


Søndag tog Viborg FF hjemme mod FC Fredericia i 10. runde af 3F Superligaen.
Begge mandskaber jagtede forud for opgøret den første sejr siden august måned i Superligaen.
Viborg startede ud med et brag, og det var tæt på, at Tim Freriks kunne sende hjemmeholdet tidligt i front.
Bilal Brahimi sendte et indlæg ind i Fredericias felt, som Tim Freriks kom først på, men hollænderens afslutning røg over mål.
Kort efter var det i stedet gæsterne, der fik netmaskerne til at blafre.
En nedfaldsbold efter et hjørnespark endte for fødderne af Fredericias Gustav Marcussen, der med indersiden sendte bolden i kassen. Fredericia var derfor i front efter 15 minutter.
Artiklen fortsætter efter billedet

Føringen holdt ikke længe.
Charly Nouck sendte et hjørnespark ind i Fredericia-feltet, som Tim Freriks steg til vejrs og stangede i kassen til 1-1.
Scoringen var Tim Freriks første i 3F Superligaen for Viborg.
Viborg fortsatte efter udligningen med at dominere, men formåede ikke at nedbryde Fredericia-defensiven yderligere inden pausen.
Fredericia tog konsekvensen
Fredericia-træner Michael Hansen tog konsekvens efter første halvleg og skiftede ud på to pladser til anden halvleg. William Madsen og Anders Dahl gik fra banen og blev erstattet af Adam Nygaard og Sofus Johannesen.
Det gav pote, og Fredericia kom bedre med i opgøret fra anden halvlegs start.
Efter en times spil valgte Viborg-træner Nickolai Lund at foretage en dobbeltudskiftning, da Mees Hoedemakers og Charly Nouck gik fra banen til fordel for Yonis Njoh og Asker Beck.
Efter 72 minutter udspillede der sig en speciel situation.
En lang Fredericia-bold var ved at snyde Lucas Lund i Viborg-målet, der i den langsomme gengivelse så ud til at gribe bolden ude af feltet og videre ind i feltet, men der blev intet dømt, og VAR trådte ikke ind i situationen.
Viborg og Lucas Lund slap derfor med skrækken.
Kort før tid lykkedes det for Viborg at bringe sig foran.
Indskiftede Yonis Njoh modtog bolden i venstre siden af Fredericias felt, hvor han efter et par driblinger kom fri i feltet og sendte bolden ind i målet til 2-1.
FC Fredericia formåede ikke at svare tilbage på Viborg-scoringen.
Viborg FF vandt derfor med 2-1 hjemme mod FC Fredericia.

Nørgaard færdig i rødt og hvidt
Hattrick | Afsnit 80Christian Nørgaard stopper på det danske landshold efter 41 kampe i rødt og hvidt.
Læs mere

FC Fredericia
Viborg FF
3F Superliga





































