AIK Stockholm er godt i gang med at forberede sig på den kommende sæson, og torsdag var det blevet tid til at præsentere en ny spiller.
De har nemlig skrevet under på en aftale med Elias Durmaz, som er kommet til fra Vasalund IF.
Det meddeler AIK på deres hjemmeside, hvor de oplyser om, at Durmaz har fået en kontrakt frem til udgangen af 2026.
- Det er en ære at spille i Sveriges største klub. Jeg kan ikke vente med at tage den sort-gule trøje på og spille foran fansene, siger Elias Durmaz, som tilslutter sig truppen i januar.
Den 22-årige svensker har i den grad taget et stort skridt op ad karrierestigen, da han kommer fra en rolle som anfører i den tredjebedste række for Vasalund.
Han er desuden lillebror til den tidligere svenske landsholdsspiller Jimmy Durmaz, som har en fortid hos Malmö FF, Olympiakos og Galatasaray.
Jimmy Durmaz står dog uden klub på nuværende tidspunkt, efter han forlod Karagümrük for en række dage siden.


AIK
Allsvenskan
Vasalunds IF


































