Gabriel Pereira er fortsat i gang med sin første sæson for FC København og står foran to afgørende kampe, der kan ende med at sikre ham og klubben to trofæer.
Det kommer efter et år, hvor den 25-årige brasilianer har været fast mand i løvernes centrale forsvar og tilmed har båret anførerbindet flere gange.
Det glæder hans tidligere portugisiske træner i Gil Vicente, Vitor Campelos, der ikke er overrasket.
- Det havde jeg forventet. Han ved, hvordan man skaber relationer til både sine holdkammerater og holdet som helhed. Han havde allerede forladt sit hjemland og tilpasset sig en ny virkelighed og kultur, da han var i Portugal, siger han til Bold og fortsætter:
- Han er intelligent, dedikeret og tror virkelig på hårdt arbejde. Så jeg forventede, at han hurtigt ville finde sig til rette og slå igennem. Han kommer fra en meget solid familiebaggrund, som har givet ham et fundament og en tryghed, der gør, at han altid føler sig hjemme.
Artiklen fortsætter efter billedet

Vitor Campelos nåede at træne den stærke stopper i en enkelt sæson i den portugisiske liga, hvor han lynhurtigt kunne se, at Gabriel Pereira var noget specielt.
- Fra dag ét stod det klart, at han havde potentialet til at spille på øverste niveau både i Portugal og i udlandet.

50-årige Vitor Campelos stod i spidsen for Gil Vicente fra juni 2023 til april 2024. Foto: Privat
Det skyldes ikke mindst Pereiras professionalisme.
- Han er et godt menneske og yderst professionel. Han er en leder på banen og er en, som kommunikerer meget.
- Han opsøgte ofte at arbejde ekstra - både i fitnesslokalet, og når det handlede om den taktiske analyse. Han var konstant på jagt efter at forbedre sig.
- Jeg så ham også ofte sidde og se både sine egne og modstanderens kampe. Han elskede at tale om spillet.
Derfor tøver Vitor Campelos heller ikke, da Bold spørger om, hvor langt potentialet ifølge ham rækker for Gabriel Pereira.
- Hvilken som helst top 5-liga. Hans profil passer mere til Italien og Spanien, men han kunne også nemt tilpasse sig at spille i England, Frankrig og Tyskland. Han ender en af de steder, siger Campelos.
Samme melding kom stopperens nuværende cheftræner, Jacob Neestrup, for nylig med.
Et skifte til en højere hylde kan ifølge Bolds oplysninger allerede komme på tale denne sommer. Bliv klogere på den store interesse og Sune Smith-Nielsens dilemma lige her.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC København
Gil Vicente
3F Superliga



































