsterne.
Dermed led Bo Svensson sit første nederlag som FCK-træner i Superliga, da han efter 90 minutter kunne se sine tropper forlade banen på Energi Viborg Arena med et 0-4-nederlag.

Tullberg-panderynker og optimisme i FCK
Ugens Suppe | Afsnit 6FC Midtjylland spiller ikke godt. Sådan lyder vurderingen fra panelet, som runder et transferpres i FCM og en Mike Tullberg, der er blevet mere rolig - og nok også mere bekymret.
Læs mere
FC København
Viborg FF
3F Superliga



























