





FC Midtjylland måtte nøjes med et enkelt point mandag, da midtjyderne lagde vejen forbi JYSK Park.
Her blev det nemlig 3-3 med Silkeborg IF, hvor der dog var flere situationer, hvor FC Midtjylland følte sig snydt.
Det skete blandt andet ved Silkeborgs udligning til 2-2 efter 75 minutter, hvor midtstopper Stefan Gartenmann blev skubbet i jorden ved forreste stolpe, inden at Søren Tengstedt fik scoret.
Det var cheftræner Thomas Thomasberg ikke tilfreds med, og efter kampen valgte han så at sætte ord på hele VAR's rolle, eller mangel på samme, i opgøret.
- VAR skal jo være med for at fjerne de klare og åbenlyse fejl, men man står alligevel med en fornemmelse, at det bliver med et skøn på banen, som det altid vil være, men det bliver det også ude i VAR-rummet.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er ikke så meget omkring offsides, fordi der skal de selvfølgelig se, om de kan finde et eller andet, men Gartenmann fik, synes jeg, klart to hænder i ryggen, og der bryder man så ikke ind.
- Så det er svært at finde linjen. Jeg er ikke i tvivl om, at vi skal beholde VAR, men det er til at klare de åbenlyse fejl, og det synes jeg, at den var.
- Altså, hvorfor skulle han gå ned i feltet, hvis han bare kunne have headet bolden væk, det er jo sund fornuft.
- Sådan som det foregik med VAR, blev det jo lidt komisk, at vi skulle vente så meget omkring forskellige kendelser og et straffespark. Der var både skøn på banen og ude i VAR-rummet, så jeg kan ikke helt se linjen om, hvornår det bliver det ene frem for det andet.
- Det frustrerer både spillere og trænere, siger Thomas Thomasberg til bold.dk og resten af den fremmødte presse på JYSK Park.