Viborg FF og FC Midtjylland skal fredag ud i en direkte dyst om en plads i europæisk fodbold i næste sæson.
De to rivaler slutter nemlig sæsonen af i Europa-playoff-kampen, da Viborg endte på fjerdepladsen i mesterskabsspillet, mens FCM var bedst i nedrykningsspillet.
Men hvordan er det egentlig gået i de tidligere sæsoner?
Har det altid været holdet fra mesterskabsspillet, som har triumferet, eller er det mandskabet fra nedrykningsspillet, som er løbet med det hele?
bold.dk giver her et overblik over de tidligere kampe i Europa-playoff:
FC Midtjylland - Randers: 3-0 (2017)
Dette var den første europæiske playoff-kamp efter strukturændringen i 3F Superligaen.
Her kom FC Midtjylland fra mesterskabsspillet efter en fjerdeplads, og de tog imod Randers FC.
Dengang var nedrykningsspillet delt op i to grupper, hvor de to bedste hold i hver pulje gik videre.
Artiklen fortsætter efter billedet

Kronjyderne havde sparket sig selv i finalen ved at gå videre fra puljen og slå AaB og OB på deres vej i knockout-kampene, men i finalen fik de store problemer.
På MCH Arena var de nemlig uden chance, da midtjyderne sikrede sig en 3-0-sejr på mål af Paul Onuachu, Rasmus Nicolaisen og Jonas Borring.
FC København - AGF: 4-1 (2018)
I denne sæson gik det ikke efter planen for FC København, som måtte nøjes med en fjerdeplads i 3F Superlgiaen.
De fik dog en mulighed for at sparke sig i Europa, da de i den europæiske playoff-kamp skulle op imod AGF i jagten på Europa.
Københavnerne kom planmæssigt foran i finalen på en scoring af Federico Santander, men AGF's Jens Stage fik udlignet få minutter senere.
Det var så også det eneste lyspunkt for gæsterne fra Aarhus, da Ståle Solbakkens mandskab nu buldrede over dem.
Erik Johansson bragte københavnerne foran igen, inden at Peter Ankersen og Viktor Fischer i anden halvleg definitivt sendte hovedstadsklubben ud i Europa med en sejr på 4-1.
Brøndby - Randers: 4-2 (2019)
Dette år skulle Brøndby IF forsøge at komme i Europa via playoff efter deres fjerdeplads i mesterskabsspillet.
Her var modstanderen Randers FC, som endte med at gå hele vejen til playoff-finalen på Brøndby Stadion, hvor de endda fik en god start.
Gæsterne fra Kronjylland kom nemlig foran med 1-0 efter et langskud af Mikkel Kallesøe, inden at Mads Aaquist så også gjorde det til 2-0,
Nu lignede det, at Randers kunne tage den europæiske billet, men Brøndby ville det anderledes.
I et stort comeback i anden halvleg kom Kamil Wilczek, Dominik Kaiser og Besar Halimi på tavlen, inden at Emil Riis blev noteret for et selvmål.
Dermed var det i stedet Brøndby, som kunne jagte et europæisk eventyr.
AGF - OB: 2-1 (2020)
Året efter var det AGF, som kom fra mesterskabsslutspillet grundet en tredjeplads.
Dengang var nedrykningsspillet også delt op i to grupper, hvor OB endte med at være det bedste hold, efter at de var gået videre fra puljen og havde slået Randers og AC Horsens i deres vej mod den afgørende kamp.
I finalen gik den så ikke længere, da AGF hjemme på Ceres Park sikrede sig en 2-1-sejr efter to mål af Bror Blume og Patrick Mortensen.
Kasper Larsen fik dog reduceret i anden halvleg, men det var AGF, som tog pladsen i Europa.
AGF - AaB: 5-3 efter straffespark (2021)
På Ceres Park tog AGF imod AaB fra nedrykningsspillet i et dramatisk opgør, som måtte afgøres fra pletten.
Opgøret bølgede frem og tilbage, da Bror Blume først bragte Aarhus-mandskabet i front efter 20 minutter, inden Tom van Weert udlignede i slutfasen.
I den forlængede spilletid troede nordjyderne så, at Kasper Kusk ville blive den store helt, da han 11 minutter før tid gjorde det til 2-1.
Men i overtiden begik Pedro Ferreira straffespark grundet en hånd på bolden, og så kunne Jon Dagur Thorsteinsson udligne til 2-2 og sende kampen ud i straffespark.
Her var det AGF, som trak det længste strå, da AaB's Martin Samuelsen til sidst brændte på Kamil Grabara.
AaB - Viborg FF: 2-4 efter straffespark (2022)
I de fire første sæsoner var det holdet fra mesterskabsspillet, som kunne fejre en plads i Europa, men i denne sæson blev skuden så vendt.
Viborg FF tog nemlig turen til Aalborg Portland Park for at møde AaB, som var endt på femtepladsen i mesterskabsspillet.
Her var det nordjyderne, som først fik nettet til at blafre ved Mathias Ross, men Jeppe Grønning fik kort tid efter udlignet til 1-1 for Viborg.
Det var opgørets sidste scoring, og derfor måtte denne playoff-finale også ud i en straffesparkskonkurrence, hvor AaB-keeper Jacob Rinne startede med at sparke over.
Louka Prip og Anosike Ementa mødte deres overmand i form af Lucas Lund, da Viborg-keeperen pillede to straffespark, inden Alassana Jatta til sidst kunne sparke Viborg ud i Europa.
Nu må tiden så vise, om Viborg kan gentage succesen fredag aften, eller om det bliver FC Midtjylland, som booker billetten til europæisk fodbold.