2022-06-02 08:40:02

U21-midt: Mit forår har været op ad bakke

Nicolas Madsen har haft et turbulent forår, der har budt på alt fra skader til sygdom og trænerudskiftning i Heerenveen. Det fortæller U21-landsholdsspilleren til bold.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mens efteråret gik over al forventning, har foråret været op ad bakke for Nicolas Madsen. 

Kyssesyge, skader og en trænerudskiftning er blandt de ting, der har været med til at gøre forårssæsonen udfordrende for den 22-årige midtbanespiller, der har været udlejet fra FC Midtjylland til hollandske Heerenveen i hele denne sæson.

- Foråret har været op ad bakke langt henad vejen. Jeg startede med at få kyssesyge i starten af året, og det betød, at jeg missede mange kampe. 

- Vi var inde i en dårlig periode der, og jeg skyndte mig så tilbage, og set i bakspejlet var det nok lidt for forhastet, siger Madsen og fortsætter. 

- Jeg tror, at vi tabte seks kampe i streg på det tidspunkt, og så blev vores træner fyret. Derefter blev jeg så stemplet på hånden, hvilket betød, at jeg skulle syes og derfor var ude i nogle kampe.

- Det medførte, at jeg røg på bænken i to kampe omkring sidste U21-landsholdssamling, hvor jeg så blev skadet i min ankel. Derfra var det igen op ad bakke, fordi vi begyndte gøre det godt som hold, mens jeg var ude, siger han.

Nicolas Madsen sluttede sæsonen af med en rolle som indskifter hos Heerenveen. For at finde midtbanespillerens seneste startplads i den hollandske klub, skal vi således tilbage til 0-0-kampen mod Willem II den 5. marts.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tilfreds overordnet set

Selvom forårssæsonen har været præget af flere forskellige udfordringer, er Nicolas Madsen overordnet set tilfreds med lejeopholdet i Heerenveen. 

- Generelt set er jeg super tilfreds. Jeg synes, at jeg spillede et efterår, som var over, hvad jeg havde forventet. Jeg tror kun, at jeg misser én enkelt kamp, og så tror jeg ellers, at jeg spiller resten, siger han og fortsætter. 

- Så er det selvfølgelig træls med foråret, men jeg har ikke rigtigt kunne gøre noget ved det. Det sluttede ikke helt, som jeg havde regnet med, men hvis man lige kigger overordnet set på det, så har det jo været over forventning, siger han.

Nicolas Madsen noterede sig for 28 kampe i Heerenveen-trøjen i løbet af sæsonen. 

I skrivende stund er midtbanespilleren samlet med det danske U21-landshold, der går tre vigtige EM-kvalifikationskampe i møde henover de næste knap to uger.

Ingen kommentarer

I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær den første til at kommentere.

Skriv kommentar

annonce
annonce
annonce

Seneste nyheder

annonce
0