Vejle Boldklub har solgt Stefan Velkov til Sønderjyske Fodbold, og det er et stort tab for vejlenserne.
Vejles sportsdirektør, Mikkel Hemmersam, fortæller, at klubben i længere tid har været i dialog med Velkov om en forlængelse, men at forsvarsspilleren har ønsket at skifte.
- Stefan Velkov har været en god mand i Vejle Boldklub. Fra første dag har han været vellidt i omklædningsrummet, blandt medarbejderne og hos mange VB’ere. Han har gennem flere år repræsenteret klubben på den helt rigtige måde, siger Hemmersam.
- Vi har over en længere periode været i dialog med Stefan om en forlængelse af den eksisterende aftale.
- Udgangspunktet i de drøftelser har været et ønske om at beholde ham på en aftale, som, vurderer vi, afspejler det ønske. Det er ikke endt med en ny kontrakt, og det må vi respektere og agere efter.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Sideløbende har der i sagens natur været interesse for Stefan. Han har ti måneder tilbage af sin kontrakt, og når der så opstår en konkret mulighed, som spilleren ønsker at forfølge, skal vi som klub vurdere helheden på ansvarlig vis, både sportsligt og økonomisk.
Hemmersam fortæller videre, at transferen til Sønderjyske er en 'fornuftig løsning for begge parter'.
- Stefan får sin nye udfordring, og Vejle Boldklub står med en ansvarlig transfercase på en spiller, vi har sat stor pris på, men som er i gang med sit sidste kontraktår. Sportsligt set er vi komfortable med de muligheder, som trænerteamet har i det centrale forsvar.
- Her spiller forstærkningerne i form af Gunnar Vatnhamar og Valdemar Lund selvfølgelig også ind. Dertil lægger vi Lasse Nielsen, og at vores unge Hjalte Gitz er stærkt på vej tilbage, siger Hemmersam.
I Sønderjyske får Velkov en aftale til sommeren 2029.

Superligaens dyreste salg og køb på 24 timer
Hattrick | Afsnit 11FC Midtjylland slog på 24 timer både Superligaens transferrekord for dyreste køb og salg. Sent i nat blev Dario Osorio nemlig sendt til Crystal Palace.
Læs mere
Sønderjyske
Vejle Boldklub
3F Superliga
























