2024-01-23 15:16:00

Ubetalte regninger til Superliga-klubber: Fremad Amager sendt til inkasso

Fremad Amager er ifølge bold.dk’s oplysninger blevet sendt til inkasso, da klubben mangler at betale adskillige regninger til både Superliga-klubber og agenter. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Uroen ulmer i den grad i Fremad Amager, både på og uden for banen. 

bold.dk kunne forleden fortælle om et yderst betændt forhold mellem cheftræner Carit Falch og klubbens U19-hold, der aktuelt nægter at træne med førsteholdet, fordi de føler sig udskammet og ydmyget af træneren. 

Nu kan bold.dk så løfte sløret for, at der også på de indre linjer hersker kaos. Et kaos, der kan ende med at få vidtgående konsekvenser for traditionsklubben.  

bold.dk har været i kontakt med FC Nordsjælland, der bekræfter, at Fremad Amager ikke har betalt udestående for de handler, som de to klubber har lavet sammen. 

Derfor har FC Nordsjælland nu sendt Fremad Amager til inkasso. Det betyder, at Fremad Amager i værste fald kan gå konkurs.

FC Nordsjælland har de senere år i tre tilfælde handlet med Fremad Amager. Det handler om lejeaftaler for Hektor Højbjerre-Thomsen og Yannick Agnero, der sluttede i sommeren 2023. 

Derudover skiftede Christoffer Palm fra FC Nordsjælland til Fremad Amager i 2021, men siden er han røget videre til Kolding. 

Artiklen fortsætter efter billedet

3F Superliga -Ubetalte regninger til Superliga-klubber: Fremad Amager sendt til inkasso
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

FC Nordsjælland har ikke yderligere kommentarer. 

Flere Superliga-klubber mangler betaling 
Ifølge bold.dk’s oplysninger er FC Nordsjælland ikke de eneste, der mangler penge fra Fremad Amager. 

Udover tilfældet med FC Nordsjælland-spillere har Fremad Amager tidligere lejet Brøndbys Christian Friedrich samt Vejle Boldklubs Oliver Amby.

Sidstnævnte var oprindeligt lejet ud for resten af indeværende sæson, men han er et halvt år før tid nu tilbage i Nørreskoven.

Hverken Brøndby eller Vejle vil udtale sig om eventuelt udestående med Fremad Amager. 

NordicBet Liga-klubben Vendsyssel mangler også betaling. I Vendsyssels tilfælde er det tilmed en transfersum, der endnu ikke er betalt. Det handler om skiftet for Christoffer Boateng i sommeren 2022.

Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen, oplyser, at han ikke vil udtale sig om konkrete sager i forhold til Fremad Amager. 

Men helt generelt siger direktøren: 

- Hvis vi får kendskab til, at en klub har udestående gæld til en anden klub, mister klubben retten til at skrive kontrakter. Den tilladelse får klubben først tilbage, når gældsforholdet er bragt til ophør. 

Sidste sommer fik Fremad Amager i en periode frataget licensen til at skrive kontrakter. 

Men på Divisionsforeningens hjemmeside fremgår Fremad Amager aktuelt som en af de klubber, der må skrive kontrakter med spillere. 

Det vil mere præcist sige, at FC Nordsjælland i det konkrete tilfælde ikke har involveret Divisionsforeningen i sagen, hvor Fremad Amager er sendt til inkasso. 

Ifølge bold.dk’s oplysninger er det i flere spilleres tilfælde lønudgifterne, som 2. divisionsklubben ikke har betalt, selvom der er skrevet under på kontrakter, hvor klubben har forpligtet sig til at betale en del af lønnen. 

Foto: Fremad Amager

Skylder også agenter 
De ubetalte regninger hober sig yderligere op. 

For udover udestående med flere danske klubber har mere end en håndfuld profilerede agenter ifølge bold.dk’s oplysninger intentioner om at gå rettens vej mod Fremad Amager. 

Det skyldes, at de mangler at få betaling i forbindelse med flere handler.  

I flere tilfælde har den kaosramte traditionsklub nemlig ikke betalt agenthonorar som følge af en transfer, og det har nu ført til, at agenterne har besluttet sig for at pudse advokater på klubben i forsøget på at få de penge, de har krav på.  

Fremad Amager har længe været presset på økonomien, og klubben har ad flere omgange været ved at gå konkurs de seneste år. 

I april sidste år havde klubben en konkret konkurstrussel hængende over hovedet, blandt andet på grund af en skattegæld på 2,8 millioner kroner, ligesom der skulle findes 25-30 millioner kroner for at fortsætte driften i denne sæson.

I maj fik Fremad Amager ikke licens til at spille i NordicBet Ligaen, blandt andet fordi klubben skyldte 900.000 kroner til en ghanesisk klub. 

Kort efter nedrykningen til 2. division mistede Fremad Amager så sin kontrakttilladelse, fordi klubben skyldte penge til ansatte - blandt andet havde klubben indbetalt pension for sent til alle spillere. 

bold.dk har forsøgt at få en kommentar fra Fremad Amager, men det er ikke lykkes trods adskillige forsøg. 

Ved du noget? Tip os på bold@bold.dk

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce

17 kommentarer

Se kommentarer
Annonce